Feminismen kan sagtens gå for vidt
Tilfældet Thorning-Schmidt viser os, at feminisme indeholder en snigende undergravning af kvindekønnet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Feminisme kan aldrig gå for vidt, mente landets tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i den forløbne uge, hvilket nok har fået andre end undertegnede til at glæde sig over, at hun ikke længere huserer i Statsministeriet. Til gengæld er hun aktuel med en ny bog, som er skrevet i samarbejde med hendes datter, en redaktør og en journalist, som på udgivelsesdagen blev modtaget med klapsalver i landets enslydende medier.
Men kan den aldrig det, feminismen? Gå for vidt. Jo, i den grad. Alting kan gå for vidt, selv kvoter, positiv særbehandling og det akademiske opgør med det biologiske køn, som skyller ind over fakulteter, medier, kulturliv og politik i ligestillingens navn. Lidt sent er Helle Thorning-Schmidt så sprunget på bølgen og opfordrer os andre til at gøre ligeså.
Tilfældet Thorning-Schmidt viser os, at feminismen indeholder en snigende undergravning af kvindekønnet. Kvoter – formelle eller uformelle – kunne næsten være patriarkatets taktik til at knække kvinders selvværd, skønt så snedige er mænd nok ikke.
Det må man give hende. Helle Thorning-Schmidt ejer evnen til at aflede folks opmærksomhed. Det er derfor, jeg tidligere har anvendt det latinske ord alibi om hende. Det betyder ”andetsteds”. Helle Thorning-Schmidt synes at være selve definitionen på alibi og afledning i en politisk sammenhæng. Hun var et alibi for Socialdemokratiet, så det kunne genvinde magten, selv om partiet mistede sin sjæl undervejs, ligesom hun i dag tjener millioner på at være alibi for Facebook, så det ser ud, som om Mark Zuckerberg går ind for den demokratiske samtale. Hvorvidt hun nu forsøger at give sig selv eller feminismen et alibi, er derimod lidt uklart.
Jeg skal være den første til at sympatisere med, at ekspolitikeren omfavner sin datter, der åbenbart opfatter sig selv som nonbinær, det vil enhver god mor gøre. Noget sværere har jeg ved at goutere hendes appel til grænseløs feminisme.
Den rimer for øvrigt slet ikke med den indvandringspolitik, hun selv og hendes parti har ført. Når hun til Berlingske udtaler, at »vi må snart holde op med at tro, der er ligestilling i Danmark«, må det få en og anden til at undre sig over, hvorfor hun og hendes generation af socialdemokrater i årtier har importeret og udstedt opholdstilladelser og statsborgerskaber til et helt nyt og tætsluttet patriarkat fra de varme lande.
Feminismen er derimod badet i godhed og dertil uundgåelig, ja, du læste rigtigt, umulig at sige nej til. Den har ret uanset hvad og kommer med garanti også til en formandspost eller chefstilling i din nærhed, ligesom vi med hendes egne ord »er nødt til at kigge på vores vejnavne, statuer og litteratur«. Væk med det gamle, ind med det nye!
Dermed bliver feminismen en spejling af samme nødvendighedens politik, som Helle Thorning-Schmidt var talsmand for sammen med sin teknokratiske finansminister Bjarne Corydon.
Det er åbenbart sådan, de tænker: Der er ikke noget alternativ til fremskridtet.
Det var der faktisk, da hun selv blev partiformand i 2005. Han hed bare Frank Jensen og var en erfaren lurendrejer. Helle Thorning-Schmidt var derimod uplettet og kemisk renset for folketingserfaring, idet hun kun lige var landet fra Europa-Parlamentet en måned forinden. Valget af Helle Thorning-Schmidt giver unægtelig mindelser om Holbergs Jeppe i baronens seng. Det var næsten for godt til at være sandt, hun måtte knibe sig i armen.
Modsat en anden statsleder, engelske Margaret Thatcher, som blev valgt på trods af sit køn, havde den første danske kvindelige statsminister sit køn med sig. Tiderne var nemlig skiftet.
Tilfældet Thorning-Schmidt viser os, at feminismen indeholder en snigende undergravning af kvindekønnet. Kvoter – formelle eller uformelle – kunne næsten være patriarkatets taktik til at knække kvinders selvværd, skønt så snedige er mænd nok ikke. Til gengæld støttes positiv særbehandling af kvinder som en genvej til magten. Jamen selvfølgelig! Det ville jeg da også, hvis jeg var kvinde.
Det er netop her, teaterinstruktør Katrine Wiedemann slår ned i en klumme i Kristeligt Dagblad. Hun formulerer sin skepsis over for tidens kønspolitiske halleluja sådan her: »Når jeg ser en trailer til en film i biografen, hvor en kvinde er hovedkarakter eller dyrkes som heltinde, så tvivler jeg på hensigten. Jeg får mistanke om, at der er et identitetspolitisk projekt (…) Hvis nogen kaldte mig en ”kvindelig kunstner”, ville jeg spænde hanen på mit gevær.«
Hvor ville det være befriende, hvis den slags blev anset for progressiv tænkning. I stedet må vi leve med flere prominente typer som Helle Thorning-Schmidt, der mener sig gamle nok til at være ung med de unge. Den slags vil jeg gerne advare imod. I stedet for at dyrke alt, hvad ungdommen føler og tror, skal vi huske, at mennesker indimellem bliver klogere med alderen.