Hvad skal feministerne dog stille op med paven? Her hjælper ingen kønskvoter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden læste jeg, at opfindsomme kvinder i Frankrig har ansøgt om at blive katolske biskopper. Meget underholdende, men en tom demonstration, der er svær at tage alvorlig. Det katolske præsteskab er og vil forblive enkønnet. Der er dog ingen tvivl om, at den opmærksomme pave Frans holder et vågent øje med, hvad der rører sig i den verden, der omgiver Vatikanstaten.

Således begejstrede paven i den grad de danske og svenske journalister, der for nogle år siden dækkede hans besøg i Sverige, at de mere uvidende lyttere og læsere måtte tro, at årtusindgamle traditioner og dogmer i kirken stod for fald. Den glade paves venlighed rokker imidlertid ikke ved fundamentet. Den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon fik hurtigt standset journalisternes vidtløftige spekulationer, der bundede i en afgrundsdyb uvidenhed om romerkirken. Uanset uvidende journalister og uanset hvor meget feministerne tromler frem, ændrer det ikke det katolske syn på præsteembedet.

Embedssynet er den helt grundlæggende forskel mellem den katolske og de protestantiske kirker. Vore kirker anerkender hinandens dåb og trosbekendelse. Men når romerkirken nægter nadverfællesskab med protestanter, skyldes det netop forskellen i opfattelsen af præsteembedet. Præstevielsen er hos katolikkerne et sakramente, indstiftet af Kristus og overgivet til apostlen Peter. Enhver katolsk præst er led i den kæde, der ubrudt siden Peters tid har fået ordinationen ved håndspålæggelse af en biskop. Den succession blev i Danmark brudt med Reformationen. Det kan lyde som pjat, men er alvor.

Lige så meget som katolikkerne hævder den apostolske succession, lige så meget undgås den ved ordination og bispevielse i folkekirken. Ved håndspålæggelsen ved ordination og bispevielse i folkekirken deltager præster fra kirker med successionen derfor ikke. Men der er jo andre måder end ved ordination at gøre kvinderne mere synlige. I de senere årtier har den katolske kirke således ladet messepiger gøre tjeneste ved gudstjenesten. Kvinder deltager ved messerne i oplæsning af bibeltekster m.v.

For nylig har paven udnævnt en række kvinder til højtstående poster i Vatikanet. Kvinderne skal sammen med flere biskopper overvåge Vatikanets økonomi. En klar tilkendegivelse af, at paven ønsker kvinder også på topposter. Topposter, der vel at mærke ikke er gejstlige embeder. Men hvem ved, om ikke også den snilde pave finder en løsning, så kvinderne uden ordination bliver endnu mere synlige i gudstjenesten?

Paven kan skele til de danske biskopper i slutningen af 1940’erne. Teologen Ruth Vermehren fik tilladelse til at fungere som præst og uddele nadver i danske kvindefængsler i en tid, hvor kvinder ikke havde adgang til præsteembede i folkekirken. Adgangen til at forrette nadver for de kvindelige indsatte og uden ordination blev af biskopperne betegnet som en nødsituation.

Det er vigtigt, at det respekteres, at spørgsmålet om kvinders adgang til ordination er et teologisk anliggende, der ikke har med kvindeundertrykkelse at gøre. Kvindelige præster er i flertal i folkekirken, men der er stadig sogne i Danmark, hvor kvinder ikke kan få embede. Her hjælper kønskvotering ikke. Krav om kønskvotering fremmer ikke ligestillingen, men undertrykker friheden for den katolske kirke og for folkekirkens sogne til at indrette sig, som deres teologi og tro bestemmer det.