Jeg blev ikke feminist, fordi jeg hader mænd, men fordi jeg elsker mennesket

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg var tretten år, var jeg for første gang til fest inde i byen med jævnaldrende fra andre skoler. Det er i sig selv et modigt skridt for en ung, indadvendt pige. På et klassefoto kan man se, at jeg lige har fået anslag til bryster, men kropsholdningen afslører også, at jeg endnu ikke er vant til den krop, der er på vej. “Prøv lige at gøre sådan her,” siger en ældre dreng og spidser mund. Jeg kigger lidt uforstående på ham. “Kom nu! Bare lige sådan her.” Jeg er lidt naiv, men også kejtet, og jeg spidser munden.

“Hold da kæft, hvor ville du bare være god til at sutte pik!”

Oplevelsen slog mig hjem som i ludo. I kredsen af jævnaldrende følte jeg mig nedgjort, og jeg skammede mig over at have været så dum at have gjort, hvad han sagde. Det var ikke bare festen, der var ovre. Det var modet til at møde jævnaldrende drenge på lige vilkår. Med kun en enkelt bemærkning var min kejtethed blevet til uværdighed og skam. Dette er blot den allerførste krænkende oplevelse, jeg husker. Mange flere kom til. Små oplevelser, som ikke udgør et overgreb, men som vedholdende markerede, at jeg var sådan én, man kunne gøre med, hvad man ville. Jeg var underlegen.

Jeg har igennem livet som advokat, veninde, direktør og investor mødt kvinder, der har været udsat for uberettiget forskelsbehandling og grænseoverskridende adfærd, i hobetal. Mange af dem af en kaliber, der klart overstiger oplevelser, jeg selv har haft.

Nu har jeg teenagedøtre, og til min gru ser jeg, at historien gentager sig blandt de unge. De unge drenge lokker de lige så unge piger til at sende “undertøjsbilleder”, og de piger, som nægter, bliver udskammet som snerpede, mens de piger, som indvilger, stadig i 2021 bliver udskammet som billige. Jeg må lære mine døtre og deres jævnaldrende, at de skal forvente at blive nedgjort, når de sætter en grænse – uanset hvor de vælger at sætte den.

Derfor blev jeg feminist. Ikke fordi jeg hader mænd, men fordi jeg elsker mennesket, ligeværd og retfærdighed.

Jeg har oplevet, at vi er et køn med ekstra blylodder i bæltet. Jeg har undret mig over, at alle syntes, at det var helt o.k. I november 2019 udkom fagforeningen Djøf med en undersøgelse, der viste, at 38 pct. af de adspurgte kvinder og 43 pct. af de adspurgte mænd syntes, at ligestillingen var gået for vidt (!). En dybfølt tak til Sofie Linde, der som barnet i ”Kejserens nye klæder” fik mange flere af os til at se, hvor skæve vi er. Vi har fået fat i noget vigtigt med sexismedebatten, men vi er kun lige begyndt!

I 2019 var forskellen mellem løn for lige arbejde mellem kønnene på 12,7 pct. Forskellen på pensionsopsparingerne var på 22 pct. i mændenes favør. Ifølge World Economic Forum 2020 vil det tage 257 år, før der globalt set er lige økonomiske muligheder mellem mænd og kvinder. En rangliste, hvor Danmark for øvrigt er på en 41. plads blandt OECD-landene.

Undskyld sproget, men jeg gider ikke høre på, at vi ikke vil leve i en krænkelseskultur, og at vi ikke må være ofre. Vi skal ikke have den slags censur på debatten. Vi må finde en ny måde at være sammen på, hvor vi ikke holder fast i trygheden i det konventionelle, men derimod i respekten for det enkelte individ.

Der er ikke nogen modsætning mellem vores alles ret til kærlighed og økonomisk selvstændighed og at behandle af kvinder, mænd, etniciteter og seksualiteter med anerkendelse og respekt.

Lad respekten for den enkelte og ansvarlig sameksistens være vores nye verdensorden.