Jeg hader at arbejde hjemme og savner mit kontor

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er jo næsten ikke til at sige her midt i den kollektive eufori over at have en global pandemi som anledning til at gentænke alt. Undtagen vores behov for konstant at gentænke alting. Den impuls virker påfaldende stabil, uanset om der er corona eller ej.

Jeg læste forleden en analyse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening om, at hjemmearbejdsdage både var godt for velstanden og klimaet. Og hvem vil lige være imod velstand og klima? Det vil jeg! Eller det vil jeg jo ikke, men jeg holder meget af mit enkeltmandskontor. For alting flyder sammen på hjemmekontoret: Skal jeg lige køre en hurtig tur med støvsugeren, før jeg laver de udstillingstekster? Skal jeg tømme opvaskeren eller lave genstandsliste til udstillingsarkitekten? Er jeg på arbejde, eller har jeg fri?

Skelnen mellem arbejde og fritid kom med industrialiseringen. Før industrialiseringen knoklede flertallet af folk fra solen stod op, til solen gik ned. Med industrialiseringen solgte man sin arbejdskraft til en arbejdsgiver; når dampfløjten lød, skulle man være på sin plads inden for fem minutter. Den strukturerede dagen og opdelte den i arbejdstid og fritid. I datidens industriborgerskab var der en skelnen mellem livssfærerne; på arbejdet var rationalitet, effektiviseringer og streng fornuft dyderne, mens det var i fritiden, man kunne realisere sig selv, have autentiske kærlighedsrelationer til venner og familie og dyrke det sande og skønne. Den skelnen blev genspejlet – mindre højstemt – i arbejderbevægelsen, da arbejderne med 3x8-arbejdsdagens indførelse i 1919 for alvor fik fritid, hvor man omtalte de forskellige livssfærer som nødvendighedens og frihedens rige.

Den opdeling kom under beskydning med ungdomsoprøret: Arbejdet var fremmedgørende, trivielt, nedslidende, kedeligt og uden mulighed for selvrealisering. Og enhver kunstner eller musiker med respekt for sig selv kritiserede småborgeren, Computer Charlie og alle de sjælløse lønmodtagere, der passede deres sikkert kedelige 8-16-jobs.

Som en konsekvens af den kritik fik vi en ny type kognitiv kapitalisme med fokus på den enkeltes selvrealisering gennem arbejde. Her flyder livssfærerne sammen. Den revolution skyllede i høj grad ind over Danmark i 1990’erne med internetrevolutionen og hele kulturen omkring Silicon Valley og de store techvirksomheder. Er man i tvivl om, hvor effektiv revolutionen har været, så tag en tur på Linkedin og se, når folk får nye jobs: »Jeg glæder mig til at blive en del af KVIK Køkken-familien,« lyder det, og det genspejles i ledelseslitteraturen, hvor man kan gå til meningfuldhedssamtaler, hvis man er så heldig at have Morten Albæk som chef. Nærheden fra familien og det sande, skønne og smukke som en del af arbejdslivet? Det lyder som en drøm, ultimativ frisættelse og forløsning, men kan let blive et mareridt. For hvor der ingen sans for livssfærerne er, er der ingen øvre arbejdstid og ingen begrænsning for arbejdslivets kolonisering af fritidssfæren. Elsker du virkelig dine kollegaer lige så højt som din familie?

Ingen vil tilbage til dampfløjte og ensidigt, nedslidende arbejde. Men der må være en gylden middelvej mellem de to, der gør op med grænseløsheden mellem livssfærerne. Dét ville være en reel gentænkning af arbejdslivet. Hvis vi nu endelig skal gentænke. Alt det kan man jo tænke over, mens man sidder på hjemmearbejdspladsen ved et for lavt bord oveni ungernes legoklodser og savner sit kontor.