Hvad har du nu tænkt dig at gøre, Dan Jørgensen?
FN’s Klimapanels, IPCC’s, nye rapport taler sit tydelige sprog: Klimaforandringerne er menneskeskabte, og hvis vi ikke gør noget drastisk her og nu, så kigger vi ind i en fremtid, der bliver varmere, vådere og mere ekstrem, hurtigere end vi troede.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
FN’s Klimapanels, IPCC’s, nye rapport taler sit tydelige sprog: Klimaforandringerne er menneskeskabte, og hvis vi ikke gør noget drastisk her og nu, så kigger vi ind i en fremtid, der bliver varmere, vådere og mere ekstrem, hurtigere end vi troede.
Jeg ved ikke med dig, hr. klimaminister, men jeg er ikke overrasket over rapportens konklusion. For nylig skrev jeg et blogindlæg, hvori jeg bad folk om at tage klimaforandringerne alvorligt.
I indlægget skrev jeg, »at vi ikke kan løse klimaudfordringerne bare ved at fortsætte som hidtil. Det kræver fundamentale ændringer af den virkelighed, som vi har skabt for os selv.
Hvis man tror, at vi bare kan fortsætte med at forbruge og producere som hidtil, så tager man gevaldigt fejl. Det her ræs af et liv og en hverdag, som vi har skabt os, kan simpelthen ikke fortsætte. Det er hverken sundt for det enkelte menneske, men heller ikke for resten af planeten.
Vi skal tilbage til vores rødder og blive en del af planeten igen. Vi har nemlig fuldstændig mistet jordforbindelsen, og vi tror, at vi bare kan blive ved med konstant at forbruge, vækste og svine planeten til, uden at det vil få nogle konsekvenser. Sådan hænger det bare ikke sammen!«
I samme indlæg skrev jeg også, at vi ikke skal forvente, at I politikere kommer til at handle og laver drastiske ændringer. Dette skyldes nemlig, at I politikere kun kan agere inden for dette økonomiske systems grænser. Alt, hvad I foretager jer, bliver med et kapitalistisk syn på økonomien. Derfor kan vi ikke forvente, at I får lavet aftaler uden at tilfredsstille erhvervslivet eller uden at have fokus på vækst. Derfor nytter det ikke at vente på jer.
Tager jeg mon fejl, hr. klimaminister?
Din første kommentar, efter at FN’s Klimapanels rapport blev offentliggjort, var: »Det korte svar er, at alle samfund helt grundlæggende skal forandres. Det er måden, vi producerer og forbruger energi, der skal forandres. Det er måden, vi transporterer os på. Det er måden, vi producerer fødevarer på. Det er et skifte fra olie og kul til vedvarende energi. Det er mere kollektiv trafik og flere elbiler.«
Alt sammen lyder så godt, hr. klimaminister, men er det ikke bare tomme ord?
Hvis vi f.eks. kigger på kollektivtrafikken, er den så ikke blevet nedprioriteret, og er der ikke blevet sparet på området igennem en årrække? Har I politikere derimod ikke investeret meget mere i nye veje og privatbilismen? Har I ikke for nylig, nemlig i slutningen af juni 2021, lavet en ny stor aftale sammen med resten af Folketingets partier, der bl.a. giver flere penge til nye motorveje? Har Transportministeriet ikke lavet en beregning, der viser, at projekterne i denne aftale vil reducere CO2-udledningen med kun ca. 41.000 tons årligt? Synes du, at det er ambitiøst og klogt at bruge flere milliarder på nye veje, når reduceringen ikke er større?
Hr. klimaminister, hvilke grundlæggende ændringer er det, du snakker om, som du vil få lavet? Skal vi lukke samfundet ned igen? Skal vi alle sammen sendes hjem igen, eller vil du måske gøre hjemmearbejde permanent?
Måske har du planer om at indføre borgerløn i Danmark, så størstedelen af befolkningen slet ikke behøver at bevæge sig ud af døren for at komme på arbejde?
Vi ved i hvert fald, at coronanedlukningen har betydet, at den globale udledning faldt med 7 pct., så måske vil du bruge samme metode igen? Men er det overhovedet godt nok, hr. klimaminister?
Du siger, at det er måden, vi producerer og forbruger energi, der skal forandres, og at det er et skifte fra olie og kul til vedvarende energi, der skal til. Hr. klimaminister, er du da klar til at presse Aalborg Portland til at udlede mindre CO2? Er du virkelig klar til at presse erhvervslivet til at handle og dermed smide din mulighed for en fed karriere i skraldespanden?
Hr. klimaminister, er sandheden ikke, at selv om I politikere er blevet enige om en klimaaftale, der har et mål om, at vi skal udlede 70 pct. mindre CO2 i 2030, svarende til en reduktion på omkring 30 mio. tons CO2, så går det, som Klimarådet og 14 ngo’er tidligere har pointeret, alt for langsomt med at nå det?
Derfor spørger jeg lige igen: Hvad bliver dit næste træk, hr. klimaminister, Dan Jørgensen?
Er sandheden ikke, at I håber og satser alt for meget på, at teknologien vil komme jer til undsætning, og at I faktisk bare skubber problemet videre til de næste generationer?
Er det ikke korrekt, at du desværre ligesom mange andre tænker, at Danmark er et lille land, og hvad skulle det nytte, at vi udleder mindre CO2, når bl.a. USA og Kina ikke bidrager i kampen mod klimaforandringerne?
Hr. klimaminister, hvad har du seriøst tænkt dig at gøre ved problemet? Du er Danmarks klimaminister, og vi er som en del af planeten selvfølgelig også en del af problemet og løsningen.
Hvornår og hvordan vil du gribe til handling? Er du virkelig klar til at træde i karakter, eller vil du bare fortsætte med de typiske politikersalgstaler?
Du er blevet valgt til at varetage rollen som klimaminister og dermed også finde løsninger på dette område. Det er ikke en nem opgave, men tilstanden er kritisk, og det er tid til at handle. Vi kan ikke bare sidde og vente på teknologien, selv om jeres klimaaftale, i meget store træk, læner sig op ad den fremtidige teknologi.
IPCC’s nye rapport siger det klart og tydeligt: Vi skal til at handle nu.
Derfor spørger jeg lige igen: Hvad bliver dit næste træk, hr. klimaminister?