It’s the democracy, stupid!
Demokratiets spilleregler sjofles af Trump. Det kan ikke bortforklares.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når Bill Clintons kampagnestrateg, James Carville, op til præsidentvalget i 1992 følte behov for at minde nørderne i deres war room om kampagnens fokus, lød mantraet: It’s the economy, stupid.
Lettere omskrevet har ordlyden runget i mit hoved i dag: It’s the democracy, stupid! Det handler om demokratiet.
Anledningen er selvfølgelig Donald Trumps vanvittige tale, hvor han deklarerer sin egen sejr, længe før stemmerne er i nærheden af at være talt op. Med militær præcision slog han til lige på det tidspunkt, hvor sejrspilen forsigtigt pegede på ham selv. Deklarerede sejr og erklærede, at han ville bede USA’s højesteret om at stoppe optællingen af de resterende stemmer.
Komplet vanvittigt og svært at beskrive som andet end et ønske om at begå et regulært statskup. Valgoptaktens mest absurde konspirationsteori sprang med Trumps tale ud som den skinbarlige virkelighed. Velkommen til den vestlige verdens krybbe anno 2020.
Tænk, at vi alle er vidne til et optræk, der mest minder om et stykke absurd theater, udspille sig i dét land, der siden den Anden Verdenskrig har været den vestlige verdens ledestjerne udi demokrati og frihed. Ufatteligt og stærkt bekymrende.
I 2016 var det nye, at Putin ville angribe det vestlige demokrati udefra. I 2020 fører den vestlige verdens leder angrebet indefra. Hvordan dén historie ender, vides ikke, mens disse linjer skrives. Trump fastholder dog sin position i en tirade af tweets af så tvivlsom sandhedsværdi, at Twitter i løbet af dagen har slettet flere af dem.
I løbet af dagen har debatten også buldret løs herhjemme i Danmark. Jeg er forundret over, hvordan trumpisterne står i kø for at feje påstanden om forsøg på statskup og valgmanipulation af banen.
Forklaringerne er dårlige:
- ”Jo, men Trump har jo en kantet facon. Det er bare for lidt sjov i gaden,” lyder det. Sjov? Kald mig bare humorforladt, men der er simpelthen ikke noget som helst sjovt ved et forsøg på statskup.
- ”Jo, men Trumps politik er bedre end Bidens, der er socialist og vil sætte skatterne op igen,” lyder det fra nogle borgerlige hjørner. Som om målet helliger midlet, når det kommer til demokrati. At hvis en kandidat mener det samme som én selv, må vedkommende da gerne bryde reglerne og forsøge at fuppe sig til en sejr. Tak spids!
Det ironiske ved situationen er, at populisterne – til hvem jeg regner Trump – som regel påberåber sig, at de alene repræsenterer folket i modsætning til politikerne, der er en del af den forhadte elite. Det er selvfølgelig komisk, når præsidenten i USA insisterer på, at han skam ikke er politiker, men nuvel, det gør han altså. Og ofte har man hørt ham sige, at han taler på vegne af det amerikanske folk. Bare ikke dem, hvis stemmeseddel ikke var lagt i bunken af optalte stemmer endnu, da Trump besluttede sig for at slå til og erklære valget både afsluttet og vundet. Hykleriet driver på indersiden af væggene i Det Hvide Hus.
Man kan hive alle sine allerbedste kort frem i sin iver på at sige noget godt om Trump, men det her handler hverken om skatter, handel med Kina, aftaler i Mellemøsten, mure mod Mexico, eller hvad man nu finder på at bruge som argument for Trumps opførsel.
Det handler om, at i et demokrati overholder man de spilleregler, der danner grundlaget for politik. Det burde alle være enige om, uanset hvis politik man gerne ser ført ud i livet.
Ligesom man ikke i et spil skak må erklære sin opponent for skak-mat, før ens brikker er i en position til det, må man heller ikke lade, som om Trumps stunt handler om andet end at fuppe sig til en periode mere som præsident.
Det handler ikke om hverken skattesatser, Kina eller corona. It’s the democracy, stupid! Og når demokratiets spilleregler udfordres i USA, skal vi stå benhårdt vagt om dem i Europa. Uanset hvem der hiver sejren hjem som USA’s næste præsident, håber jeg inderligt, at vi vil tage presset mod demokratiet alvorligt. Det kommer ikke længere kun udefra, men inde fra os selv. Også i Europa. Om noget har dette præsidentvalg lært os, at demokratiet aldrig må tages for givet, men skal værnes om.
For oplysning, fred og frihed.