Yahya Hassans krigerbegravelse kaster lys over hykleri og romantik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ugens mest omtalte afsked var begravelsen af den langfingrede 24-årige ordsmed Yahya Hassan, som skrev og levede med store bogstaver. Hans bedste digte var stærke, de andre tæt på det banale, men der var noget ved ham, som fik offentligheden frem i stolene. Han var fræk, ung og direkte, og det var naturligvis ikke til at stå for.

Men så, efter et par år i mediernes søgelys, ville han pludselig være anstændig og stillede op til Folketinget, til trods for at hans politiske begavelse var på størrelse med Klaus Rifbjergs. Man anede en deroute, og den så ud til at gå i opfyldelse. De lange mørke lokker forsvandt, på de sidste fotos af ham ser man en kvabset, kortklippet fyr med politiet i hælene. Da han døde, hentede hans familie ham hjem til islam. Så kunne han lære det: Én gang muslim, altid muslim.

I sine digte og offentlige udtalelser gentog Yahya Hassan en del af det, fornuftige islamkritikere havde sagt og skrevet i årtier til stor forargelse for pæne mennesker med pæne meninger, sådan som Sørine Gotfredsen har været så uelskværdig at gøre opmærksom på i Kristeligt Dagblad. Dengang var det udtryk for racisme og forkert menneskesyn at kritisere træk ved islam. Nu var det pludselig helt anderledes: Anmeldere, redaktører, beundrere, bedstemødre for asyl og almindelige medløbere stimlede sammen på Louisiana, bogmessen i Bella Center, eller hvor som helst den unge digter slog vejen forbi med sin rockstjerneattitude. Nu måtte alt siges – hvis det altså var den rigtige, der sagde det. Som Gotfredsen opsummerer: »Jeg har ikke forstand på poesi, men jeg har til gengæld forstand på hykleri, og her var der ikke noget at tage fejl af.«

I virkeligheden var Mogens Glistrup den første Yahya Hassan, efterfulgt af Søren Krarup, Jesper Langballe, Pia Kjærsgaard, Ole Hasselbalch, Lars Hedegaard, Ulrik Høy og flere andre, pionerer, advarselslamper, kolibrier i mineskakten. Men de kom fra den forkerte side og tilhørte det fordomsfulde ”os”, det væmmelige ”os” – og det fik de klø for igen, igen med renters rente. Lille Hassan var derimod en af ”dem”, de ædle vilde, som ”vi” så gerne vil forstå hele vejen fra vugge til grav.

Forleden fik digteren så en krigerbegravelse, anført af en rettroende imam, flankeret af rettroende mænd på rad og række, mens kvinderne var ude af syne. De stod omme bagved, det gør de som bekendt altid inden for rettroende islam, skønt det kom som en stor overraskelse for liberale åbenhedsprofeter.

En af dem hedder Jan E. Jørgensen, læserne vil kende ham som blogger her på JP. Nydelig mand. Snakker gerne, men siger aldrig noget. Han undrer sig: »Hvorfor står mændene forrest?« Ja, hvorfor mon, Jan E. Jørgensen? Enten spiller Venstre-manden dum – eller også er han det. »Kunne man ikke bytte?« spørger han konstruktivt. »Hver anden gang måske? Fredag i lige uger har mændene de bedste pladser – og i de ulige uger er det kvindernes tur.«

Kønnenes ulighed i islam skal »italesættes«, mener vor blogger. »Ikke med mere eller mindre småracistiske angreb, for tryk avler modtryk. Men med stille og rolige spørgsmål.« Det er sødt med de der stille og rolige spørgsmål. Men det er også lige dumt nok ikke som politiker at have sat sig et minimum ind i religiøse idéers kultur, i dette tilfælde islams. Kvinderne er ude af syne, fordi det er mændene, der bestemmer i den islam, du i tiltagende grad møder på gader og stræder. Islam er mændenes religion, kvinder er halehæng, selv når de tager spraglede tørklæder på og dækker op til eidfest, men det vil Jan E. Jørgensen næppe nogensinde komme til at forstå. Hvorfor ikke?

Fordi Jan E. Jørgensen ligesom så mange andre åbenhedsprofeter – røde eller blå – er romantiker. Han tror – med en definition af filosoffen T. E. Hulme, som anvendes af Henrik Jensen i dennes seneste bog ”Efter Gud” – at »mennesket, individet, er et uudtømmeligt reservoir af muligheder«, og hvis bare alle får de muligheder, »så vil man få fremskridt«. Romantikeren tror, at mennesket dybest set er godt, men spoleres af omstændighederne. Klassicisten og realisten derimod erkender, at mennesket er et begrænset væsen, som støtter sig til traditioner og overleverer etos, og ved derfor, at religion selv ikke i det 21. århundrede kan erstattes af en rotationsordning, hvor mændene får de bedste pladser i lige uger, og kvinderne i de ulige uger. Jeg er ked ad at oplyse hr. Jørgensen om, at islam stikker dybere end kønskvoter og sekulær ønsketænkning, men nogen skal jo gøre det.

Få også Mikael Jalving i ørerne: Lyt til podcasten Jalving ser rødt: