Alternative holdninger og etnicitet bør aldrig være et problem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er to påstande/anklager, som ofte bliver rettet mod mig, der er årsagen til, at jeg skriver dette indlæg. Det ene er, at min tyrkiske herkomst pr. automatik betyder, at jeg ikke må kritisere Danmark. Den anden er, at jeg grundet mine holdninger og meninger, som kommer til udtryk gennem mine blogindlæg, er ude på at skade Danmark. Især har mine sidste to blogindlæg skabt en del vrede blandt læserne.

Først og fremmest bør der ikke herske nogen tvivl om, at nogle borgere i dette ganske land ikke kan acceptere, at et menneske med tyrkisk baggrund, som jeg selv, skal kunne kritisere Danmark.

Det er, som om “vi” altså os, der stammer fra det område, man har kaldt Mellemøsten, bare skal tie stille og være tilfredse med, at vi må bo i Danmark. Vi skal helst ikke kræve for meget eller kritisere landet, da vi ifølge dem ikke kender til det demokratiske system.

Der hersker hos denne, efterhånden store gruppe, et snævert og fremmedfjendsk syn på mennesker fra ikke-vestlige lande - specielt på muslimer.

Jeg vil anbefale jer at se dialogen mellem Inger Støjberg og Sikandar Siddique, som foregik i Folketinget forud for afstemningen om en rigsretssag mod Inger Støjberg. Her har vi nemlig et kedeligt eksempel på min påstand.

Jeg er og har ikke lyst til at være talsmand på vegne af muslimerne eller for de mellemøstlige lande, men jeg vil fortsat vove at påstå, at Mellemøstens udfordringer ikke kun skyldes kulturelle og religiøse årsager. De vestlige landes indblanding i de mellemøstlige landes interne anliggender spiller en meget stor rolle i det forfald, vi ser i landene.

Vi kunne sagtens bevæge os ned i detaljerne og diskutere Mellemøsten osv., men jeg synes ikke, vi skal bruge mere spalteplads på det. Derudover har jeg heller ikke til hensigt at diskutere, om der findes racisme i Danmark. Selvfølgelig gør der det!

Lad mig i stedet med det samme få slået noget fast: Jeg er selvfølgelig glad for at leve i Danmark - et dejligt, trygt og fredeligt land sammenlignet med mange andre lande. Hvor kunne det bare være godt, hvis flere lande stræbte efter at blive lige så velfungerende som lille Danmark, så ville verden se meget anderledes ud.

Det skal bare lige siges, at min kærlighed til Danmark ikke skyldes danskernes hudfarve eller blå øjne. Det skyldes selvfølgelig det eksisterende relativt velfungerende samfund og velfærdssystem, som findes i dette land.

Dermed kan jeg også sige til dem, som anklager mig for at ønske anarki eller anden form for kaos i Danmark, selvfølgelig gør jeg ikke det.

Når det så er sagt, så er jeg heller ikke fortaler for en befolkning, der ukritisk adlyder politikerne og magthaverne, som mange danskere gør.

På samme måde som jeg ikke er fortaler for et system, hvor vi alle sammen uanset farve, etnicitet, højde, øjenfarve osv. bliver betragtet som arbejdere og forbrugere.

Ligeledes er jeg ikke fortaler for et samfund, hvor gyldne håndtryk, absurde lønninger, og privilegerede mennesker, der fødes ind i rigdom, kan få lov til at eksistere samtidig med, at naboen ved siden af er tvunget til at gå sulten i seng.

Dette er desværre gældende i Danmark, men selvfølgelig også i alle andre lande.

Som ung dreng troede jeg, at befolkningerne i tredjeverdenslandene var de eneste, som var ukritiske og faldt for politikernes propaganda om Gud, konge og fædreland. Jeg har dog med tiden indset, at samme ukritiske skarer også findes herhjemme i Danmark.

Herhjemme har vi også mange mennesker, der ukritisk følger og støtter politikere, uanset om de begår lovbrud, lyver eller på anden vis agerer kritisabelt. Inger Støjberg og hendes lovbrud, Mette Frederiksen og minksagen samt Anders Fogh og hans ulovlige krig i Irak er bare nogle få eksempler på min påstand.

I Danmark har vi også mange mennesker, der virkelig tror på fortællingen om, at deres værdier, kultur, levevis osv. utvivlsomt er bedre end alle andres.

På samme måde, som i andre lande verden rundt, har vi i dette ganske land millioner af mennesker, der ukritisk står op hver morgen, går på arbejde, følger reglerne og normerne, indtil de en dag skal på pension. Alt dette uden at stille spørgsmål til tilværelsen og uden at forholde sig en smule kritisk til det liv, de har gennemlevet som passive deltagere.

Er disse kritikpunkter ensbetydende med, at jeg ønsker kaos og anarki i Danmark?

Jeg nægter at købe ideen om, at vi lever i et demokrati og derfor ukritisk skal acceptere, at vi hvert 4. år stemmer på en flok politikere og dernæst bare adlyder alt, hvad der bliver os påduttet fra øverste hylde. Det var også grunden til, at jeg i mit tidligere blogindlæg skrev, at jeg synes, vi skal lytte til demonstranterne i Aalborg, Aarhus og Kbh., netop fordi vi her har nogle mennesker, der ikke som de fleste andre bare ukritisk accepterer det hele. De bruger deres stemme på en anden måde. Det giver i hvert fald et håb om, at de tror på et alternativ til det nuværende system og dets regler.

Derudover køber jeg heller ikke påstanden om, at alternativet til det nuværende økonomiske og politiske system kun kan være kaos og anarki, men det kan selvfølgelig være svært for nogle mennesker at se.

Det kræver nemlig noget specielt at kunne være med på denne ide om, at tingene kan forandres til noget bedre. Hvis man er en person, som ikke tænker på meget andet end sine egne behov, og i bund og grund er ligeglad med andre mennesker, eller hvis man er typen, der dømmer et andet menneske kun pga. vedkommendes hudfarve, etnicitet, seksualitet eller generelle holdninger, er det svært at forstå budskabet i mine blogindlæg.

Det samme gør sig gældende, hvis man ikke tror på ideen om, at der kan skabes et alternativ til den virkelighed, vi alle sammen er en del af. Ja, så vil mit skriv igen virke utopisk.

Sidst men ikke mindst bør et demokratisk land og demokratiske mennesker kunne rumme alternative (fredelige) holdninger, og menneskers etnicitet bør ikke have en så stor betydning i dagens verden.

Træk vejret og tæl til ti, inden du går amok på tasterne.