Nå, så er Beethoven også undertrykker af kvinder, sorte og LGBTQ
Woke-bevægelsen er i sine udtryksformer og hensigter ikke andet end totalitarisme på nye flasker, og man kan med god grund frygte, at angrebet på fortiden igen vil føre til bogafbrændinger og hærværk.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Woke-bevægelsen er i sine udtryksformer og hensigter ikke andet end totalitarisme på nye flasker, og man kan med god grund frygte, at angrebet på fortiden igen vil føre til bogafbrændinger og hærværk.
Som en dæmonisk vækkelsesbevægelse fejer woke henover den vestlige verden i disse år, og bedst som man tror, at det ikke kan blive meget værre, tager bevægelsen gang på gang nye stik hjem i bestræbelserne på at fremstå mere hellig end de hellige. Mere om det senere.
At kalde woke en vækkelsesbevægelse ligger lige for – i selve ordet ligger nemlig, at man er blevet vakt i modsætning til det store sovende flertal, og woke giver da også – i den milde ende – mindelser om de religiøse vækkelsesbevægelser i det 19. århundrede og i den mere uhyggelige ende til Hitlers jødeforfølgelser, Stalins terrorbølge, den kinesiske kulturrevolution og De Røde Khmerers myrderier under Pol Pot i Cambodja.
Woke handler i virkeligheden om at skabe ”et nyt menneske”, som river sig fri af fortidens kulturelle overleveringer og forfædrenes historiske synder. Derfor skal fortiden bekæmpes med næb og kløer.
I bedste fald med censur, bandlysninger eller redigering af litteratur som i Sverige, hvor Pippi Langstrømpes far blev forvandlet fra negerkonge til sydhavskonge, og Tintin i Congo blev fjernet fra bibliotekernes hylder.
Eller i værste fald med decideret hærværk mod mindesmærker som eksempelvis Kunstakademiets buste af Christian V, der af selveste institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld blev smidt i Københavns Havn. Hun forsøgte end ikke at lægge skjul på hærværket, men poserede stolt på de sociale medier og fik opbakning fra 700 andre kunstnere.
Sådan opfører mennesker sig, når idealisme og selvretfærdighed fordriver såvel anstændighed som respekten for loven. Sådan udvikler idealisme sig til totalitarisme. Det første kendetegn er lovløshed, hvilket har været karakteristisk for alle diktatorer i det 20. århundrede. ”Loven, det er mig,” siger de i kor.
Og når lovovertrædelsen tjener et højere formål, er den altid legitim. Hvad enten det drejer sig om talibanere, der smadrer årtusindgamle Buddha-statuer i Afghanistan, eller en selvbestaltet smagsdommer i skikkelse af en institutleder i Danmark, der smider en historisk buste i havnen og poserer på samme triumfrende måde, som terrororganisationen Islamisk Stat poserede med afhuggede hoveder.
Umiddelbart virker det paradoksalt, at ingen vel har været mere optaget af race siden Adolf Hitler end netop woke-bevægelsen.
Når først den hellige ild er tændt, skal modstanderne fejes af banen. Tankegangen er den samme. Kun handlingerne har forskellige udtryk.
Det seneste tiltag fra woke-bevægelsens arsenal af selvretfærdigt vanvid er de to klassiske musik-podcastere Nate Sloan og Charlie Hardings opfordring til en bandlysning af Beethovens femte symfoni – den, der starter med ”da da da dum”, der er morsekode for bogstavet V (for victory).
Ifølge de to woke-orakler er Beethovens musik i det hele taget elitistisk, underbygger den hvide mands magt og undertrykker sorte og LGBTQ-kulturen. Om Beethoven var bevidst om dette, da han komponerede sine symfonier, må stå hen i det uvisse. Han kan af gode grunde ikke hverken forsvare eller forklare sig.
Men opgøret med Beethoven slutter ikke her. For det var skam også Beethovens skyld, at der opstod regler for, hvordan man opfører sig under klassiske koncerter – altså at man sidder stille under koncerten og venter med at klappe, til den er slut.
Inspirationen kommer fra Black Lives Matter, således også et ønske fra New York Times-musikanmelderen Anthony Thomasini, som ønsker kvoter for afroamerikanere i symfoniorkestre på bekostning af musikudøvere med asiatisk baggrund, som er dominerende blandt moderne klassiske musikere.
Umiddelbart virker det paradoksalt, at ingen vel har været mere optaget af race siden Adolf Hitler end netop woke-bevægelsen – så besatte, at den ligefrem ønsker at adskille racerne efter sydafrikansk forbillede og derfor accepterer, at hvide har måttet placere sig i baggrunden i forbindelse med BLM-demonstrationer. Paradoksalt, fordi det angiveligt sker i tolerancens navn.
Senest kom samme tankegang til udtryk under afholdelsen af Nørrebro Pride. Her fik hvide og heteroseksuelle at vide, at de var uønskede som deltagere, da de ikke som en majoritet skulle tage en minoritets plads. Naturligvis i tolerancens navn. Hvornår brænder bøgerne igen? Hvornår bliver historiske mindesmærker skændet eller fjernet?