Regering, vær nu ærlig: IS-mødrene og deres børn ender sammen igen

Ulykkeligvis ankom der forleden tre såkaldte IS-mødre og deres tilsammen 14 børn. En vanvittig beslutning, som den socialdemokratiske regering desværre har vendt om på en hæl og besluttet, trods tidligere meget bombastiske udmeldinger om, at de intet har at gøre i Danmark. Det mener regeringen så nu, at de har.

Kvinderne er blevet varetægtsfængslet, og efterfølgende venter en retssag, hvor de sandsynligvis bliver dømt. Præcis for hvad ved vi ikke endnu – det afhænger nemlig af, hvad der kan bevises, at de har lavet under deres ophold hos Islamisk Stat. Men i det mindste vil de formentlig som minimum blive dømt for at have taget til og befundet sig i en konfliktzone, som i sig selv er strafbart.

Men det helt store spørgsmål er: Hvad sker der nu med børnene?

Regeringen har antydet, at disse børn formentlig vil blive tvangsanbragt. Anbragt vil de nok blive, men om det bliver med tvang, tvivler jeg på. Og i hvor lang tid en formentlig anbringelse varer, siger regeringen ikke noget om. Nej, selvfølgelig ikke, for anbringelsen kommer til at vare kortere, end regeringen ønsker at foregøgle den danske befolkning. Derfor ønsker den ikke at komme nærmere ind på længden. For regeringen er udmærket klar over, at når den antyder en anbringelse, så tænker befolkningen for evigt. Sådan er virkeligheden bare ikke nødvendigvis.

Det siger sig selv, at under en eventuel fængselsdom vil mødrene ikke kunne have børnene i fængslet. For i så fald vil man jo også fængsle børnene, som ikke selv har begået noget strafbart. Så mens mødrene sidder i fængsel, vil børnene blive anbragt.

Der er to former: anbringelse med eller uden samtykke. I daglig tale en frivillig anbringelse og tvangsanbringelse.

Langt de fleste anbringelser af børn sker gennem en frivillig anbringelse. Ikke fordi forældrene gør det helt frivilligt. Det sker ofte med en viden om, at giver forældrene ikke frivilligt tilsagn om anbringelsen, sker den med tvang. Og så kan man lige så godt spille med på systemets trusler og lade anbringelsen foregå frivilligt. Erkender man, at man ikke kan tage vare på sine børn, kan man lige så godt frivilligt lade dem anbringe. Det siger sig selv, at det kan man ikke under en fængselsafsoning. Trækker man senere hen den frivillige anbringelse tilbage, kan man udsætte slagsmålet om anbringelsen, der senere skal ske med tvang i stedet. Den tid, den kamp.

Ved en anbringelse af børn vil man så vidt muligt forsøge at anbringe børnene tættest på forældrene, dvs. man forsøger at anbringe gennem en slægtsanbringelse. Så har disse IS-mødre en søster, moster, forældre, tanter, onkler eller andre, som er egnet til at anbringe disse børn hos, vil man fra myndighedernes side forsøge sig med en sådan anbringelse. Er det ikke muligt, vil man søge efter en plejefamilie. Og er det heller ikke en mulighed, vil man søge efter en egentlig døgnanbringelse på en institution med pædagogisk personale.

Og hvorfor så det? Jo, ud fra en logisk forklaring om, at alle børn, man anbringer, anbringer man ud fra tanken om, at børnene en dag kan komme tilbage til deres biologiske forældre, som her er de omtalte IS-mødre, den dag, det måtte være muligt. Så under en anbringelse vil man opretholde en forbindelse til de biologiske forældre. For håbet er jo, at familien engang senere kan udgøre en normal familie igen.

Når man vurderer en anbringelse, vil vurderingen gå på, om mødrene har en normal, sund forældreevne. Altså om de er søde, gode og omsorgsfulde mødre over for deres børn, og om de giver deres børn den ordentlige omsorg, børn har behov for. Ikke om de har rejst til et terrorregime, for der er de ikke længere. Nu er de i trygge Danmark. Og så straffer man ikke børnene for, hvad mødrene har gjort, hvis de fremover er i stand til at tage ordentlig vare på børnene.

Det kan de selvfølgelig ikke helt leve op til, mens de afsoner, men efter endt afsoning vil de formentlig kunne gøre det, hvorfor man ikke vil afskære forældre-barn-relationen under afsoning, for de skal jo genetableres efter endt afsoning. Dvs. når man anbringer IS-mødrenes børn, gør man det kun midlertidigt, og indtil IS-mødrene har mulighed for igen at være fuldtidsmødre for deres tilsammen 14 børn. For helt grundlæggende arbejder man ud fra holdningen om, at børn har det bedst hos deres forældre. Med andre ord: En anbringelse er ikke en anbringelse for evigt, men en anbringelse indtil forholdene ændrer sig.

Så mens IS-mødrene afsoner deres eventuelle straf, vil man fra myndighedernes side gøre alt, hvad der står i myndighedernes magt, for at opretholde kontakten mellem børn og mødre. Mødrene vil have jævnlige udgange, hvor de kan være sammen med deres børn. For planen er, at når afsoningen er afsluttet, skal man fuldtidsforene børn og mødre. Og det kan ikke lade sig gøre, hvis man fuldkommen afskærer kontakten under anbringelsen.

Det er ikke særligt for disse mødre og deres børn. Det er helt normal praksis og en praksis, som selvfølgelig også vil gælde for disse mødre. For nu er de i Danmark, hvor loven gælder lige for alle.

Så når regeringen forsøger at foregøgle, at disse mødre skal bringes til Danmark, skal stå til regnskab for deres forbrydelser og straffes, og deres børn som en naturlig del af deres straf skal tvangsanbringes, så lyder det bombastisk. Men sandheden bag er bare, at medmindre disse kvinder er uden direkte forældreevne – og den mister man altså ikke nødvendigvis, fordi man rejste ned til drømmen om et islamisk kalifat, men endte med at blive fragtet til vantro Danmark – så ender disse mødre og deres børn ikke med at blive adskilt for evigt, som befolkningen nok havde håbet på – for at kunne redde disse børn.

For en eventuel anbringelse bliver blot midlertidig. Indtil mødrene og deres børn igen bliver bosat sammen. Så afhængigt af straffen, disse mødre vil få for deres absurde drømme om et islamisk kalifat, så kan disse IS-mødre og deres børn blive genforenet som familie om måske nogle ganske få år.

Og når det sker, så vil jeg gerne høre alle de danske venligboer, advokater, politikere, organisationer og andre, der har arbejdet dag og nat for at få bragt disse børn og deres mødre til Danmark, om de selv synes, at det var umagen værd, vel vidende at mødre igen er forenet med deres børn og har rig mulighed for at præge dem til religiøs ekstrem fanatisme?

For sandheden er, at dette ikke bare har handlet om at redde nogle stakkels børn. Men ligeledes at man har sørget for, at deres mødre kunne komme hertil med al mulighed for at fortsætte deres fanatiske drømme om et kalifat. Men nu på dansk grund.