Det gik fra at være »sjovt« til at være uhyggelig alvorligt på et splitsekund

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg tror, at mange af os er på en personlig dannelsesrejse i øjeblikket.

I sidste uge var luften fuld af vittigheder og sarkastiske bemærkninger om »dette coronahysteri, der var ved at brede sig i den store verden«.

Vi tog det i stiv arm med Instagram-billeder af farmand med en Corona-bajer i sofaen: »Vi er også karantæne-ramte. Vi har fået Corona :-)« ... og hvem har ikke lige i en sidebemærkning fortalt, at »man da godt lige kunne bruge 14 dage derhjemme«?

Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Tænkte i mit stille sind, at det hele var ved at kamme over. Truslen virkede fjern ... ja ... som en provins i Kina.

»Så slap dog af. Det er jo bare lidt influenza,« fnøs man og gjorde grin med corona-krisens nye hilseformer.

Jeg var afslappet i forhold til situationen, selv om jeg allerede tidligt i forløbet kendte nogle, der var blevet konstateret smittet efter en skirejse i Italien. Og snart var der også kolleger på arbejdet, der var både syge og sendt i karantæne.

Men tirsdag i denne uge skete der noget, mens antallet af smittede og karantæneramte voksede støt, og rædselshistorierne fra det hårdt plagede Italien begyndte at stjæle dagsordenen.

Kunne det tænkes, at alle anvisningerne og retningslinjerne ikke handlede om, hvorvidt mig, mig og mig eller mine nærmeste blev syge, men at der var noget større på spil?

Det var, som om der gik en kollektiv prås op for folket i det lille land, der ellers ikke er vant til at tage ret mange ting alvorligt: Det betyder faktisk noget, hvordan den enkelte af os handler i en krisesituation.

For virussen ville ramme samfundets svageste hårdest; de gamle, de kronisk syge og alle dem, der er svækket af andre grunde. Og en overophedning af hospitalsvæsnet kunne få fatale sundhedsmæssige konsekvenser. Som professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Michael Bang Petersen advarede om i en kronik i Politiken, før det hele for alvor gik løs:

»Når alle ressourcer bliver brugt på coronasmittede, så er der ikke tid til at behandle din gravide kusine, din onkel med brækket ben eller dit kræftsyge barn.«

Og mens statsministeren lagde sit ansigt i klædeligt bekymrede folder tirsdag, var det, som om alvoren begyndte at sprede sig som ringe i vandet. Mette Frederiksen pudsede det stolte og pompøse ord »samfundssind« af. Begrebet er så umoderne, at det fik en af mine bekendte til at spørge, om det overhovedet er et rigtigt ord.

Men det rislede lidt ned ad ryggen i disse individorienterede tider: »samfundssind«.

Selv den unge vært på P3 Nyhederne sagde onsdag morgen efter en strøm af informationer om omlagte busser og togafgange uden passagerer: »Skal vi ikke love hinanden, at vi alle giver et nap med for at begrænse smitten.«

Og onsdag aften tog det for alvor fart. Statsministeren var klar til at lukke hele samfundet ned. Antallet af smittede voksede med alarmerende hast. Chokerende. Jeg så pressemødet på tv sammen med mine sønner. Vittighederne var for længst gemt af vejen. Nu var det ikke længere alvorligt, det var uhyggelig alvorligt. Man kunne se det i mine drenges øjne.

Reaktionen udeblev selvfølgelig ikke. Folk gik fluks amok i supermarkederne for at skaffe sig toiletpapir og gær nok til de kommende uger i isolation. Jeg bebrejder ikke nogen. Det er en naturlig forsvarsmekanisme, når vi bliver truet af noget ukendt. Mennesket er også et dyr, hvis hovedformål er at overleve for at bringe arten videre. Virus har altid været en af vores største fjender i det forehavende.

Og på den måde er corona-krisen også med til at teste os alle sammen. Er vi i stand til rykke sammen – selv om vi skal holde afstand – og er vi også i stand til at rumme dem, der tackler situationen anderledes, end vi selv gør?

Samfundssind handler i min optik også om at have forståelse for de mennesker, der bliver grebet af panik midt i kaos. Hjælpe dem til at forstå, at vi mennesker har den største chance mod ydre trusler, hvis vi agerer sammen.

Det ved dronningen godt, og derfor stemte hun også i med at opfordre til at følge myndighedernes anvisninger.

Så må vi se, hvor langt samfundssindet rækker, når virussen forhåbentlig damper af i løbet af foråret. Kan vi genbruge det samme sind til at løse nogle af de andre fælles udfordringer, som vi står over for? Her er der nok nogle, der vil nævne klimakrisen.

Det kan også være, at al den solidaritet på én gang har tæret på vores kræfter. For det kan være opslidende pludseligt at skulle tænke så meget på alle de andre.

Som en pige sukkende sagde i sin mobiltelefon, da hun cyklede forbi forleden dag:

»Nå, nu kunne jeg altså godt tænke mig at snakke om noget andet end corona.«