Ukraine hører hjemme i EU og Nato. Alt andet vil være at rende i byen for Putin
Belønner Vesten Putin for at overtræde internationale regler i f.eks. Ukraine, er man ikke et hak bedre end 1930’ernes ledere, der skabte forudsætningerne for Anden Verdenskrig.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Wien
Man forestiller sig en krig to times flyvning fra København: 13.000 døde, halvanden million flygtninge, enorme ødelæggelser, svære krænkelser af folkeret og menneskerettigheder. Interesserer det? Ikke nævneværdigt. Krigen i Ukraine, fremkaldt af et russisk angreb først på Krim, dernæst på Donbas, glider i baggrunden. Næsten seks års konflikt trætter. Kan det virkelig blive ved? Sagtens. Vladimir Putin, langtidsherskeren i Kreml, giver næppe op. Ukrainerne under den demokratisk valgte præsident Zelenskij holder deres stillinger. At den russiske invasion er blevet en skyttegravskrig, som trækker ud i det uendelige.
At krænke andre staters territorium er forbudt under OSCE-aftalen af 1975 underskrevet af den daværende Sovjetunion, hvis juridiske arvtager er Rusland. Skulle Europa og USA medvirke til en handel, der belønner Putin, gentager man de forbrydelser, som nazisterne i Berlin, kommunisterne i Moskva og demokraterne i såvel London som Paris forøvede i 1930’erne, og som førte til Anden Verdenskrig.
Lad os huske, at i denne vinter kæmper ukrainerne for Europas frihed og sikkerhed.
Indtil videre bistår Vesten ukrainerne militært, politisk og økonomisk. Hjælpen er beskeden, men i sig selv et gode. Frankrigs præsident, Macron, og Tysklands kansler, Merkel, har gang i endnu en diplomatisk offensiv. Så vidt, så godt. Udgangspunktet må hele tiden være, at Rusland er voldsmanden, Ukraine offeret. Måske trækker den politisk begavede Putin tiden i langdrag, i håbet om at USA og Europa før eller siden lader ham hjemtage en gevinst. Måske ser Merkel bilæggelsen af Ukraine-konflikten som en sidste krone på sit europæiske værk. Måske nærer Macron som flere af sine forgængere en svaghed for det historiske Rusland. Spiller sådanne overvejelser ind i den såkaldte Normandiet-dialog, har vi at gøre med farlige illusioner.
Ingen – slet ikke ukrainerne med ni millioner døde i Anden Verdenskrig – ønsker en gentagelse af 1930’erne. Vesten vil gerne have fred, ikke blot i Ukraine, men i den krisernes halvmåne, der er trukket op fra Baltikum over Centraleuropa og Balkan til Mellemøsten til Centralasien, og som for to uger siden førte verden ud på randen af en storkrig samlet om Bagdad, Teheran og Washington. Forsigtighed er påkrævet.
En forhandlingsløsning i Ukraine skal ikke udelukkes. Selv en folkeafstemning om de besatte områders statslige tilhørsforhold kan tænkes på det ufravigelige vilkår, at tilstanden ante bellum genoprettes. Alt russisk betalt og russisk ført personel fjernes forinden. I Donbas, som herefter er vendt tilbage til Ukraine, kan alle ukrainske statsborgere uanset sindelag, bofaste såvel som flygtninge, stemme frit og hemmeligt, beskyttet af en international fredsbevarende styrke. Andre statsborgere bosat i Ukraine har ingen stemmeret. Lidt en gentagelse af Sønderjylland efter Første Verdenskrig, lidt mere en gentagelse af Bosnien og Montenegro efter Balkan-krigene i 1990’erne. For indeværende utænkeligt. Men med forstærkede sanktioner mod Rusland og øget bistand til Ukraine en mulighed om føje år.
Det potentielt velstående og geostrategisk ekstremt vigtige Ukraine, som nu, krigsvant, dækker Europas flanke fra Østersøen til Sortehavet, hører naturligt hjemme i EU og Nato. At påstå det modsatte er at rende i byen for Putin og andre regimer, som ikke vil Europas vel. Lad os huske, at i denne vinter kæmper ukrainerne for deres og Europas frihed. De må ikke lades i stikken.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.