Skal vi være skuffede over Viktor Axelsen?
Danmarks største badmintonstjerne flytter fra Danmark. Skal vi være forargede over, at han rykker til et land, der har kvaler med menneskerettigheder – og ingen skat?
Forleden bekendtgjorde vores nationalhelt, som vi græd af glæde med for blot få uger siden, at han flytter til Dubai. Viktor Axelsens argumenter herfor er flere: Dels får han kortere rejsetid til sine mange rejser til Asien. Dels er Dubais klima bedre for hans astma og høfeber. Og så nævner han også i interviewet her i avisen, at flytningen »selvfølgelig giver økonomisk mening«. »Men,« fortsætter han, »jeg kommer også til at have markant højere udgifter på denne måde.« Den holder nok ikke i retten. Når sportsfolk flytter til Dubai, Monaco eller andre lande i skattely, overstiger indtægterne vist udgifterne. Big time.
Billederne af Axelsen, der giver følelserne frit løb, da han vandt OL-guld, er et fuldendt eksempel på, hvad dansk foreningsidræt kan: træne et menneske i at blive verdens bedste, både til sin sport og til at være menneske i sin sport.
Så Axelsen flytter dels for den økonomiske vindings skyld. Skal vi have ondt i bagdelen af det? Ja, til dels, fordi han ikke var blevet den, han er, uden den enorme støtte, han har fået af Team Danmark. Dertil kommer, at Viktor Axelsen er et fremragende eksempel på værdien af det danske foreningsliv. Det handler ikke bare om, at man har penge nok til at købe en god træner. Det handler om, at en idrætsudøver bliver den, han er, først gennem det lokale foreningsdemokrati, derefter på eliteniveau gennem dedikeret træning, ikke blot fysisk, men også menneskeligt. Billederne af Axelsen, der giver følelserne frit løb, da han vandt OL-guld, er et fuldendt eksempel på, hvad dansk foreningsidræt kan: træne et menneske i at blive verdens bedste, både til sin sport og til at være menneske i sin sport. Så ja – Viktor Axelsen skylder at give noget tilbage til det danske foreningsliv. Det kunne han gøre ved at blive i Danmark og være et nærværende forbillede for de mange børn og unge, som ser op til ham.
Et andet væsentligt element, vi ikke kommer udenom er, at Axelsen med flytningen til Dubai aktivt støtter en diktaturstat, der krænker menneskerettighederne. I Amnesty Internationals seneste rapport fremhæves det bl.a., at De Forenede Arabiske Emirater ikke respekterer ytringsfriheden, at mænd må kræve at kvinder står for husholdningen, og at homoseksualitet er forbudt. Det legitimerer Axelsen indirekte gennem at bosætte sig i Dubai. Til kritikken svarer Axelsen, at han blot er en helt almindelig sportsmand uden større indsigt i verdens sammenhænge, og at danskerne jo i øvrigt tager på ferie i og køber varer fra Dubai.
Tjo. Der er rigtignok alt for mange danskere, der vælger at tage på ferie i Dubai. Også de burde se sig selv i spejlet. Men som forbillede for tusindvis af danskere – ikke mindst børn og unge – har man et særligt ansvar. Derfor er det også, men ikke mindst, Viktor Axelsens ansvar ikke at greenwashe stater, der krænker menneskerettighederne.
Det er lidt som de to parallelle historier om landsbyens skattekiste med de 100 guldmønter, der bliver røvet. I den ene historie er det én enkelt røver, der står for forbrydelsen, og dermed er han den lykkelige indehaver af hele 100 guldmønter. I den anden historie går 100 mennesker sammen om røveriet, og ender dermed alle med én guldmønt hver. Det moralske dilemma bliver så: Bærer de enkelte forbrydere, som får en guldmønt hver, lige så stort et ansvar for brøden, som den enlige forbryder i den første historie?
Svaret må den enkelte gøre op med sig selv. Min holdning er klar: Ja, det gør de. Og dermed falder Axelsens argumenter om blot at være en helt almindelig sportsmand i en uoverskuelig verden, til jorden. Han kan vel læse. Han kan starte med Amnesty Internationals årlige rapport og slå op under De Forenede Arabiske Emirater.