Fortalerne for LGBT-ideologi er noget nær de mest intolerante mennesker i verden. Som regel kan de ikke engang tåle at blive sagt imod
Jeg er ude af stand til at se, hvad der skulle være af argumenter imod at beskytte ytrings- og tankefriheden ekstra godt i disse år.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kathleen Stock er en britisk tidligere professor i filosofi ved University of Sussex. Hun følte sig tidligere dette efterår tvunget til at sige sin stilling op. Grunden var for det første, at hun var blevet udsat for en veritabel heksejagt af LGBT-aktivister, og for det andet, at hun manglede en robust opbakning fra universitetets ledelse.
Det, der udløste heksejagten, var en tilsyneladende banal, akademisk strid. Blandt andet i bogen ”Material Girls” havde hun fremført det synspunkt, at køn og kønsidentitet nødvendigvis i udgangspunktet må være forankret i biologi. Det er ikke et synspunkt, man behøver at være enig i. Men det burde være et respektabelt synspunkt, enhver kan have lov til at have i fred.
Men sådan er det ikke. Ifølge LGBT-ideologien er kønsidentitet en ren social konstruktion, der ikke har nogen forbindelse til biologi. Derfor kan man i denne optik godt være kvinde, selv om man ikke har kvindelige kønsorganer og aldrig har oplevet f.eks. at have menstruation.
Man kunne forestille sig, at det var muligt at mene, hvad man nu engang mener om dette synspunkt, i al fordragelighed. Men sådan er det ikke. Fortalerne for LGBT-ideologien er noget nær de mest intolerante mennesker i verden. Som regel kan de ikke engang tåle at blive sagt imod.
Så reagerer de med hetz og voldsomme beskyldninger om, at man er ”Victor Orban”, ”fascist”, eller at man ligefrem hader transkønnede personer alene af den grund, at man er kritisk over for afkoblingen af biologi. Det kan man se i denne frådende kronik af Judith Butler, hvor hun blandt andet langer ud efter det danske Folketing og dermed overtegnede, der er hovedforfatter til den efterhånden berømte vedtagelse V 137.
Den vanvittige hetz fra den ekstremt intolerante LGBT-lobby med trusler samt absurde og løgnagtige beskyldninger har ud over Kathleen Stock også ramt blandt andre J.K. Rowling, skatteeksperten Maya Forstater og i Danmark organisationen Lesbiske Feminister.
En hetz, der er så voldsom, er betænkelig i ethvert forum. Men det bør i særlig grad siges at være betænkelig på et universitet. For universiteterne er samfundsinstitutioner, der er sat i verden for at dyrke den frie og kritiske tanke. Det vil sige, at hetz og trusler er den deciderede antitese til, hvad et universitet er og bør stå for.
Ifølge LGBT-ideologien er kønsidentitet en ren social konstruktion, der ikke har nogen forbindelse til biologi. Derfor kan man i denne optik godt være kvinde, selv om man ikke har kvindelige kønsorganer og aldrig har oplevet f.eks. at have menstruation.
Det har man allerede for en del år siden erkendt på University of Chicago. Der formulerede ledelsen efter et grundigt forarbejde et sæt af principper, der blandt andet understreger, at universiteter bygger på ytringsfrihed.
At universiteter ikke er sat i verden for at få lærere og studerende til at føle sig komfortable. At universiteter er sat i verden for at få mennesker til at tænke selvstændigt. At det ikke er universiteternes opgave at beskytte enkeltpersoner imod tanker og idéer, de finder anstødelige eller på anden vis er imod. At universiteter har et stort ansvar for at holde den åbne debat i gang – og et tilsvarende ansvar for at forhindre, at debatten bliver lukket eller går i stå. At universitetet har et ansvar for at opretholde et klima af gensidig respekt. At et universitet modarbejder dårlige idéer ved hjælp af kritik og debat – ikke ved hjælp af censur. At det kun er den generelle lovgivnings principper om f.eks. injurier, bagvaskelse eller afsløring af statshemmeligheder, der kan berettige en indskrænkelse af ytringsfriheden.
Og nu fremlægger jeg for Folketinget et beslutningsforslag om, at disse såkaldte Chicagoprincipper skrives ind i den danske universitetslov. Det sker torsdag den 2. december.
Når jeg synes, det er vigtigt at fremlægge et sådant forslag, har det flere årsager.
For det første er det vigtigt at forebygge, at der nogensinde kan udspille sig en sag som Kathleen Stock-sagen ved et dansk universitet.
For det andet er det vigtigt at forhindre, at danske universiteter indfører ordensregler, der i praksis gør det muligt at indskrænke ytringsfriheden ved at hævde, at man er krænket over et eller andet.
Det gjorde Københavns Universitet desværre i 2018. Og skønt det heldigvis blev ændret i 2019, så består der stadig det problem, at Arbejdstilsynets regler om krænkelser på arbejdspladsen anerkender den komplet subjektive følelse af krænkelse, hvor den påståede krænker ikke har nogen som helst hensigt om at krænke. Det bør også laves om. Men det må nødvendigvis ske gennem et nyt beslutningsforslag, eftersom det hører under en anden minister.
Og endelig er det for det tredje vigtigt at gøre det tydeligt for ikke mindst forskere og studerende fra den angelsaksiske verden, at sådan, som man kan opføre sig mange steder der, går det ikke an at opføre sig i Danmark.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg er ude af stand til at se, hvad der skulle være af argumenter imod at beskytte ytrings- og tankefriheden ekstra godt i disse år. For ud over at beslutningsforslaget vil forhindre, at en medarbejder eller studerende ved et dansk universitet nogensinde kan komme i Kathleen Stocks situation, vil det også forhindre, at andre intolerante grupperinger – man kunne for eksempel forestille sig islamistiske studerende – ville være i stand til at forhindre, at der blev undervist i bestemte emner eller synspunkter.
Derfor glæder jeg mig til en spændende debat i folketingssalen torsdag den 2. december. Det kunne gå hen og blive en stor dag for den akademiske frihed i Danmark.