Konservatismens elendighed

Jeg har været i vælten på facebook de seneste dage. Endelig, endelig har man fået skovlen under Morten Uhrskov Jensen, må man forstå ud fra ganske mange af kommentarerne. Debatten udspringer fortsat af det, jeg skrev for to dage siden på denne plads.

Min egen helt private fækaliestorm stammer fra et opslag, jeg lagde på facebook for nogle dage siden, og hvor jeg bl.a. skrev:

”Det etablerede dagblad [Berlingske] tilbød kun Generation Identitær den mindst mulige spalteplads, efter at ikke-danskerne Jens Philip Yazadani og Ali Aminali havde fået en kilometer spalteplads, hvor de svinede GI til.

I linket kan man læse om de to ikke-danskere (glem det for evigt, venner, vi køber den ikke, I er ikke danskere og bliver det aldrig) og det svar, som uslingeavisen Berlingske burde have bragt.”

Jeg vil gå så langt som til at medgive, at brugen af ordet ”aldrig” er dristig, da heller ikke jeg kan spå om fremtiden. Der er dog ikke noget som helst, der tyder på, at de to herrer har planer om at opføre sig på en måde, der får dem til at minde om danskere, rødbedefarvet pas eller ej.

Og her er vi så ved det næste, nemlig såkaldt konservative debattørers overbevisning om, at nu har jeg for alvor gjort i nælderne, og nettet glemmer det aldrig. Nu er han da endnu mere hinsides det stuerene, ham Morten Uhrskov Jensen.

Glem det, kære på papiret konservative i f.eks. Konservativ Ungdom og lignende reservater. Jeg fortryder ikke, at jeg lagde bemeldte opslag på facebook. Kun kunne det som nævnt have vundet ved, at jeg i stedet for at bruge ordet ”aldrig” havde skrevet, at det er der ”ikke noget som helst, der tyder på”. Det er blot en petitesse i stil med dengang i juni 2015, hvor Donald Trump om mexicanere udtalte, at ”they are rapists”, som om han dermed mente, at det var alle mexicanere.

Men som sagt fortryder jeg ikke, men glæder mig tværtimod over debatten, som vi nemlig kommer til at tage i de kommende år, om så alle nuværende KU’ere hader det: Debatten om det etniskes betydning.

Der findes solid videnskabelig evidens for, at multietniske samfund skaber mistillid mellem borgerne og er langt den vigtigste forklaring på, hvorfor konflikter mellem grupper i et samfund opstår, her og her.      

Det er ikke noget, jeg har bestemt. Jeg er blot budbringeren af de dårlige nyheder. Jeg fornægter ikke, at en lille del af de ikkevestlige i Danmark kan komme til at holde så meget af dette lille land med dets folk, at de kommer til at føle sig som danskere. Er det tilfældet, vil jeg såmænd gerne kalde dem danskere, skønt jeg ikke helt forstår, hvorfor de ikke kan nøjes med at være glade for at være f.eks. iranere, tyrkere, pakistanere osv. i Danmark, gifte sig med etniske danskere og få børn, der opdraget efter dansk levevis selvfølgelig vil blive opfattet som danskere, i det mindste af undertegnede.

Det er i øvrigt ganske pudsigt, at europæere ved undersøgelser viser sig at være de mindst etnocentriske blandt alle verdens folkeslag.

Hvis man for resten synes, at mine kildehenvisninger til spørgsmålet om etnicitetens betydning er kontroversielle, bør man nok begynde med at spørge sig selv, hvorfor forfatterne enten har været (den ene er død) eller er ansat på anerkendte universiteter.

Hermed er vi nået til forklaringen på overskriften til dette indlæg. Den moderne, etablerede konservatisme i Danmark har reelt overtaget et venstreorienteret verdensbillede, når det drejer sig om, hvad et folk er.

Det rækker ikke at henvise til Hitlerregimets monstrøse forbrydelser, hvis man tror, at der efter 1945 var universel enighed om, at mennesket er en tabula rasa, en ren tavle, som kan formes efter forgodtbefindende, hvad enten det handler om det sociale og økonomiske eller det udflydende begreb kultur, hvorefter enhver kan indoptage f.eks. dansk kultur, hvis blot viljen er til stede.

Næ, vi skal have fat i venstrefløjens fuldtonede sejrsgang fra 1960’erne og frem. Venstrefløjen har massivt sat sig på undervisningsvæsenet, kulturlivet, medierne, folkekirken, højskolerne, og den slags omsætter sig naturligvis i politiske beslutninger og i måder at tale om det politiske på.

Og venstrefløjen, hvad enten den er socialdemokratisk eller hælder mod kommunisme, har stort set altid været af den stålsatte overbevisning, at mennesket er et blot formbart væsen, som lige behøver den rette mængde enten lighed eller – som i dag med konservatismen - podning med dansk kultur, hvorpå alle væsentlige forskelle udviskes.

Derfor titlen konservatismens elendighed. En konservativ i 1950’erne ville ikke have tvivlet om, at en dansker var en kombination af dansk herkomst – altså etnicitet – og dansk kultur. Derudover var der selvfølgelig plads til mindre grupper af anden etnisk afstamning. De danske jøder er det bedste bevis på dette, hvor vi netop naturligt siger ”danske jøder” og ikke ”jøder i Danmark”.

Alt dette forstår dagens såkaldte konservative ikke længere, og det er både trist og meget, meget alvorligt, idet det lægger landet åben for enhver udefra. Der er ikke nogen vilje til at hævde Danmark og danskerne, hvis ikke man også inddrager det etniske aspekt.

Jeg takker således for de seneste dages opmærksomhed fra nutidens konservative.