Fra Julius Bomholt til Joy Mogensen: Regeringen bør tage kulturpolitikken op til overvejelse
Kulturlivet er forudsætningen for en befolknings trivsel også – og måske netop – under en krise, som den vi stadig befinder os i. Men regeringen har ikke imponeret.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I betragtning af hvor vigtigt kulturlivet er for et land, for trivslen og for fællesskabet, så har der i grunden været talt meget lidt om det under den corona-pandemi, som nu har hjemsøgt os mere end 14 måneder.
Mon ikke vi er mange, der længes inderligt efter igen at kunne tage plads i biografen, overvære en teaterforestilling eller en opera, besøge et kunstmuseum eller føle fællesskabet ved en friluftskoncert?
Uden at tænke på corona. Uden at tænke på mundbind og på at holde afstand – men tværtimod være fælles om en række af de fantastiske oplevelser, som et rigt og varieret kulturliv byder på.
Jeg længes efter kulturoplevelser. Faktisk mere end jeg længes efter at rejse, og jeg tror, at mange har det som mig. Det handler om oplevelser. Det handler om fordybelse. Det handler om inspiration.
Men det er, som om kulturlivet ikke rigtigt er blevet prioriteret. Bevares, vi har hørt om aflyste festivaler og koncerter. Men ikke meget om den kamp for overlevelse, som mange kulturskabende mennesker må leve med dagligt – uden at vide, hvornår vi kan se lys for enden af tunnelen.
Regeringen med kultur- og kirkeminister Joy Mogensen i spidsen synes at mangle sans for den samfundsbærende funktion, som kulturlivet har. Noget lignende oplevede vi, da kirkerne lukkede, samtidig med at Føtex, Netto, Bilka og andre trak fulde huse.
Jeg forstår naturligvis, at dagligvarebutikker måtte holde åbent. Men havde vi som samfund virkelig ikke andet at byde på?
Kulturbudgettet udgør en forsvindende lille del af de samlede statsfinanser – knap nok synligt, når alle de store bundne driftsopgaver i en statshusholdning er løst. Derfor var det forstemmende at opleve, at alt blot blev lukket.
I et land som Tyskland prioriterede man anderledes. Her forsøgte man at holde museerne åbne, og det samme gjaldt kirkerne – og det endda på et tidspunkt, hvor kirkerne i Danmark var så hermetisk lukkede, at ikke en gang sørgende eller bedende kunne gå ind i Guds Hus.
Kultur- og kirkeministeren sagde under den første corona-nedlukning noget i retning af, at det var ”upassende” at tale om kultur. Det kunne måske forsvares, da ingen kunne vide, hvor længe nedlukningen ville komme til at vare, men blot et par måneder efter burde ministeren have erkendt sine fejl.
Socialdemokratiet har i de senere år været meget optaget af partiets egen historie. I gruppeværelset har man opsat historiske malerier, der viser socialdemokratiske koryfæer gennem det 20. århundrede. Jeg forstår godt stoltheden. Man kan ikke fratage partiet en meget væsentlig rolle i opbygningen af velfærdssamfundet.
Så meget desto mere undrer det, at partiet tilsyneladende har glemt alt om kulturlivets betydning for udviklingen og dannelsen af en befolkning. Hvor er Julius Bomholt blevet af? Har Socialdemokratiet glemt sit eget historiske dannelsesprojekt – det store engagement i kulturlivet, som skulle forme arbejderklassen?
Meget tyder på det. At fylde skoene ud efter Julius Bomholt vil være svært for de fleste. Men ærlig talt har den socialdemokratiske regering skuffet i en helt forbavsende grad på kulturområdet. Ja, vi har haft en pandemi – men det har ikke været nogen undskyldning for at snorksove.
Måske burde regeringen gå på jagt i egne stolte rødder og traditioner i stedet for at fokusere udelukkende på dagen og vejen. Måske burde Socialdemokratiet genoverveje kulturlivets betydning for folket og nationen og finde tilbage til rødderne.