Velfærdsstaten er blevet en liberal succes

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den konservative debattør Rasmus Ulstrup Larsen peger i en ny runde af Jalving ser rødt på et overraskende forhold ved den sene velfærdsstat. Det var ikke sådan, den var tænkt tilbage i 1960’erne, men sådan den blev: I dag stiller den selv liberale vælgere og partier tilfredse.

På den ene side ved de, at deres børn bliver passet, i en vis grad skolet og serviceret af staten fra vugge til grav. På den anden side får de hver især tid og mulighed for at gøre karriere og være i fred uden at skulle kæmpe for noget særligt. De behøver slet ikke være politiske, ideologiske eller – Gud forbyde det – konservative. Kontrakten er en win-win, som man siger, også selv om den koster 50 pct. i skat.

Med Ulstrup Larsens egne ord:

»Normalt skelner vi mellem stat og individ, og antager at jo større stat, jo mindre individ er der – og omvendt. Sagen er bare, at forholdet mellem stat og individ er dialektisk. Des mere individualisme, vi har, desto mere får vi samtidig brug for staten og desto lettere er det at forblive individ, fordi staten hjælper dig med alt muligt.«

»Logikken bag velfærdsstaten var i sin tid rigtig god. Velfærdsstaten erkendte, at der fandtes mennesker, som ikke kan klare sig selv eller er analfabeter osv. Problemet ligger i den udvikling, velfærdsstaten har taget. Den gik fra at være et sikkerhedsnet for de svageste til at blive et redskab til at frisætte både høj og lav.«

»Det er egentlig meget rart, også for folk i middelklassen, at man f.eks. lige kan få et barn, også hvis man ikke har fundet en partner. Så man kan roligt tage udlandsopholdet og den fede ph.d.-stilling i USA, dyrke karrieren og så vende hjem og få et barn selv (uden en irriterende mand at dele barnet med, mj). Velfærdsstaten giver nogle muligheder, ikke kun som sikkerhedsnet, men har fået et ekstra lag, nemlig at sætte individet frit fra alle andre.«

Jeg må indrømme, at jeg faldt for analysen lige på stedet. Vor grasserende individualisme – herunder identitetspolitik eller tendensen til at sige: jeg er dit og dat, og ingen skal kraftedme fortælle mig noget som helst – hænger sammen med velfærdsstatens vokseværk. Koblingen går begge veje: Jo mere stat, jo mere individualisme – jo mere individualisme, jo mere stat. Velfærdsstaten er med andre ord blevet en kæmpe liberal succes.

Det er godt nok Socialdemokraterne og venstrefløjen, der har agiteret tidligst og mest for den, men det er dens liberale funktion, der bærer den frem i dag: individualiseringen. Velfærdsstaten hjælper sine borgere med at frigøre sig fra tidligere tiders snærrende bånd: familien, traditionen, dannelsen, nationalstaten og alt muligt andet forældet bras.

Velfærdsstaten giver høj og lav flere valgmuligheder end den begrænsede stat: Skal jeg læse det ene fag eller det andet fag (dvs. gratis), skal jeg være kunstner (dvs. på kontanthjælp), skal jeg skifte køn (dvs. betalt af det offentlige), skal jeg skilles (dvs. præmieret af det offentlige) eller være min egen lykkes smed (dvs. med socialt sikkerhedsnet)? Skal jeg have barn, mens min biologi tillader det? Nej, jeg kan vente og få det af staten senere takket være den fagre verdens fertilitetsbehandling, en rugemor eller en sæddonor, vælg selv.

Nu hvor jeg tænker over det, blev sammenhængen mellem velfærdsstat og emancipation for både høj og lav faktisk beskrevet af de to svenske liberale historikere Lars Trägård og Henrik Berggren for snart længe siden.

De kalder det en teori om kærlighed på svensk og hævder, at den svenske velfærdsstat bygger herpå. Velfærdsstaten er en kontrakt mellem mennesker, der er uafhængige og lige til at vælge forskelligt. Pointen er, at autonomien gives af staten. Uden den, ingen frihed. Ingen mennesker må være afhængige af hinanden, det skal staten sikre. Sammen kan individ og stat udrette mirakler, blive noget rationelt, frit og ligestillet.

Det er derfor, de liberale i grunden elsker velfærdsstaten og alene kritiserer den for at være bureaukratisk og lidt tung at danse med. Velfærdsstaten skal bare udstyres med mere frit valg. Ikke siden 1990’erne har de liberale haft en egentlig politisk kritik af velfærdsstaten, dvs. ikke siden Anders Fogh Rasmussen nærmest ved en fejltagelse skrev en bog om minimalstaten. Få år senere, efter valgnederlaget i 1998, var kritikken pist borte.

De liberale og semiborgerlige – lad os for nemheds skyld sige fra Konservative og Venstre til Det Radikale Venstre – er blevet glade for velfærdsstaten, fordi den frigør dem i deres privatliv. De mener blot, at de er bedre til at administrere den end sosserne og dem til venstre. De liberale og semiborgerlige forholder sig – som det er blevet formuleret af Christian Egander Skov, en anden konservativ debattør – som håndværkere, ikke som arkitekter, til den opgave at præge Danmark.

De har ingen vision, ingen ideer. De er pragmatikere uden et ståsted og nøjes med at tænke på deres egen selvrealisering – og så betale deres skat. Måske er det derfor nogle af dem siger, at de tilmed gør det med glæde.