Rigsretten er forældet og bør afskaffes

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Torsdag startede rigsretssagen mod Inger Støjberg. Det gør mig i sandhed trist. Et menneske og en politiker, som aldrig har lagt skjul på sine holdninger og derfor virker som en rød klud på venstreorienterede debattører og folketingspolitikere. Jeg ved, at rigsretssagen har store personlige omkostninger for Inger Støjberg, fordi Inger er min ven. Hvordan skal hun kunne gøre sig forhåbninger om at få en retfærdig dom, når hendes politiske modstandere har udpeget dommerne?

Det er sjette gang i Danmarkshistorien, en rigsretssag bruges, og det vidner om, at politikere igennem tiden har vidst, at det er et redskab, der skal bruges med forsigtighed. De nuværende medlemmer af Folketinget udviser tydeligvis ikke samme varsomhed og omtanke. Det går over min fatteevne, at et folketingsflertal har fundet det nødvendigt at starte hele det maskineri, fordi gamle mænd i en periode ikke fik lov at sove med deres alt for unge hustruer.

Flere venstreorienterede har dømt hende i årevis. Mest tydeligt Politiken, der længe har kørt kampagnejournalistik og omtalt hele sagen som ”den ulovlige instruks”. Lederskribenterne har ensidigt nægtet at bruge deres sunde fornuft og forholde sig til sagen og dens proportioner. Hede drømme om muligheden for endelig at fjerne en politisk modstander har været for dragende.

I retssager generelt skal dommeren ikke alene være upartisk, men også optræde upartisk. Sådan skal det være i ethvert sundt retssamfund. Anderledes er det i en rigsretssag, for her er det Inger Støjbergs kolleger i Folketinget, der rejser retssagen for at få hende dømt, ikke frikendt, som nogle mener.

Hvordan skal dommerne i denne rigsretssag kunne være upartiske, når halvdelen af dem er politisk udpegede? Det er set fra min stol i sandhed bekymrende, at vi lejlighedsvis i Danmark mener, det er forsvarligt at tilsidesætte magtens tredeling. Hvordan kan vi acceptere, at den lovgivende magt bliver den dømmende i en rigsretssag, når vi ikke kunne drømme om at gøre det samme i alle andre tænkelige sammenhænge? Hvis retfærdigheden skal ske fyldest, vil jeg til enhver tid foretrække, at Rigsretten alene bestod af de 13 højesteretsdommere.

Om man er for eller imod Inger Støjberg, så bør en rigsretssag udfordre den almindelige danskers retsfølelse. Hvordan kan det være retfærdigt, at Folketinget skal rejse en anklage mod en borger, og at borgeren skal dømmes af politisk udpegede dommere?

Hele Rigsretten som institution er himmelråbende forældet, og jeg ser rigsretssagen som et sidste desperat forsøg på at fælde en folkekær politiker, som andre politikere ikke har kunnet røre med almindelige demokratiske midler. Det er skæmmende og uretfærdigt. Er loven ikke lige for Loke og Thor?

Når dommen falder, splittes Danmark i to lejre. Og de, der er uenige i dommen, vil ikke acceptere dens gyldighed uanset hvad.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Inger Støjberg frikendes af Rigsretten, og når dommen er faldet, håber jeg, det giver anledning til selvransagelse i Folketinget, og hos en del samfundsdebattører. Når og hvis Inger Støjberg bliver frikendt, må der sidde mange politiske journalister og flere lederskribenter med en dårlig smag i munden. Det samme må gælde for nogle af mine gamle kollegaer i Folketinget.

Jeg håber, diskussionen om Rigsrettens plads i vores retssamfund fortsætter, når støvet efter denne sag har lagt sig. Det fortjener vort retssamfund.