Nej, Pernille Skipper. Vi kan ikke afskaffe al ondskab i verden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er bestemt ikke tvivlens nådegave, der plager Enhedslistens Pernille Skipper. Men hun opnåede også nøjagtig det, hun ville, nemlig at bringe folketingssalen i oprør: »Der er noget, der trænger til at blive sagt fra denne her talerstol særligt: Jo, der findes racisme i Danmark,« sagde hun med hovedet på skrå – piget uskyldig og uhyggelig manipulerende.

Velbegavet, veltalende og forførende lader hun bestemt ikke nogen totalitær chefideolog noget tilbage at ønske. Man må sige, at hun løfter sin opgave. Med bravur.

Og ja, Pernille Skipper, der findes racisme i Danmark, for ondskaben findes. I mennesket. I menneskets inderste indre. Men den danske stat, samfund, system eller den såkaldte struktur er ikke racistisk – vi undertrykker, udnytter og udrydder ikke mennesker på grund af deres hudfarve eller race. Ethvert menneske er lige meget adlet og abekat, lige underfuldt og underligt – ligeværdige og lige frie, lige for loven og for Gud (hvis man tror på sådan en).

Sådan er det. Det syn på mennesket har vi forsikret og forseglet i grundloven med ja og amen og underskrift fra hvert folketingsmedlem, som skal råde og styre vores land. Love og regler skal holde mennesket i al vores ringhed og ondskabsfulde tilbøjeligheder på plads, så samfundet kan fungere.

Men ondskaben, den rendyrkede ondskab, kan vi ikke udrydde med lov og orden og ideologi – for den bor i os, og den er ansigtsløs og uden skikkelse, den er så gammel som menneskeslægten selv, den har stikkende øjne og et sjofelt grin, og den vil ikke andet end at fryde sig over ondskaben. Fryde sig over sig selv, når den tykke dreng eller den rødhårede pige bliver drillet og holdt udenfor.

Når nogen bliver spyttet på, fordi vedkommende er sort eller hvid eller homoseksuel hvid eller bare én, man ikke kan li’. Når nogen tager livsmodet fra os og tager livet af os – hvad enten motivet så er racistisk, nazistisk, kommunistisk eller bare ondt. Det er ondskab – noget andet er diskrimination, der i ordets dybeste oprindelige forstand betyde ”at adskille”.

Og ja, det finder da sted hele tiden, hver dag og overalt: Ansøgninger fra kvinder med muslimsk tørklæde bliver valgt, kvinder bliver foretrukket til stillinger frem for mænd eller omvendt, en ung frisk bliver fortrukket frem for en gammel vis, og visse stillinger kan være svære at få, hvis man stemmer til højre for midten. Sådan er det.

Der findes en vis mængde uretfærdighed i tilværelsen, som man må finde sig i og leve med. Og det er det, Pernille Skipper og co. ikke vil, og hendes optrin fra Folketingets talerstol forleden og den usmagelige, glidende overgang fra reel racisme til hverdagsdiskrimination, hvorved hun påduttede andre fordomme for at fremme sig sag, nemlig: en anklage mod selve mennesket og mod tilværelsen. At den er indrettet forkert. At der er uretfærdighed i verden. At Skipper kræver noget totalt, den totale retfærdighed. En næsten guddommelig retfærdighed.

Forførende? Ja. Farligt? Ja, for når noget bliver totalt, er Fanden altid på spil. Og det er han også her. Altså Fanden. For med sin hellige harme bestræber Skipper sig på at besejre det onde i verden, som var det et samfundsanliggende. Bekæmpe de onde mennesker (og dem, der bare mener noget andet, end den småkommunistiske ideologi foreskriver) og menneskets dårskab for at indføre det absolut gode i en fuldstændig ny renset og retfærdig verden – i en overtro på samfundsforhold. En overtro på ideologiens frelsende kraft. Og den tro har historisk temmelig vidtgående ikke helt såkaldt farveblinde konsekvenser. Uha.