Det er landbruget, der er provinsens smertensbarn – ikke storbyernes vokseværk

Ingen kan være i tvivl om, at regeringen ønsker at styrke provinsen – bare se på deres seneste uddannelses- og reformudspil. Der står skrevet Produktionsdanmark, Arne og provins hen over alle siderne. Hvis man er venligt stemt, er det et forsøg på at gøre op med skævvridningen mellem provinsen og de større byer. Hvis man er i det mere kyniske hjørne, handler det mest af alt om det kommende kommunalvalg.

Sagt med det samme: Jeg er enig i regeringens ambition om, at vores samfund skal hænge sammen. Men jeg er dybt uenig i den fjendebillede-retorik, regeringen nærmest skamrider: at problemet er de større byers vækst. For det er det ikke. De udfordringer, som provinsen – og her ikke mindst landkommunerne – slås med, slås de større byer nemlig også med: at for mange borgere bliver hægtet af. Økonomisk, socialt og kulturelt. Det med de større byers problemer kommer jeg tilbage til.

Lad mig starte et andet sted. Som politiker har jeg besøgt de fleste kommuner i landet. Jeg har set mindre provinsbyer og landsbyer, der er kendetegnet ved iværksætterkraft, et stærkt civilsamfund og et levende kulturliv. Og jeg har set provinsbyer og landsbyer, der nærmest er affolkede. Hvor det ikke er livskraften, der vokser, men den sociale armod, afspejlet i antallet af tomme butikslokaler og de døde hovedgader.

Men fælles for de fleste af disse mindre provinsbyer og landsbyer – både dem, det går godt for, og dem, det ikke går så godt for – er, at de er omringet af landbrugsland, der mere ligner grønne ørkener end det frodige, mangfoldige og rige landbrugsland, vi kender fra guldalderbillederne. Årsagen? Dansk landbrug er domineret af konventionelt stordriftslandbrug med deres endeløse majsmarker og andre afgrøder, der skal bruges til foder i kødproduktion.

Det går ud ikke bare ud over biodiversiteten i naturen og kvaliteten af vores grundvand, det går også ud over landmanden og -kvindens egen stolthed. For hvem ønsker at arbejde i en branche, der forurener, er kendetegnet ved ringe dyrevelfærdsetik, og hvor man kun lige kan få de økonomiske ender til at hænge sammen, fordi man er på offentlig støtte?

Sat på spidsen: Vi er tæt på at have fået et sjælløst, uetisk og uansvarligt landbrug. Overdrivelse? Måske en smule, men ikke meget. Ville dansk landbrug være økonomisk rentabelt uden EU-støtte? Det tvivler jeg kraftigt på. Bare tag tallene for konkurser. Eller antallet af arbejdspladser. Det første tal går op, og det andet tal går ned. Der er noget helt galt med dansk landbrugs forretningsmodel.

Det er landbruget, der er provinsens smertensbarn, ikke storbyernes vokseværk. Min påstand er, at provinsdiskussionen ikke mindst handler om en forfejlet landbrugspolitik. Og lige derefter, at den ene regering efter den anden gennem de seneste 20-30 år har nedprioriteret både den hårde og bløde infrastruktur i Danmark. Med hård infrastruktur mener jeg den kollektive trafik – tog, bus og færger. Og med blød infrastruktur mener jeg opretholdelsen af den lokale kommuneskole, den lokale højskole, det lokale idræts- og kulturliv og den lokale brugs og købmand. For ikke at tale om politistationen og sundhedshuset.

Hvis den nuværende regering oprigtigt mener noget med deres provins-strategi, så stop for det første retorikken om provins over for hovedstad. For det andet: Formulér en bæredygtig og fremtidssikret landbrugspolitik. Og for det tredje: Beslut jer for en ambitiøs infrastrukturplan for både den hårde og den bløde infrastruktur.

Hvis regeringen mangler idéer, kan de få nogle her ganske gratis: Start med at droppe alle motorvejsudbygninger, og sats i stedet på at opgradere den kollektive trafik i hele landet. Følg op med en progressiv landbrugsreform: Gør op med udenlandske kapitalfondes opkøb af danske landbrugsjord, nedtrap kødproduktionen, og optrap planteproduktionen, luk svinefabrikkerne, og støt planteproducerende familie- eller kooperativbrug. Giv parallelt hermed en økonomisk saltvandsindsprøjtning til lokalsamfunds-initiativer, herunder højskolerne og kultur- og idrætslivet. En provinsby med en højskole og et rigt foreningsliv vil altid klare sig bedre end en by uden.

Og så skal man én gang for alle have aflivet den sejlivede myte om, at unge mennesker helst vil bo, arbejde og leve i en radius af 15 km fra der, hvor de blev født. Selvfølgelig har langt de fleste unge lyst til at flytte til en af de større byer for at tage deres videregående uddannelse. Unge har lyst til at være sammen med andre unge. Til gengæld kan det sagtens være, at de har lyst til at flytte tilbage igen, når de får børn og familie. Men det kræver naturligvis, at der er en god børnehave og folkeskole, et godt levende nærmiljø og ordentlige arbejdspladser.

Og så til storbyernes problemer. For de har nøjagtig de samme problemer, som man ser i de mindre og mellemstore provinsbyer. I de fire største byer er klasse-, uddannelses- og dannelseskløften ikke mellem den pågældende by og nabobyen, men mellem bydel og bydel. Hvis Nørrebro var en kommune, ville den være den fattigste i Danmark.

Så fortællingen om provinsens udfordringer bør udvides til en fortælling om Danmarks udfordringer og dermed også de større byers. Hvor alt for mange lever økonomisk på kanten, har en ringe uddannelsesbaggrund og underskud på den indre bankkonto, når det gælder social og kulturel dannelse. Det sidste er, ikke mindst fordi alt for få indgår i forpligtende og meningsfulde fællesskaber. Ikke underligt, at ensomhed og depression er den nye folkesygdom.

Så i stedet for at ridse fjendebilleder op, burde vi formulere en national strategi, der løfter hele landet – og det kræver, at vi tør se den nuværende klassekløft, uddannelseskløft og dannelseskløft i øjnene. Og at vi er enige om, at skifte ordet kløft ud med løft.