Politikere gør klogt i at betragte naturens kredsløb

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fyn

»Lær mig oh skov at visne glad som sent i høst dit gule blad, et bedre forår kommer,« skrev Adam Oehlenschläger i 1813. Det er formodentlig i disse dage den manende, eftertænksomme yndlingssalme hjemme hos Lars Løkke i Nyhavn. Vi går ud fra, at familien, som de kulturelle venstrefolk de er, i hvert fald mere eller mindre lidt endnu dyrker åndelige sange og musik omkring klaveret efter aftensmaden i grundtvigiansk ånd.

Adrenalinpumpen skal ned i gear, visne glad som det gule blad, alle naturens pumper går ned i gear på denne årstid. Vi bør tage ved lære af naturen. Det gælder vel også ugens ubestridte hovedperson, den tidligere Venstre-statsminister og nu mange steder anmelderroste litterat Lars Løkke Rasmussen. Eller kan hans adrenalinpumpe overhovedet gå ned i gear? Det er det store spørgsmål, ”at være eller ikke være”, som prins Hamlet spørger så præcist hos Shakespeare. Lars Løkke stiller selv det eksistentielle spørgsmål: Skal ”at være” være mere politik eller ej? Altså kan han udelukkende ”være”, hvis det er i politik, ellers ikke. Han er kun 56. Som prins Hamlet på Kronborg er han i tvivl. Han skal handle. Men kan hans svækkede arm løfte sværdet?

Det er blevet moderne for regeringsledere i vor tid at styrte sig selv i afgrunden eller blive styrtet, mens de er ret unge. I gamle dage var Tysklands Konrad Adenauer 87 år gammel, da han holdt op som kansler, Frankrigs Charles de Gaulle var 79, da han standsede som præsident. De døde kort tid efter, de var gået af. Men Tony Blair var kun 54, da han holdt op som britisk premierminister, og han lever endnu. Tony Blair lignede, bevægede sig og snakkede stadig som en helt ung mand, da han gik af. Frankrigs Francois Hollande var også kun 54, da han holdt op som præsident. Francois Hollande havde hele sit liv som de fleste franskmænd set lidt forspist, tøndeagtig og midaldrende ud. Men hans seksualliv var som en helt ung mands. Han listede sig løbende ud om aftenen til elskerinde nummer TO lige om hjørnet fra Élyséepalæet, når elskerinde nummer EET, som han boede sammen med inde i palæet, var på midlertidigt besøg ude i byen og ikke kunne holde skarpt øje med ham. Hvilken ungdommelig energi oven i det, går vi ud fra, krævende arbejde som sit store lands præsident. Helle Thorning-Schmidt var kun 51 og talte stadig som en teenager og ikke som nogen verdensklog pensionist, da hun gik af.

De tre sidstnævnte topledere stoppede alle på et tidspunkt i tilværelsen, hvor folk i mange andre erhverv står midt i deres hektiske arbejdsliv, slet ikke i slutningen. Da jeg var i 50’erne, var jeg travl udenrigskorrespondent for TV 2 bosat i Bruxelles, så i Berlin osv. Hvis man dengang havde sagt til mig, at jeg skulle holde op med det arbejde, jeg elskede, og som fyldte det meste af mit liv, for at blive en slags førtidspensionist i forhold til mit fag, så var jeg blevet skør. Ingen af Oehlenschlägers gule efterårsblade skulle dale ned hjemme hos mig, der skulle fortsat være fuld fart på og derudaf, tak.

Jeg troede ikke, som der står, at »et bedre forår kommer« efter arbejdslivets ophør. Så jeg forstår godt Lars Løkke. Og han er ”ein Mensch”, som New York’erne så præcist siger om mennesker af kød og blod, han udtrykker sine frustrationer over tilværelsens ubønhørlighed med blottede tænder. » Vreden Gudinde, besyng! « Ingen dukset ”vind og tab med samme sind”-forstillelse der. Intet djøfsk, folkefjendsk Erasmus Montanus-sprog, så vi med rynkede bryn skal gætte, hvad han mon mener. Her er kant og fråde. Ligene drysser derfor livløse om på scenen som i sidste akt af Hamlet, hovedpersonen med. Vi klapper, da tæppet går ned. Drama på højt plan.

Men politikere bør lære at sidestille sig selv med tenorer, balletdansere og sportsfolk. Politikere er sæsonarbejdere ligesom dem og kun på lånt tid oppe på den store scene. Tenorernes, balletdansernes og sportsfolkenes arbejde tidsbestemmes af stemmens slagkraft oppe på toppen af toneskalaen, af springets flyvske højder og den snarrådige fart på grønsværen. Den slags præstationer er ikke livstidsarbejde. Når evnen til at toppræstere dør ud i tandem med alderens ødelæggende fremturen, så er det forbi. Og i nogle fag er det tidligere og tydeligere end i andre fag. I politik bliver det for tiden tidligere og tidligere. Men det må føles forfærdeligt, hvis man ikke selv synes, man er klar til udskiftning. Helle Thorning-Schmidt og Francois Hollande ser ud til at passe sig selv i nogenlunde ubemærkethed efter deres fald. Tony Blair blander sig en del i debatten, når han ikke er ude og tjene penge på sit navn. Blair dominerede sit land totalt i 10 år og overstrålede alle andre af sine samtidige, så arvefølgen i partiet blev derfor meget besværlig, da han var væk. Ingen i Labourpartiet var i nærheden af hans politiske niveau. Labour skulle derfor igennem en lang række kiksede efterfølgere som ledere, før de til sidst og omsider fandt frem til den nuværende, driftssikre sir Keir Starmer. Men manglen på en slagkraftig efterfølger med samme politiske talent som Tony Blair placerede partiet ude i kulden med trættende fløjkrige og langt væk fra Downing Street i over 10 år. Og de er stadig uden for døren.

Kommentatorerne og vælgerne i Danmark er stadig usikre i bedømmelsen af Lars Løkkes efterfølger som leder af Venstre. Så længe den usikkerhed er der, vil den 56-årige forgænger formodentlig blive ved med at blotte tænder. Så længe han føler, at efterfølgeren ikke er overbevisende, så længe vil han blive ved med at minde partikammeraterne om, at han stadig er der, og om at de nok stak kniven i ham for tidligt. Politik som ”bloodsport”, kamp til døden.

På det sydlige Fyn, hvor jeg er netop nu, er der utroligt mange æbletræer. Æblerne falder ned på jorden, nogle får lov til at ligge, de pynter i græsset. Hvepsene er glade. Det ser smukt ud, især belyst af en dalende sol, æblerne kaster små skygger i græsset ligesom Cezannes æbler på malerierne. De nedfaldne æbler dufter af sensommer og minder om årstidernes skiften. Da jeg googlede Oehlenschlägers digt for at være sikker på at citere det korrekt, læste jeg også i et resume af digtet, at det handler om »jegets forsøg på at acceptere døden«. Hvis vi nu skulle være i tvivl. Der står også, at det gøres ved at betragte, »hvordan planter og dyr indgår helt naturligt i livets store kredsløb«!

Det er en god idé at betragte naturens kredsløb, ikke kun på Fyn.