Nu kommer woke-Lego snart til en forretning nær dig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den britiske avis The Guardian skriver i dag, at Lego vil fjerne kønsbias fra sit legetøj. Det skyldes først og fremmest en undersøgelse, som viser, at mens piger generelt ikke har noget imod at orientere sig bredere mod forskellige former for lege, så er mange drenge bange for drillerier, hvis de leger typiske pigelege.

Selvfølgelig skal piger og drenge have lov til at lege de lege, der engagerer og fascinerer dem mest.

Men er det en god idé, at Lego uden videre accepterer den woke præmis, at når drenge og mænd har distinkt andre interesser end piger og kvinder, skyldes det indoktrinering og ikke biologi? Det synes jeg er værd at overveje nærmere.

Som det blandt andet er blevet fremført af psykologen Steven Pinker, kan videnskaben opregne massevis af forskelle på mænd og kvinder, der ikke har noget med socialisering og indoktrinering at gøre, men kan føres tilbage til biologi.

Man kan for eksempel tænke på det helt banale forhold, at mænd i gennemsnit er højere, tungere, stærkere og hurtigere end kvinder. Der er også signifikante forskelle mellem mænd og kvinder på interessen for sociale relationer og interessen for mekaniske processer. Og man bør helt bestemt bruge tid på at overveje det såkaldte ”gender equality paradox”. Det går – hvis man skal forenkle tingene en anelse – ud på, at jo mere ligestilling, der er i et givet land, jo mere vælger kvinder de typiske kvindefag, mens mændene vælger de typiske mandefag.

Alt dette peger i samme retning: Burde Lego ikke overveje seriøst, om der er forskelle på de måder, piger og drenge leger, fordi der biologisk er tale om to marginalt – men signifikant – forskellige kategorier af menneskeheden? Eller om det virkelig er så enkelt, som socialkonstruktivisterne påstår: At forskellene kan føres tilbage til den (ubevidste) indoktrinering, der kommer fra forældre og andre signifikante voksne under opvæksten.

Lego har i mange år kæmpet imod det problem, at produkterne blev anset for at være drengelegetøj. Det betyder selvsagt, at markedet kun er halvt så stort, som det i teorien kunne være.

Derfor passer det virksomheden godt, når stærke kræfter i samfundet påstår, at der slet ikke er forskel på drenge og piger. Og at piger derfor burde lege mindst lige så meget med Lego som drenge – hvis bare forældrene ville holde op med at indoktrinere drengene.

Alligevel vil jeg opfordre Lego til besindighed.

Idéen om, at der ikke er nogen biologiske forskelle på piger og drenge, og dermed også idéen om, at de ville lege på samme måde, hvis de blot ikke blev indoktrineret af de voksne, er højeste mode mange steder. Ikke mindst i den engelsktalende verden.

På den anden side, så modsiges idéen om det konstruerede køn ikke alene af den dagligdags erfaring. Den modsiges også af de fleste forskere, der er forankret i biologi og ikke i forskellige former for poststrukturalistisk og dekonstruktivistisk ideologi.

Derfor kan man stille det samme spørgsmål, som sociologen Tobias Petersen har stillet: Inden man kritiserer normerne, er der visse ting, man skal gøre sig klart.

Den første er, at der ikke findes et normfrit rum. Med andre ord: Når man kritiserer normer, har det altid den konsekvens, at man tilbyder samfundet nye normer i stedet for de gamle. Så er de nye normer bedre end de gamle? Det er det store spørgsmål.

Den næste er, at der jo udmærket kunne være gode grunde til, at vi har de normer, vi har. Hvis over 99 procent af befolkningen har en kønsidentitet, der flugter med deres biologiske køn, er den suverænt mindst fortænkte forklaring, at biologien som udgangspunkt er normgivende, når det gælder kønsidentiteten.

Dermed er de gældende normer - som Tobias Petersen også er inde på - noget så banalt som en slags ”sociologiske piktogrammer”, der helt overordnet beskriver nogle menneskelige og sociale standardsituationer. Det betyder ikke, at der umuligt kan opstå situationer, der ligger uden for det standardiserede. Det betyder heller ikke, at man skal udvise disrespekt for dem, der ikke passer til normerne.

Det betyder bare, at det forekommer en kende skørt at blæse på, hvad er i statistisk henseende er mest almindeligt. Ikke mindst når man betænker den betydning, det har for børn og unge at finde sig til rette blandt andre mennesker.

En sidste grund til, at Lego måske burde betænke sig på at hoppe på den woke vogn, er, at alting kan se meget anderledes ud om ti år.

Lige for tiden tromler de mest woke aktivister hovedparten af modstanden imod deres ekstremistiske synspunkter ned. Undertiden med hjælp fra bærende institutioner i det borgerlige samfund som den britiske højesteret.

Men det sidste ord i disse sager kan umuligt være sagt. Flere og flere, der har undergået transition fra mænd til kvinder eller vice versa, kommer nu ud og ønsker ”detransition” (dette er også kernen i den sag, Keira Bell rejste i UK, og som foreløbigt fandt sin afslutning i midten af september). Ofte imod voldsom fordømmelse og ”shaming” fra LGBT-miljøet.

Men antallet af sager vil helt sikkert vokse. Og før eller siden vil de villige håndlangere, der på et skrøbeligt, fagligt grundlag har uddelt hormoner med irreversibel effekt og gennemført kirurgiske behandlinger med irreversibel effekt, blive draget til ansvar af detransitionerende mennesker, som ville ønske, de havde fået bedre rådgivning.

Ønsker Lego virkelig at være en del af alt dette? Eller burde virksomheden ikke slå koldt vand i blodet og holde fast i, at naturen faktisk har mere indflydelse end nogen anden aktør på, om børn føler sig som piger eller drenge?

Det er ikke spørgsmål, jeg finder det synderlig indviklet at besvare.