Det sejler i Fredens Havn: Menneskerettighederne er drevet helt ud i hampen
Besætterne i "Fredens Havn" har tabt deres egen sag i landsretten, og deres både burde for længst være blevet sænket af et slagskib.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For et par år siden, før corona, tog vi på havnerundfart i Københavns Havn. Før vi kom til den Den Lille Havfrue, passerede vi en flygtningelejr – eller det, jeg troede, var en flygtningelejr. Det viste sig at være en overdrivelse, og mine børn grinede ad mig.
Men det var alligevel ikke helt forkert.
For i Erdkehlgraven, mellem Holmen og Christiania, havde en flok maritime bz’ere parkeret deres rådne både og elendige plimsollere, og kanalen flød med affald og ekskrementer i vandet. Her boede, sov og sked hippierne øjensynlig nat og dag.
Det var et sørgeligt skue, men jeg forstod så meget, at mange københavnere bakkede op om bosættelsen og fandt den åh, så ”mangfoldig” og i smuk tråd med traditionen fra Christiania. Ak, ja.
Besætterne kaldte deres lille ørige for ”Fredens Havn”. Her boede de uden at skulle tænke på husleje, ejendomsskat, renovation og den slags.
Nu viser det sig så, at hippierne åbenbart har tabt deres sag i landsretten efter en årelang strid med de lokale myndigheder. Striden har handlet om retten til at bo på et offentligt område, og hvorvidt det var i strid med menneskerettighederne, at beboerne skal fjerne de både, de bor i. Det er det så ikke, afgjorde Østre Landsret og stadfæstede dermed byrettens dom fra august.
Afgørelsen er naturligvis glædelig.
Men at det overhovedet skal op at vende ved en dansk domstol, hvorvidt det er en krænkelse af menneskerettighederne, at borgerne skal overholde landets love og hensynet til alles lige brug af naturen – og at man ikke bare kan slå sig ned hvor som helst og sige, at nu laver vi søreme en fristad – siger noget om, hvor langt menneskerettighedskomplekset er blevet drevet ud i hampen, anført af profilerede forsvarsadvokater, hippier og venstrefløj.
De allestedsværende menneskerettigheder er blevet, hvad deres kritikere var hurtige til at kalde dem, en guldkalv, som vi danser om. En falsk gud, ja, en Erstatningsjesus: Her har vi de nok mest sekulære mennesker i verdenshistorien, og så galper de op om menneskerettigheder, som var de sendt fra Himlen.
Skulle det nu være en menneskeret at bo på havet, kvit og frit, mens andre tager sig af det beskidte arbejde?
Besætterne har tabt deres egen sag i retten, og deres både burde for længst være blevet sænket af et slagskib.