Når Maude går op og lægger sig, koster det samfundet 1,2 mia. om året i sygefravær

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste husker nok Maude – den neurotiske overklassefrue i “Matador”, der fik migræne og gik i seng, når livet gik hende imod. Jeg både lignede hende og havde migræne som barn, hvilket gjorde, at jeg fik øgenavn efter hende. Dermed blev jeg også stemplet som hypokonder, hvilket andre, der levede med migræne, også gjorde – og gør. Migrænikere, der eksempelvis møder op på jobcentret med lægedokumentation på deres sygdom, beretter om sagsbehandlere, der nedladende foreslår dem at tage et par panodiler.

At der faktuelt er tale om en neurologisk – desværre usynlig – lidelse, er nok en af forklaringerne på fordommene. En anden er, at den har lav status. Men den latterliggjorte sygdom burde tages alvorligt – særligt af politikere, der går op i sundhedsøkonomi:

Migræne er i dag den tredjestørste sygdom i Danmark. 640.000 personer lider af den, og den er skyld i 700.000 tabte arbejdsdage årligt. Det koster samfundet 1,2 mia. i tabt produktion om året. Dertil kan man lægge 420 mio. årligt i behandling. Hvert 10. barn er desuden ramt – nogle i så svær grad, at de får langvarigt fravær fra skolen. Og man skal da heller ikke bladre i mange aviser for tiden, før man støder på hjerteskærende historier om eksempelvis den niårige migræneramte Sebastian, der, når anfaldene er værst, ønsker sig »væk herfra«.

Med så invaliderende og for samfundsøkonomien belastende en sygdom skulle man tro, at politikerne stod i kø med løsningerne. Men gid det var så vel: Der er kun fem hovedpinecentre i landet, der hver har fra et halvt og op til tre års venteliste. Der uddannes for få neurologer. Og der mangler kapacitet på sygehusene til, at migrænikerbørn kan få hjælp lokalt, tæt på deres hverdag og familie.

Dertil kommer, at adgangen til den nyeste migrænemedicin er begrænset, fordi man i Danmark kun tillader de fem hovedpinecentre at ordinere den til udvalgte patienter.

Den 24-årige Anna Løfqvist skrev i Politiken den 30/4, at hun på grund af konstant migræne har måttet sygemelde sig fra sit studie og gå på sygedagpenge. Hun kandiderer til den nye medicin, men må vente i op til tre år på at få den, grundet hovedpinecentrenes alenlange ventelister og mangel på personale. Boede hun i Sverige eller Norge, ville hun få medicinen i løbet af dage eller få uger, fordi man der tillader, at også alment praktiserende neurologer kan ordinere den.

Vi har altså den politiske ”logik” i Danmark, at vi hellere end investeringer NU i flere specialiserede behandlingscentre, uddannelse af neurologer, kortere ventelister og øget adgang til ny medicin efterlader migrænikere som Anna i et smertehelvede, med den risiko det indebærer for nul uddannelse, tabt produktivitet og flere år på overførselsindkomst. Det er tosset.

Jeg kan tilgive den almene uvidenhed og fordom om migræne, der har eksisteret, siden jeg var barn. Men at de ansvarlige politikere, groft sagt, tror, at borgere kan kureres med to panodiler, fatter jeg ikke.

Maude var en holdt dame, men i virkelighedens verden er det at ”lade hende ligge i sengen” lig med milliarder af skattekroner brugt på sygefravær og overførselsindkomster. Migræne er derfor også politikernes hovedpine. De må handle. Og kan hjertet ikke anspore dem til det, håber jeg, at pengepungen kan.