Hvem er det lige, der er intolerant her?
Susanne Branner Jespersen fra LGBT+ er intolerant i ordets egentlige mening, når hun mener, at præster skal tvinges til at vie homoseksuelle.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den erklæret revolutionære forening Socialistisk Ungdomsfront følte sig kaldet til søndag at protestere uden for Hedensted Kirke, fordi den nye 30-årige sognepræst ikke vil vie homoseksuelle.
Det er trods alt ret ligegyldigt, hvad en yderligtgående venstreorienteret forening mener. Fra den kant ved vi godt, hvad der er i vente, fik de magt, som de har agt. Af samme grund er Socialistisk Ungdomsfront ikke just noget stort foretagende.
Langt mere bekymrende og sigende for tidsånden er det, at sekretariatschefen i den stærke lobbyorganisation LGBT+, Susanne Branner Jespersen, afslører sin og – må man formode – LGBT+’ dybe intolerance.
Tolerance er en fornem ting. Det betyder, at man tåler andre syn på verden end sit eget. Jeg tolererer f.eks. Scientology, fordi jeg går ind for religionsfrihed, men jeg respekterer dem ikke på noget som helst bredere niveau.
Susanne Branner Jespersen er derimod direkte intolerant over for præster, der vil udøve deres ret til ikke at vie homoseksuelle. Disse præster skal ifølge Susanne Branner Jespersen tvinges, må man forstå. Under trussel om afskedigelse, hvis de fortsat nægter, må man ligeledes forstå.
Susanne Branner Jespersen bogstaveligt tåler ikke modsigelse. Der skal rettes ind, skal der.
Det afslørede Susanne Branner Jespersen, da hun til DR udtalte bl.a. følgende oven på oplysningen om, at LGBT+ støttede muligheden for, at præster kunne sige nej, inden loven om homoseksuelle vielser blev vedtaget i 2012: »Mange ældre præster syntes dengang, at det var for nyt til, at de kunne gå med til det (..) De fleste regnede også med, at holdningen ville forsvinde, i takt med at der blev ansat nye præster … Dengang mente man, at det var et synspunkt, der ville udfase sig med tiden. Nu ser vi bare, at det er en ny, ung præst, der bliver indsat, og derfor mener jeg, at det er på tide at revidere loven.«
Javel ja. LGBT+ kunne ifølge Susanne Branner Jespersen gå med til undtagelsen dengang i 2012, fordi man mente, at sådanne forstokkede elementer ville dø ud i takt med ældre præsters afgang fra folkekirken.
Ak, sådan gik det, som vi ser, ikke, og derfor må tommelskruerne sættes på. Alle præster skal tvinges til at gøre, som Susanne Branner Jespersen vil have.
Det er intolerance, så det driver ned ad væggene. Susanne Branner Jespersen tåler bogstaveligt ikke modsigelse. Der skal rettes ind, skal der.
Og så er der dem, der undrer sig over, at ikke alle er af den opfattelse, at LGBT+ er nogen normal lobbyorganisation, men derimod en forening med et ensrettende sigte, hvor vi alle skal lære at tænke som dem og som et minimum tvinges til at gøre, som de vil have.
Det undrer mig, at man kan undre sig over, at ikke alle finder LGBT+ og Susanne Branner Jespersens handlemåde for befordrende for åndsfrihed og tolerance.