Hold afstand, hold ud og hold kæft – eller vil I have italienske tilstande?

Det går jo strygende for socialdemokraterne. Statsmenneskerne. Imens de borgerlige stadig render rundt og hiver sig selv og hinanden i håret for at finde ud af, hvordan de klinker skårene i den blå og efterhånden temmelig dysfunktionelle sammenbragte familie – ja, så har coronakrisen været gefundenes fressen for statsministeren. Simpelthen: frygten for smitte, åndenød, iltmangel, kvælning og pludselig død – en frygt så asiatisk i vælde, så mægtig og stor, at regeringen stort set uimodsagt kunne gennemføre en detaljeret adfærdsregulering af borgernes liv, der aldrig er set før i et åbent liberalt samfund.

Pressemøde på pressemøde på pressemøde, hvor hver journalist må stille ét spørgsmål og ét opfølgende, som politikerne konsekvent svarer undvigende på, mens de faglige rådgivere bliver styret som marionetdukker i meget kort snor. Notater, der har det med at forsvinde, advarsler og råd, der bliver overhørt, beslutningsgrundlag, der bliver forholdt de andre folkevalgte (og dermed folket). Og en nedlukning af samfund, land og landegrænser uden en sundhedsfaglig begrundelse.

Faktisk advarede sundhedsmyndigheder mod et lock down indtil dagen før, Mette Frederiksen skrev sig selv ind i historiebøgerne som Danmarks første statsminister med enevældig magt. Og magtens ideologiske jerngreb har ikke været til at overse: Straks efter nedlukningen blev ansatte fra nationens største publicservicekanaler DR og TV 2 beordret hjem af ministeriet, programmer som DR2 Debatten og Deadline, hvor landets politiske forhold diskuteres, politikere hudflettes og ideologier afsløres, blev omgående lukket.

Påfaldende ofte tog statsministeren plads i Aftenshowets bløde loungemøbler og fik i bedste sendetid stillet venindebogsagtige ukritiske spørgsmål, delte små personlige anekdoter og fortalte befolkningen, hvordan hun har hygget sig under coronakrisen med sin sammenbragte familie og forbilledlige unger, der vaskede tøj og lavede mad. Underforstået: ”Jeg lever ligesom alle jer andre familier hjemme i stuerne”. Intet tilfældigt, ikke engang den afslappede frisure. Ikke spor henslængt og hyggeligt, men fuldkommen kontrolleret propaganda tilrettelagt af det politiske embedsapparat. Meget kan man sige om Lars Løkke, men ideologiens udspartlede ansigt havde han ikke, som når Mette Frederiksen med bedrøvede hundeøjne til de endeløse pressemøder leverer en skønsom blanding af tomgangssnak og småtotalitær magtfuldkommenhed.

Med hendes veltalenhed og omsorgsideologi er det virkelig lykkes hende at besejre borgerligheden og holde befolkningen i sin hule hånd: Hold sammen, hold, afstand, hold ud og hold kæft – eller vil I måske have italienske tilstande? Har I set ligene i Bergamo? Nej, vel? Så kys fødderne, amen og evigt troskab til Socialdemokratiet – staten ordner alle problemerne, og frygten har givet dem vind i sejlene.

Selv folk, jeg troede var liberale i hovedet og borgerlige helt ind i knoglerne, er blevet småsocialdemokratiske af coronakrisen – hvorfor? Ja, fordi statsministeren har fremmanet frygten og forført og med følelserne – og nedenunder alt dét ligger velfærdsideologien, der har fået anledning til at blive dyrket i sin allermest udkrystalliserede form. Og den er forjættende – den ideologi, den drøm, den tro på, at staten kan ordne alle problemerne, sørge for os, tage hånd om os, elske os, beskytte os mod alt ondt, mod dårlige forældre, mod fattigdom, mod elendighed, mod sygdom, mod død. Og selvfølgelig skulle coronakrisen håndteres – men på den måde, som virkeligheden byder og fornuften råder – ikke som ideologien foreskriver.