Fra det virkelige liv: »Jeg har 450.000 liggende i kontanter. Er det helt lovligt?«

Bare rolig, det er ikke mig, der har 450.000 kr. liggende i kontanter.

Det har en yngre – må man formode – kvinde, der til Horsens Folkeblads juridiske brevkasse stiller spørgsmålet: »Min far har gennem flere år givet mig kontanter i gave, så jeg nu har 450.000 liggende. Er det helt lovligt?«

Et andet eksempel fra det virkelige liv: Ifølge Fyens Stiftstidende har et arkitektfirma erklæret sig selv konkurs. Forklaring?

»Ja, for at være helt ærlig, så gør vi jo det her for at slippe for at betale coronalånene tilbage,« fortæller ejeren, som efter et udsagn er knust over det med tilføjelsen:

»Det er ikke, fordi det her lægger mig økonomisk ned. Det er et anpartsselskab, som jeg ikke hæfter personligt for.«

Analysehuset Wilke har for PFA lavet en spørgeundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen. 9 af 10 mener, det er vigtigt, at vi bliver uafhængige af russisk olie og gas. 27 pct. af de adspurgte vil maksimalt betale 10 pct. for uafhængigheden, 21 pct. vil ikke betale en krone mere.

Velkommen til den økonomiske virkelighed anno 2022.

Jeg må ærligt indrømme, at de tre eksempler fik mig til at spærre øjnene op. Forargelsen overlader jeg til den verbale skraldespand på Facebook.

Hvis eksemplerne er repræsentative for vores økonomiske og moralske kompas, er der grund til at frygte for retningen, når den recession, der nu synes uundgåelig, for alvor sætter ind.

Hvis nogen har lyst til at lade 450.000 kr. ligge i indbrudshøjde, så løber de en selvforskyldt risiko, som ethvert fornuftigt forsikringsselskab ikke vil dække, hvis ukendte personer pludselig bliver kreative med et brækjern.

Og med et kontantloft på 20.000 kr. skal der vist laves en afbetalingsordning ved køb af en ny bil eller udbetaling til en bolig.

At have kontanterne liggende og ikke vide, om det er lovligt, kan man vel næppe kalde god moral. I ved, går den, så går den.

I tilfældet med arkitektfirmaet gik det.

Alt dette er udtryk for, at det efterhånden er blevet en selvfølge, at staten dækker os ind, hvis vi bliver økonomisk presset. Der er allerede vedtaget en varmecheck på 6.000 kr., der skal kompensere for de voldsomt stigende udgifter til opvarmning – ikke mindst til naturgas.

Tag ikke fejl: Pensionister, der kun har folkepension og ældrecheck, har brug for de penge.

At brug af naturgas for den altovervejende del foregår i velhaverområder i bl.a. Nordsjælland er slet ikke en del af den fortælling, der gør naturgasbrugerne til ofre.

Og nu begynder en ny trend at dukke op: Flere mener, at regeringen »skal gribe ind«, fordi priserne stiger eksplosivt – altså give udvalgte befolkningsgrupper en kompensation.

Ældre Sagen er det bedste eksempel på den tendens. I årevis er pensionister gjort til klienter. Det fortsætter, selv om flere undersøgelser har vist, at rekordmange pensionister er velkonsoliderede og har sparet så mange penge op til deres otium, at de kan bevare deres levestandard.

Jeg vil gerne fremhæve dette eksempel, fordi det har gjort indtryk på mig: Jeg har netop været valgtilforordnet ved folkeafstemningen. Det meste af dagen arbejdede jeg sammen med en arbejdsløs akademiker. Han var i princippet et ”offer” i hvert fald på tv, men var i den grad ikke kandidat til et uimodsagt interview på morgen- eller aften-tv.

Han har lukket for gulvvarmen i badeværelset og varmen på en radiator – begge på el. Han køber kun kød én gang om ugen, men så meget, at han kan lave en gryderet, der holder i tre dage. Han havde meldt sig som valgtilforordnet, fordi de 880 kr., man får for indsatsen, er et kærkomment og dybest set nødvendigt supplement til den daglige økonomi.

Realisme, redelighed, respekt!

Staten har efterhånden gjort os alle til klienter. Der deles penge ud til udvalgte borgere med ord som: »Vi giver nu tilskud til ...«

Der er overhovedet ikke tale om et tilskud, for det er vores egne penge, de udvalgte får tilbage. Hvis staten lod os beholde flere af vores penge, ville det være helt unødvendigt at drysse almisser ud efter forgodtbefindende.

Hvis folkepensionisterne i stedet fik en pension, der betød, at de kunne konsolidere sig bedre, ville ansvaret lægges over på dem, og almisser ville være unødvendige.

Eksemplet med coronalånet er illustrativt. Mange har været dybt, dybt afhængige af denne hjælp. Det gælder i udpræget grad små enkeltmandsvirksomheder. Nu knokler de for at betale tilbage.

At en modtager vælger ikke at betale sit lån tilbage ved at lade et holdingselskab gå konkurs og dermed friholde sig selv for tab, men sende det videre til staten, er også illustrativt. Her opfattes et lån som et tilskud, fordi staten betaler.

Danmark er som andre lande på vej mod en økonomisk nedtur. Den er begyndt. Jeg kan være bekymret for, hvordan vi og i høj grad også regeringen og Folketingets partier vil håndtere den.

Vil vi vælge klientrollen fremfor at slukke for varmen, og vil staten optræde som beskytter med et ocean af særlove og ligesom arkitekten sende regningen videre – i dette tilfælde til fremtidige generationer?

Og hvad sker der, når økonomien vender igen? Er det så sandsynligt, at goderne vil blive taget fra de udvalgte? Nej, vel!

I svage øjeblikke er jeg bekymret. Det er jeg også i stærke øjeblikke.

Held og lykke i øvrigt med at sætte de 450.000 kr. i en hvidvask-galvaniseret bank.