Lyndon B. Johnson – en imponerende personlighed med de gode hensigter og den forkerte politik
En katastrofal krig i Vietnam, en overidealistisk tro på et amerikansk velfærdssamfund og en immigrationslov, der lagde USA åbent for alverden, er den samlede arv, han efterlod.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Blandt unge og yngre mennesker er USA’s 36. præsident Lyndon B. Johnson næppe særligt kendt. Det kan egentlig godt undre, da LBJ regnes for en præsident i den absolut bedre ende, mellem nr. 10 og nr. 18 ud af 45.
Jeg har i en årrække rangeret ham betydeligt længere nede, ikke på grund af hans personlige kvaliteter, men som følge af store dele af den politik, han fik gennemført.
Den anerkendte amerikanske historiker Robert Dallek fik i 2004 udgivet en glimrende biografi om LBJ, ”Lyndon B. Johnson – Portrait of a President”. Bogen kan anbefales, skønt det skinner igennem, at han er venligt stemt over for LBJ.
Lyndon B. Johnson fra Texas blev født i 1908 i fattige kår, men vandt ved hårdt arbejde en karriere, der er de færreste beskåret. Levebrødspolitiker kan man kalde ham, men også en mand med dygtige forretningsmæssige evner. Efter først en plads i Repræsentanternes Hus og derpå i det mere prestigefyldte Senatet blev han i 1960 Demokraterne vicepræsidentkandidat med John F. Kennedy som præsidentkandidat.
Den 22. november 1963 blev LBJ så katapulteret ind som præsident efter mordet på Kennedy, begået af Lee Harvey Oswald. LBJ vandt i november 1964 en jordskredssejr over Republikanernes Barry Goldwater, der med sine ekstreme udtalelser såsom at bombe Nordvietnam med atomvåben blev helt uspiselig for midtervælgerne.
I 1968 måtte LBJ opgive at søge genopstilling, fordi hans forfejlede vietnampolitik havde undermineret hans tidligere enorme popularitet.
Vietnamkrigen ødelagde ganske rigtigt LBJ’s ry og rygte, En krig, der ikke kunne vindes, et sted i Sydøstasien, hvor vitale amerikanske interesser ikke var på spil, og som kostede et enormt antal vietnamesere livet samt 58.000 amerikanske soldater det samme. LBJ kunne som præsident have standset krigen, trukket tropperne hjem, og i så fald var Richard Nixon aldrig blevet præsident i 1968.
Hvad LBJ især huskes positivt for – med rette – er, at det var under ham, i 1964 og 1965, at sorte amerikanere fik fulde borgerrettigheder i de sydstater, der fortsatte med de facto at fratage sorte stemmeretten og til tvungen segregering, adskillelse, i det offentlige rum, i skoler og så videre.
LBJ påbegyndte samtidig, hvad han kaldte ”War on Poverty” og skabelsen af ”The Great Society”, en slags amerikansk udgave af velfærdssamfundet. Krigen i Vietnam kostede så enorme summer, at store dele af hans sociale programmer var underfinansierede, men først og fremmest forstod LBJ aldrig, at kulturforskellene mellem de forskellige etniske grupper i USA, refereret derovre til som racer, i snit er så store, at projektet var dømt til, måske ikke rent ud sagt at mislykkes, men blive af langt mindre omfang, end LBJ bildte sig selv og flertallet af amerikanere ind.
LBJ var på mange måder et imponerende menneske, højt begavet og med en helt ustyrlig arbejdskapacitet, 16-18 timer om dagen i lange perioder af sit liv.
LBJ var så også præsidenten, der skrev under på den værste immigrationslov nogen sinde i USA’s historie, loven af 1965, der lagde USA åbent for hele verden. Resultatarne kender vi, et mere og mere forandret USA, og det ikke til det bedre. Forbløffende at historikeren Robert Dallek ikke hæfter sig ved det i en ellers grundig og velskrevet biografi.
Bogen kan ikke desto mindre anbefales, hvis man er fan af den angel-saksiske skrivestil, når den er bedst, sprænglærd samtidig med underholdende prosa tilsat tør humor.
Måske en jule- eller mandelgave?