I er da sygeplejersker! Er det ikke jeres arbejde?
sygeplejersker passer gerne på syge. Og vi elsker vores fag. Vi elsker bare ikke de forhold vi og vores patienter bliver tilbudt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
”I er da sygeplejersker! Er det ikke jeres arbejde?”
I dag står der i medierne: Halvdelen af de danske sygeplejersker vil forlade faget!
Men kære Danmark!
Det er ikke nyt.
- Skiftende arbejdstider er hårdt. Det bliver sværere med alderen at vende døgnrytmen, hvis man lige har haft en nattevagt og skal i dagvagt bagefter.
- Der kommer flere opgaver, men der kommer ikke flere kolleger.
- Arbejdsmiljøet er presset. Det gør mange af os syge med stress.
Ja. Og nu kommer så den kedelige del, politikerne ikke vil høre. Men som i den grad har betydning for alle arbejdere.
- LØN!
Corona har været den sidste dråbe for mange sygeplejersker. De har følt en særlig forpligtelse og har gjort en ekstra indsats – endda gladeligt.
Men hvordan blev de belønnet og anerkendt?
Skiftende arbejdspladser fra dag til dag som ludo-brikker, nogle steder manglende værnemidler og retningslinjer, og ikke mindst tvivl om brugen og effektivitet af værnemidlerne.
Mange sidder med følelsen af at være blevet snydt. For det, de fik ud af denne kampgejst, er mere stress og et stort og tørt tak fra arbejdsgiverne med en tilføjelse: er det ikke jeres arbejde at passe på syge? Hvorfor skal I have ekstra anerkendelse - løn?
Som om den normale løn er rigelig i forvejen til at føle sig anerkendt, synes nogen også, at det er for dårligt, at vi at beder om et ekstra tillæg i deres løn for den ekstraordinære indsats.
Som nyuddannet sygeplejerske kan man nogle gange få udbetalt ikke meget mere end ca.18.000 kr. de første otte år i sin karriere.
Bor man i København tæt på et af de store hospitaler, risikerer man til gengæld en udgift til huslejen på helt op mod 8-12.000 kr.
Og derudover skal man betale andre udgifter og naturligvis have råd til alt det andet basale. Og har man også et barn? Og er måske også skilt eller enlig, så kan det være ret svært at klare sig.
Derfor skal arbejdsgiverne forstå, at når lønnen er, som den er, og de ikke vil høre mere om den, så skal de gøre mere på det faglige og i forhold til arbejdsmiljøet for at holde fast på sygeplejerskerne.
For når de ting også halter, så kan man godt forstå, at sygeplejersker spørger sig selv:er det nu virkelig det, jeg skal resten af mit liv?
I dag spørger så min medblogger Desiree Ohrbeck på Jyllands-posten om præcist det samme som arbejdsgiverne. Faktisk lidt utaknemmeligt: Er det ikke naturligt, at sygeplejersker træder til, når der er brug for dem?
Jo. Det er vores opgave som sygeplejersker at passe på de syge. Og det gør vi gerne.
Men er det ikke en god ide, at sørge for at der er ordenlige forhold til sygeplejersker, der i den grad, man har brug for, så de får arbejdsglæde og blive i faget?
Som jeg altid svarer: sygeplejersker passer gerne på syge. Og vi elsker vores fag. Vi elsker bare ikke de forhold vi og vores patienter bliver tilbudt.