Hold nu op med at misforstå Morten Messerschmidt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er nærmest ingen grænser for, hvor meget Morten Messerschmidt er blevet misforstået den seneste uges tid, efter at han (tiltrængt) har sat kristendommen på den værdipolitiske dagsorden. Politiske kommentatorer, journalister, debattører fra højre og venstre, (eks)politikere, præster, højskolefolk og andet godtfolk har rynket brynene, spidset blyanterne, himlet op og sablet ned og råbt om statsstyret forvrængning af kristne værdier, diskrimination af anderledes troende, Orbanisering og alt muligt andet gøgl. Som om man har besluttet sig for absolut at ville misforstå Messerschmidt.

En anden mulighed er selvfølgelig, at de mange skønånder simpelthen ikke har åndelig begavelse nok til at forstå, hvad manden siger. Det vil man ikke tro, men muligheden er der. Og begge dele afslører såmænd bare det afgrundsdybe dannelseshul, Messerschmidt taler ind i. Nuvel.

Denne klumme er ikke en apologi for Messerschmidt. Han har hjerteblod og værdighed. Det er rigeligt. Men det er en apologi for hans vigtige ærinde, nemlig at forklare, at Danmark er et kristent land – at det ikke bare er et mundsvejr, men at det betyder noget. Noget, vi undertiden har glemt.

Lad os begynde med det, der i virkeligheden fylder mindst i Messerschmidts udtalelser, men som mange har slået sig gevaldigt på, nemlig den skånselsløse forfølgelse af kristne i mellemøstlige muslimske lande. Ingen, ikke engang kirken, gider at interessere sig for dem, sådan for alvor. Men det er da helt på sin plads at give mindre udviklingsbistand til lande, der forfølger kristne – vi behøver vel ikke honorere vores egne bødler. Det er hverken islamofobi eller racisme – det er såmænd bare rimelighed.

Men fører Messerschmidts kristne værdikamp til en såkaldt Orbanisering (læs: Orban og Ungarn – et totalitært ideologisk misbrug af kristendommen til at skabe et guldalderligt konservativt samfund, indskrænke frihedsrettigheder for seksuelle minoriteter, anderledes troende osv.) af det danske samfund?

Nej, slap nu af. Messerschmidt bruger selv udtrykket ”dansk kristendom”, og nej, ikke nationalistisk kristendom, men dansk kristendom. Og hvis man vil, så hører man det hele med: den rummelige folkekirke, tros- og fortolkningsfrihed, åndsfrihed og frihedsværdier, bløde bøgestammer, mundrette salmer, Ingemann, H.C. Andersen, Jakob Knudsen og alle de andre og alfader Grundtvig og den særlige danske vekselvirkning mellem folkelighed og kristendom, der er åndedrættet i vores kultur og særlige kulturkristendom, vi ellers er så stolte af.

Og kristendomsundervisning, skal ungerne nu indoktrineres? Nej, ikke forkyndelse, men oplysning, for hvad ligner det, at skolebørn ved mere om FN’s verdensmål end arven fra kristendommen som fundamentet under hele den vestlige kultur – vores sekulariserede samfund, ligestilling, frihedsværdier og alt muligt andet. Alt det har vi arvet fra det kristne blik på mennesket, hvor enhver er lige meget værd, adlet af Gud, skænket friheden og syndernes forladelse at leve vores liv på.

Derfor, kære venner, driver enhver dannelse i den vestlige verden selvfølgelig på kristendommen. Men man undres over åndsforladtheden; selv Birthe Rønn Hornbech skændte forleden ud over, at Messerschmidt efterlyser kristne forfattere på pensumlisterne, der er fyldt med Brandes, socialrealisme og postmodernisme. Tænk sig, man kan få studenterhue på hovedet uden at kunne stave til Grundtvig. Det er jo uhørt. Men mange vil gerne stave til Grundtvig, Gud og alle de andre. Mange vil gerne høre om kristendommen – der er i tiden, i samfundet og i den vestlige verden er en kulturel og eksistentiel længsel efter ånd, som Messerschmidt taler lige ind i. Og det er det allervigtigste.