Der går en lige linje fra Joy Mogensens ”Absolute Music” til ødelæggelsen af Nyborg Slot

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Læsere af denne spalte vil være stødt på flere sure opstød i forbindelse med ødelæggelsen af Nyborg Slot; her kommer et mere. For det viser sig, at den socialdemokratiske kulturminister, Joy Mogensen, formentlig snupper det sidste stik ved at ændre museumsloven og nedlægge det klagenævn, der sidste år standsede den såkaldte ”restauration” af Nyborg Slot, som har været kritiseret fra flere sider. Til september kan bulldozerne gå i gang igen.

Hvis du tror, det er noget, der foregår i Ukraine eller Pakistan, tager du fejl. Danmark har en kulturminister, som for det første ikke ved noget særligt om sit ressortområde, for det andet ikke ejer nogen form for indlevelse i det, og som for det tredje ikke aner, hvad hun skal stille op med kulturarven – bortset fra at ødelægge den med bykongers velvillige og arkitekters højtbetalte hjælp.

Joy Mogensen fremstår efterhånden som regeringens fremmeste teknokrat, og det siger ikke så lidt. Sådan nogle er nødvendige i ethvert bureaukrati, men skadelige for enden af bordet. Kulturområdet skal selvfølgelig ledes af en person med sans for kultur i både bred og dyb forstand, men sådanne mennesker findes knap nok i Folketinget og slet ikke i Socialdemokratiet. Regeret bliver der alligevel.

For de læsere, der måske har tabt tråden, så lad mig rekapitulere sagens kerne. ”Restaurationen” af Nyborg Slot vil få tusindårsmindet til at ligne et nyopført shoppingcenter i Herlev. Hvad end ikke de effektive svenske tropper formåede for 350 år siden, kan moderne arkitekter, bureaukrater og djøfere klare ved hjælp af fiksfakserier. Svenskerne løb med slottets møblement; vor tids vandaler er mere originale; de omgår loven, smadrer hele området og kalder det ”formidling” for at få projektet ”tilbage på skinner igen”.

Jo, slottet trænger til en nænsom restauration. Og ja, formidlingen halter efter, hvad man kan forvente af et af de mest centrale borganlæg i danmarkshistorien. Men det behøver hverken koste en formue eller indebære et angreb på den fysiske kulturarv.

Problemet er, at kongeslottets forvandling netop sigter mod at gøre det samtidigt, så det flugter med det 21. århundredes æstetik; deri skandalen. Fortiden, som er fremmed, dunkel og anderledes end dags dato, skal nu gøres lys, let og sentimental. Ligesom velfærd og sekularisering har fået det moderne menneske til at fortrænge døden, skal ”formidling” og tivolisering redde os fra fortidens grundlæggende fremmedhed. Vi vil hjem, vil vi, hjem til nutid, pop og tilværelsens ulidelige lethed.

Den slags forstår kulturminister Joy Mogensen naturligvis ikke. Hun er teknokrat og kan derfor tillade sig at se stort på intellektuelle overvejelser, ligesom hun ikke behøver skelne mellem kunst og kitsch, hvorfor der da også går en lige linje fra hendes forkærlighed for ”Absolute Music” til ødelæggelsen af Nyborg Slot. Det nutidige, det lyse, det lette.

Skandalen understreger endda en mere generel pointe. Med globaliseringen troede vi, at verden ville blive mere forskelligartet og individualiseret. Institutioner og meningsdannere synger såmænd stadig med på sangen. Imens bliver vores bykultur mere ensformig og steril, uanset om vi besøger handelsstrøg eller seværdigheder i London, Berlin, Barcelona, Oslo, Aarhus eller Nyborg. Det urbane liv ensrettes af de samme arkitekttyper, lokalpolitikere og teknokrater, der maltrakterer byrum og den fysiske kulturarv i et desperat forsøg på at lokke historieløse turister til.

Vi har således lagt forvaltningen af kulturarven i hænderne på teknokrater, glas- og betonprofeter og bykonger med storhedsvanvid, og deri ligner sagen om Nyborg Slot sagen om den historiske havnefront i Liverpool, der i forrige uge blev slettet fra Unescos verdensarvsliste, fordi nogenlunde samme slags byudviklere i årevis har plastret havnefronten med al dens koloniale pragt til med monstrøse højhuse og livløse glaspaladser for at ligne alle de andre i den globale oplevelsesøkonomi. Dumt? Ja. Men såre moderne.

Hvis Joy Mogensen kan trøste sig med noget, må det være, at hun hverken er den første eller sidste vandal.