Vi bliver tvunget til at vælge side i stormagternes konflikt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det vil nok ikke være en overdrivelse at påstå, at størstedelen af befolkningen er hoppet på fortællingen om, at Putin er skør og farlig, og vi derfor skal bruge mange milliarder på oprustning – ellers vil Putin overtage hele Europa, inklusive Danmark.

Det er også helt forståeligt, når dækningen af netop denne krig bliver så voldsom. Det er jo ikke første gang, at der er krig i verden og desværre nok heller ikke sidste gang, men dækningen af netop denne krig er virkelig på et andet niveau. Vi får dagligt flere timers dækning af krigen og analyser fra militæreksperter, der prøver at give os et indblik i, hvordan krigen i Ukraine forløber.

Vores folkevalgte udtaler flere gange om ugen, at vi skal stå bag ukrainerne og bekæmpe farlige Putin. Politikerne i Folketinget sender stående klapsalver til en ”berørt” ukrainsk ambassadør, samtidig med at vi venter spændt på, at den ukrainske præsident skal tale til politikerne i Folketinget. Samtidig ser vi også ledere i de store danske aviser beskrive, at Vesten står sammen om at bekæmpe despoten Putin, og hvor der ikke bliver lagt skjul på, hvem der er de gode, og hvem vi skal nedkæmpe. Selv socialisterne og pacifisterne på venstrefløjen siger ja til Nato og ja til flere missiler, kampfly og krigsskibe.

Derfor er det også helt forståeligt, at befolkningen bliver påvirket og efter min mening ”tvunget” til at vælge side i konflikten. Jeg vil selvfølgelig mene, at det enkelte menneske selv har ansvaret for at forholde sig kritisk og søge information, men det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere, når man har lukket ned for adgangen til de russiske medier i Europa, inklusive i Danmark.

Jeg vil mene, at faren ved, at man ender i en tilstand, hvor man tror på, at der kun findes en sandhed, er, at man dermed undgår at se de små eller mere åbenlyse detaljer i konflikten. F.eks. hvorfor Nato, som egentlig var en reaktion på Sovjetunionen og Warszawa-pagten, ikke blev nedlagt efter Sovjetunionens fald?

Jeg har flere gange påstået, at verden er ved at forandre sig, og magtbalancen i verden er ved at tippe fra vest til øst. Min påstand er, at det netop er den proces, vi er vidne til i disse uger.

Når vi f.eks. kan læse, at Tyrkiets præsident, Tayyip Erdogan, efter en telefonsamtale med Putin fortæller, at man er klar til at bruge rubel, yuan eller guld, når der skal handles med Rusland. Eller når vi i Wall Street Journal kan læse, at Saudi-Arabien er klar til at handle med yuan, når de skal sælge olie til Kina, så er det faktisk tydelige tegn på, at der er noget meget større i gang.

Man kan selvfølgelig påstå, at det for Kina og Rusland er nødvendigt grundet sanktionerne fra de vestlige lande (i Kinas tilfælde sanktioner fra USA), og det er også korrekt, i hvert fald på den korte bane, men det langsigtede mål er uden tvivl at udfordre dollarens dominans i den internationale handel.

Dollaren, som efter Anden Verdenskrig har været den dominerende valuta og stået helt centralt i den internationale handel. Denne position har selvfølgelig gavnet USA, og den har man uden tvivl ikke lyst til at miste.

Det er ikke første gang, at et land udfordrer dollarens dominans. Det er f.eks. ikke en hemmelighed, at Saddam omkring 2001 lagde op til, at Irak ville sælge sin olie med euro i stedet for dollars, og Gaddafi havde længe talt om en gulddinar, som bl.a. Libyens olie kunne handles med, igen i stedet for dollaren.

Spørgsmålet er, om vi bare vil sidde og se på, imens verden er i gang med en militær oprustning, og det økonomiske system muligvis på vej mod et kollaps? Skal vi bare se passivt til, imens der foregår et farligt spil bag de lukkede døre? Skal vi som minimum ikke kræve, at vores folkevalgte ikke bare er med til at skabe frygt og kaos?

Der venter os alle sammen meget hårde tider forude, men så længe vi naivt tror på fortællingen om, at Putin er den onde, ukrainerne de uskyldige, og de vestlige lande er frelserne, kan vi heller ikke forvente, at magthaverne vil lytte til, hvad vi har at sige, og så bliver vi bare små passive brikker i et stort spil.