Samtalen om abort må ikke dø med Kristendemokraterne 

Abort skal være en »ukrænkelig og umistelig internationalt anerkendt rettighed«, sagde Jens Rohde på vej ud af det noget umage ægteskab med Kristendemokraterne – og med de linjer bidrog han til partiets svanesang, der ironisk nok kom til at handle om abortspørgsmålet. Nu er også formanden, Isabella Arendt, gået – lige hurtigt, som hun kom. Som sendt fra himlen.

Det var eller Kristendemokraternes ærinde og hjertesag: modstanden mod fri abort, protesten mod fri porno og forsvaret for det, man betragtede som traditionelle kristne værdier. Det blev deres vej ind i Folketinget ved valget i 1973 – jordskredsvalget, som det passende blev kaldt. For alting skred dengang som følge af 60’ernes oprørsbevægelser: Værdierne og normer skred, autoriteter og traditioner faldt, pligter blev efterhånden erstattet af rettigheder, det antiautoritære, frigørelseskulten og det individualiserede samfund meldte så småt sin ankomst.

Og som følge heraf skete et skred i det politiske landskab – og skredet sker på mange måder nu igen 40 år senere – og i virkeligheden er det meget værre nu end dengang på Christiansborg. For protesterne mod forfaldet og forsvaret for normer og traditioner – for kristendommen, et kristent livssyn og anskuelse af menneskelivet er til at overskue. Ikke engang Kristendemokraterne formåede at være et korrektiv til tidsånden, at hæve det åndelige niveau og holde den etiske samtale ved lige på Borgen, men havde, særligt siden Arendts mellemkomst, travlt med at være familieparti (hvem vil ikke det?), pragmatisk, midtersøgende og ”anstændigt” – altså: ligegyldigt med et lag from fernis.

Tilbage havde det kun abortmodstanden, der delte vandene internt. Men samtalen om abort må ikke dø med Kristendemokraterne – jeg er bare bange for, at den gør det. For hvem protesterede, da statsminister Mette Frederiksen erklærede abortspørgsmålet for uddebatteret, nuancer var unødvendige – og prædikede kvinders uindskrænkede ret til at bestemme over egen krop. Ingen nuancer – det løb mig koldt ned ad ryggen – for ingen på Christiansborg sagde hende imod. Ingen. Ikke engang konservative politikere, der som altid havde travlt med at være ufarlige, mene ingenting og fokusere på velfærd og noget grønt.

Derimod stemte mange – på begge fløje – i til tidens undergangstoner om menneskets frie selvbestemmelse og guddomsdyrkelse af individets ukrænkelige ret. Ja, de nærmest lovsang den frie abort. Og det er jo det, vi gør – når vi fordømmer og forarges over, hvad der sker i USA i disse dag, hvor flere stater ser ud til at få særdeles restriktive abortlovgivninger. Retten til fri abort bliver nærmest helliggjort og ophøjet – og det klæder os ikke at være særlig stolte af det. Men det er vi. Og jeg gyser over det. Alene sprogbrugen:

Kvindens ret til selvbestemmelse over egen krop – som om et foster er en gevækst, en byld, en polyp, der kan fjernes. Hvem forsvarer det lille bitte menneske, der ligger inde i mors mave og har en ukrænkelig ret til liv – også før det drager ånde? Efterhånden ingen – i hvert fald er modstanden forbeholdt de få. Jeg er ikke imod fri abort, men jeg er imod abort. Det lyder underligt, vil nogen indvende. Men en abort er altid for kvindens skyld. Ikke for det ufødte menneskes skyld. Meget få mennesker ville ønske, de aldrig havde fået livet. Derfor er vi nødt til altid at fortsætte den kritiske samtale om abort – og alle mulige andre etiske emner. Dertil behøver vi ingenlunde et kristent parti – men en kristen grundforståelse af, hvad et menneske i verden er.