Sådan slutter historien om Frederik – ligesom dagens drømmerier

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg indrømmer, at det er nørdet. Både at oversætte, udgive og læse en bog som denne, som blev skrevet for næsten 300 år siden, men jeg har kun læst den. Det er forlaget Helikon, som lægger papir til, og forlægger Fritz Wolder, der har oversat fra fransk og skrevet et fyndigt forord.

https://helikon.dk/anti-machiavel-af-frederik-den-store/

Til gengæld er forfatteren ingen ringere end Frederik 2. den Store (1712-86), altså den preussiske konge, som var med til at gøre Preussen til europæisk stormagt efter Trediveårskrigene og tilhænger af oplyst enevælde og stram statsregulering af erhvervsliv. Han opførte ligeledes slottet Sanssouci ved Potsdam, som mange danskere har besøgt, hvor kongen selv komponerede musik og omgav sig med førende franske filosoffer, videnskabsmænd og kunstnere, heriblandt Voltaire og Johann Sebastian Bach i skønne omgivelser.

Med andre ord: en civiliseret krigerkonge.

Problemerne opstod dog allerede mellem far og søn. Den gamle Frederik Vilhelm 1. så ikke med milde øjne på den æstetisk interesserede søn og ønskede sig i stedet en kopi af sig selv. Derfor indførte han et strengt dagsprogram for sin søn med militær træning, inspektion, rejser, rådsmøder mm., sådan at han kunne blive indført i, hvad der krævedes af ham som konge. Observatører kunne iagttage en dreng og senere ung fyr, som så mere og mere stiv og livløs ud.

Konflikten spidsede til, og snart levede kronprinsen et dobbeltliv. Udadtil gjorde sønnike, hvad farmand sagde. Men i privaten spillede han fløjte, skrev digte, opbyggede et righoldigt bibliotek og stiftede gæld.

Bedre blev det naturligvis ikke, da kongen dikterede Frederiks ægteskabsplaner, hvorpå denne forsøgte at flygte fra hoffet i 1730. Kongen havde dog luret kronprinsen og kvitterede med at smide ham i et fangehul, forhøre ham og true med dødsstraf. Kongen nøjedes imidlertid med at henrette kronprinsens sammensvorne.

Det hjalp. Kronprinsen bøjer nakken og føjede faderens ægteskabsalliance.

Emnet for Frederiks bog er mindst lige så kontroversielt, nemlig den italienske statsmand Niccolò Machiavelli, som levede og led mere end to hundrede år før Frederik, og som ud over den berygtede magtmanual ”Fyrsten” skrev ”Drøftelser af Livius”, ”Krigskunsten” og ”Krig og diplomati”, som alle er oversat til dansk og udgivet af forlaget Helikon.

Det var ham, altså den berygtede Machiavelli, Frederik gerne ville gendrive med sit værk, der fik titlen ”Anti-Machiavel” med henblik på at vise, hvor ond, djævelsk og moralsk utilstedelig forgængeren var, og hvor retfærdig, god og humanistisk han selv var.

Forlægger Fritz Wolder skriver det ikke i sit forord, men det må være oplagt at læse skriftet som et skjult faderopgør.

Frederik går systematisk til værks. Kapitel for kapitel afviser han Machiavellis indføring i, hvordan fyrster skal agere i krigs- og fredstid, og selv hvis man ikke interesserer sig for politik, må man kunne sætte pris på kronprinsens letflydende prosa. Han er en stilist.

Men oversætteren spotter straks dobbeltheden i skriftet. På den ene side finder man kronprinsens tro på tidens oplysningsidealer. På den anden side er det tydeligt, at statens interesser må stå over alt andet. Begge ting kan næppe eksistere samtidig. Hvad værre er: Dobbeltheden findes i Frederiks hoved både før og efter, han skriver sin pamflet.

Allerede som ung mand drømmer Frederik om sin egen ”østudvidelse”: erobringen af den østrigske provins Schlesien og en bid af Polen. Og blot et halvt år efter udgivelsen erkender han, at der hersker andre love i statskunsten end i det almindelige, borgerlige samfund. Altså, at der findes en iboende modsætning mellem herskerpligter og privatetik. Med hans egne ord, der lyder som en tilståelse: »For den, der bliver trukket ind i den store europæiske politiks malstrøm, er det meget svært at bevare en ren og ærlig karakter.«

Nogle år senere, i sit politiske testamente fra 1752 under overskriften ”Politiske drømmerier”, indrømmer han eksplicit at have taget fejl i sin ungdom: »Jeg må desværre indrømme, at Machiavelli har ret. Fyrsterne skal nødvendigvis besidde ærgerrighed, som dog må være vis, mådeholden og oplyst af fornuften.«

Frederik fortryder simpelthen, at han udgav ”Anti-Machiavel”. Han lod sig provokere – af sin far og af den gamle italienske mester. Efter at have besteget tronen og gjort sig sine erfaringer, blev han langt mere realistisk og lige så machiavellisk som mangen en fyrste, som må overleve i den jungle, som politik til stadighed er.

Sådan slutter historien om Frederik den Store. Var der nogen, der sagde, at bogen var uaktuel?