Mobning nedbryder sjælen. Og det er de voksnes ansvar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg krymper indeni, når jeg læser vidneberetningerne fra den traditionsrige kostskole Herlufsholm. TV 2-dokumentaren ”Herlufsholms Hemmeligheder” har afdækket den årelange historik med ydmygende krænkelser, tæsk, seksuelle overgreb og grov mobning – men det er ikke første gang, vi hører om uhyrlighederne fra kostskolen med de velplejede plæner ved Susåen på det naturskønne Sydsjælland.

»Herlufsholm udnævner gymnasieelever til præfekter for hinanden og de yngre elever. Børns ubarmhjertige hakkeorden er sat i system. At lade børn opdrage hinanden er at gøre gruppepres til ideologi. På dem, hvor gruppens pres lå hårdest, var det årelang psykisk tortur, understøttet af skolens autoriteter.« Sådan skrev tidligere Herlufsholm-elev og tidligere politisk rådgiver Kasper Fogh Hansen i en tankerystende kronik i Information for 18 år siden, hvor han anfægter præfektordningen, der er en tradition, Herlufsholm har overtaget fra de engelske kostskoler. Tanken er, at de ældste elever opfostrer de yngre, sørger for, at skolens regler overholdes, og fungerer som lærerens forlængede arm – både når det gælder opdragelse og omsorg.

Præfektordningen er problematisk, for selvfølgelig kan man ikke sætte en flok 17-årige til at vogte 13-14-årige børn, uden at det fremkalder alle menneskets urkræfter.

Det fordrer en karakter af et barn, som man ingenlunde kan forvente – og det pålægger barnet et ansvar, barnet ikke kan løfte – det er alle vist enige om i disse dage, hvor kulturen på Herlufsholm er til eftersyn – og til forargelse. Ikke mindst blandt politikere, der straks står klar med forbud, påbud og indgreb over for præfektordningen, som undervisningsminister Pernille Rosenkranz-Theil (S) kalder en »uskik«.

Men inden hun svinger den moralske pegepind, skal hun måske holde sine egne og regeringens kæpheste lidt i tøjlerne. For hele den socialdemokratisk fordelingsideologi i daginstitutioner, på skoler og gymnasier bygger netop på en tænkning, der har en rem af samme hud, nemlig at børn har ansvaret for at opdrage hinanden – det er dét, den såkaldte ”kammeratskabseffekt” handler om. En pædagogisk metode, der på ingen måde er børnevenlig, fordi den kun har et idealistisk og ikke realistisk blik på, hvad et menneskebarn er i stand til.

I virkeligheden er det fuldkommen skørt, at man bilder sig selv ind, at børn er ansvarlige, modne og reflekterede nok til at opdrage og tilrette hinanden – og i sidste ende er det uansvarligt. Børn hverken kan eller skal være rollemodeller for hinanden – og nu kommer det allermest penible i den verserende sag om Herlufsholm, nemlig at Mary Fondens mobbesyn er baseret på selvsamme pædagogiske hypotese.

Ifølge fondens materiale skal børnene lærer i videst mulige omfang selv at håndtere konflikterne, og alle skal lære at forstå deres rolle i løsningen af en konflikt: »Et vigtigt element i Fri for Mobberi er at udfordre tilskuernes passivitet over for mobning og i stedet hjælpe dem til at forsvare de børn, der ikke kan forsvare sig selv.« Og videre: »På den måde kan den passive tilskuerkultur over tid udvikle sig til en kultur, hvor børn hjælper til med, at alle i gruppen har en plads og føler sig godt tilpas.«

Det lyder jo som den bedste af alle ideologiske verdener. Men virkeligheden er den, at den socialistiske drøm om børneuniverser, hvor de voksne trækker sig, ofte bliver farlige for børn, fordi børn ikke har de nødvendige erfaringer, etiske pejlemærker og moralske kompas til at agere hensigtsmæssigt. Og mobning er farligt. Det nedbryder et menneskes sjæl. Og det er de voksnes ansvar. Ikke børnenes.