Køn, magt og mangfoldighed: Universiteternes nye forskningsfelter holder os for nar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er sjældent, at bølgerne går højt i mediehavet, når det gælder videnskabelig teori og praksis. Vist har vi i de senere år haft diskussioner om den skatteyderfinansierede islamforskning, der lader meget tilbage at ønske, men spørgsmål om akademisk metode er i sagens natur en nichebeskæftigelse. Professor dit og lektor dat udgiver et makværk, ak ja, men livet går videre. Pludselig er der en madpakke, der skal smøres, en hæk, der skal klippes, eller en restskat, der skal betales. Hvad de f.eks. render rundt og laver på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed i Roskilde, er trods alt mindre vigtigt.

Og dog. For den videnskabelige konsensus og den retoriske jargon er ikke blot et stykke teater, som vi med sindsro kan overlade til akademia. I såkaldte videnssamfund siver begge dele lige så stille ned gennem samfundet og bliver til hvermandseje. Tag f.eks. et ord som ”diskurs”, der stammer fra 1970’ernes franske venstrefløj og har gået sin sejrsgang fra lingvistik til teorier om social kapital og videre til kommunikationsbranche, moderne kunst og politik. Forleden brugte min blikkenslager udtrykket, da han anbefalede et toilet af et bestemt fabrikat. Hvem sagde, at ord ikke betyder noget?

Det samme gælder naturligvis, når de nye køns-, race- og migrationsstudier uden skygge af dokumentation påstår, at personer med andet køn end det mandlige eller med anden etnisk baggrund end dansk undertrykkes strukturelt i dagens Danmark. Til sidst ender medier og politikere med at tro på det, til trods for at der næppe har eksisteret en bedre tid og et bedre sted at være minoritet end i dagens Danmark. Alt indrettes efter dem, toiletter, gymnasier, studier.

Men er det videnskab, spørger den observante iagttager Ryan Smith i netmediet Kontrast – og svarer nej. Dommen er identisk, hvis man ser på to af de mest toneangivende bedst sælgende bøger om racisme i dag, som jeg har haft det hvide privilegium at anmelde i JP.

Hvad er der galt med disse bøger og deres forskningsfelter? Der er det galt, at konklusionen er givet på forhånd. Den er simpelthen en præmis for ”forskningen”, der hverken er eksperimentel eller metodisk afgrænset. Som oftest består ”bevisførelsen” i at henvise til andre teoretikere, der sværger til teorier om ”hvidhed”, ”brunhed” og det konstruerede køn som makroforklaringer på alting før og nu.

Der er selvfølgelig ingenting i vejen med at undersøge køn i f.eks. billedkunst eller litteratur i en bestemt kontekst. Her kan man indramme sit genstandsfelt, sikre, at det er nogenlunde repræsentativt, eller gå til kilderne og sekundærlitteraturen – og bekræfte eller falsificere en hypotese. Sådan noget tager tid og kaldes grundforskning, men det appellerer ikke til vor tids pseudovidenskab, der har ramt den vestlige verden næsten lige så hurtigt som covid-19.

Nogle mener, at problemet bunder i, at videnssamfundet har skabt en overproduktion af eliter, der ikke kan absorberes i samfundet og derfor forurettes, eller at det skyldes en forkælet og overbeskyttet barndom. Uanset hvad forsøger de nye forurettelsesstudier at forklare samfundets strukturer i det bredest tænkelige perspektiv og mener at vide, at implikationerne af deres såkaldte forskning er vidtrækkende. Implicit eller eksplicit siges det, at deres forskningsresultater bør få politiske konsekvenser, altså, at samfundet ikke blot skal analyseres, men laves om.

Her titter den gamle marxistiske lære frem gennem et nyt ressentiment: I stedet for at fortolke verden skal videnskaben forandre den. Det normative er med andre ord indbygget i de nye aktivistiske forskningsfelter, der har erobret terræn på amerikanske og europæiske universiteter. De har et konkret sigte: Hvidheds- og majoritetskulturen skal ætses bort.

Måske vil det lykkes. Men det er kun glædeligt, at et flertal i Folketinget henstiller rektorer og dekaner til at sikre en vis kvalitet på offentligt betalte uddannelser – også selv om det i mange universitetsansattes øjne er censur. Så simpelt er det ikke, mine damer og herrer, og I får faktisk løn for at tænke selvstændigt over ordene og tingene, ikke for at hyle i kor. Et sundt samfund er et, der reflekterer tidens toneangivende sandheder og hverken ligger under for magelighed eller konspirationsteorier om alt og ingenting.