Så spørg, for satan!
Sådan sagde Bertel Haarder i et ophidset skænderi med en DR journalist en fredags aftentime i 2010. Og sådan har jeg tænkt flere gange, når der henover de seneste dage har rullet tv-interviews over skærmen med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, i anledning af dennes netop udkomne erindringsbog. De fleste spørgsmål har handlet om proces og polemik: -kan du fortsat være medlem af Venstre? Stifter du et nyt parti? -hvordan har du det med Lars Christian Lilleholts facebook opdatering? -har du overvejet at få dig en hobby?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Alt sammen spændende nok, og selv den mindst tabloidt mindede af os kan nok ikke undgå at lade os rive med af det drama, der udspilles i kølvandet på bogudgivelsen. Fair nok. Det er ikke problemet.
Problemet er de spørgsmål, der ikke stilles. De spørgsmål, der går dybere end til det drama, det er så underholdende at følge med i: spørgsmålene om det borgerlige Danmarks fremtid i et større perspektiv.
For Løkkes bog er ikke kun personlige anekdoter om udenlandske statsledere (som ellers er sjove), hårrejsende referater fra hovedbestyrelsesmøder i Venstre og generelle beretninger fra et langt liv i politik.
Løkkes pointe om, at det borgerlige Danmark ikke skal ligge underdrejet for det yderste højres præmis om, at alting handler om at føre udlændingepolitik hinsides konventioner og i øvrigt vende det internationale samfund ryggen har mildest talt ikke fyldt meget i al hurlum-hejet. Det er både ærgerligt og tankevækkende.
For om 50 år er det jo svarene på de spørgsmål, der har fået indflydelse på, hvilket land Danmark udvikler sig til at være.
Skal vi være et åbent og frisindet land, der bekender sig til det internationale samarbejde, eller skal vi være et introvert og bagudskuende land, der lukker dørene for omverdenen?
Jeg mener, Løkke har en åbenlys rigtig analyse af, hvilken vej der er den rigtige at gå for det borgerligt liberale Danmark. Vi er nødt til at frisætte os fra det yderste nationalkonservative højres krav om en evigt strammere udlændingepolitik og deres venden øjnene opad, når talen falder på den internationale retsorden.
Jeg anerkender ganske enkelt ikke deres præmis om, at vi som land og som folk ikke har nogen fremtid, med mindre vi strammer en i forvejen stram udlændingepolitik. Og meget af det handler jo også om at råbe højest og at overgå hinanden i skinger retorik.
Således var det svært at få et konkret svar fra Jakob Ellemann-Jensen, da han i forbindelse med Venstres sommergruppemøde slog fast, at Venstre kun kan lave udlændingepolitik med den såkaldte blå blok. Det mest konkrete var, at han vil rulle regeringens ”lempelser” af udlændingepolitikken tilbage.
Men helt ærligt, det kan da aldrig blive definerende for en samlet borgerlighed, at vi skal blande blod på igen at ville spærre børn inde på et center, hvor de beviseligt havde det virkelig dårligt.
Det farlige ved Venstres nye kurs er, at når først de borgerlige en bloc har købt præmissen om, at udlændingepolitikken skal være omdrejningspunktet for fremtiden, kan vi med sikkerhed kigge ind i en endeløs strøm af usympatiske, diskriminerende og bastante strammerforslag, der på år vil kunne forandre Danmark fra at være et åbent, frisindet land, der internationalt forsvarer menneskerettigheder og retsstaten til noget små-xenofobisk og introvert, der tror vi har nok i os selv. Det er dét valg, vi borgerlige står overfor. Og det er derfor, at vi bør se oprøret om Løkke som noget andet og større end bare personlig polemik. For det er vores allesammens fremtid, det handler om.
Derfor er debatten om borgerlighedens fremtid vigtig.
Så derfor: så spørg da om det! Ikke for satan, men for Danmark.