Afsked med et modsætningernes årti
Sprogligt set er det interessant nok mangfoldigheden, der er problemet for de mangfoldige.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Min mor fik mandelgaven i år. Den viste sig at være kaptajn Haddocks ordbog med herligt kreative skældsord som ferskvandspirat, sandzulu, amatørkannibal, sandalslæber, fedtemikkel og afholdsamøbe. ”Vredens ABC”; den ville jeg gerne have haft. Thi Haddocks kreative frisprog er en passende modgift mod vor tids besynderlige puritanisme udi sproget.
Den nye, fikse og progressive idé er, at sproget skal gøre verden til et bedre sted.
Besynderlig, fordi den netop praktiseres i en tid, hvor børn og voksne går rundt og siger fuck, fucking, bitch, luder og wallah i snart sagt hver eneste sætning. Men det er ikke sproglig fattigdom, der generer den nye venstrefløj, som har travlt med at rense ud i vokabulariet. Det er interessant nok mangfoldigheden, der er problemet for de mangfoldige. Prøv f.eks. lykken med ord som ”neger” eller ”perker”, og du løber ret ind i en politisk korrekt shitstorm, især hvis du er blondine og hedder Pernille. Prøv derefter med det gode, gamle verbum ”vimse”, og vupti bliver du udråbt til en led, gammel mandschauvinist. Også selv om du arbejder på Politiken.
Vores frygt for sproget forvandler det til nysprog, og 10’erne udviklede sig mere end noget andet årti til en øvelse i ”1984”. Ligesom i George Orwells profetiske skrækroman tror vor tids kulturelle kommissærer på, at fremskridtet kræver en kemisk rensning af det talte og skrevne sprog for saft, kraft, dobbelttydighed og historie. Alt det gamle eller det, der kan misforstås, må ud, det er regressivt; sproget skal ikke længere pege tilbage på noget, der var, og må ikke på nogen måde kunne kobles til tankekriminalitet.
Siger du finke til en finke, skal du kanøfles eller helst fyres. Kalder du en spade for en spade, taler du problemerne op og minder om noget fra 1930’ernes Tyskland.
Den nye, fikse og progressive idé er, at sproget skal gøre verden til et bedre sted. Nu skal det, som vi udtrykker, passe som hånd i handske til filmene og den kulturelle ideologi fra Hollywood, hvis figurer altid er helt igennem unikke, specielle og omstillingsparate, og i hvis fiktive forestillingsverden enhver kan blive til lige, hvad de drømmer om. Hvis blot alle møder alle med forståelse, respekt og retten til global bevægelighed.
Et mere forløjet budskab findes knap nok på hele vor blå og grønne planet, men det ramte os som en meteor i 10’erne. I årtiet, vi tager afsked med, blev skellet mellem elite og folk til en regulær afgrund. I dag er modsætningen dyb og politisk. Mens eliterne ligger til venstre, det være sig i statens institutioner, råd og medier, i uddannelsessystemet, kirker, på højskoler og universiteter, hvor stedse mere handler om race, køn, seksualitet og sprog, rykker folket gradvist mod højre og drages i stedet af national identitet og historisk kontinuitet, herunder jul og andre traditioner.
I den angelsaksiske verden sætter arbejderklassen ligefrem kryds ved jokere som Donald Trump og Boris Johnson. Så vidt er det ikke kommet i Europa endnu, men en kløft har åbnet sig mellem de urbane, akademiske, kosmopolitiske og økonomiske eliter med alle de rigtige meninger og resten af befolkningen, hvoraf en stor del føler sig forrådt af såvel venstrefløj som globalisering.
Læg hertil massiv migration, islams fremgang i Vesten, terror og indvandrerrelateret kriminalitet, og du har opskriften på den legitime populistiske protest, der har rejst sig fra land til land i Europa op gennem 10’erne og ligeledes er rettet mod de stedse mere føderalistiske bestræbelser i EU, underkastet en hypnotiseret magtelite via kommission, direktiver, forfatninger, konventioner og domstol.
Reaktionen er i grunden ikke så mærkelig. I modsætning til, hvad de siger i tv, radio og kirke, er det eliten, der splitter, og populisterne, der samler. Mens de liberale i samarbejde med den nye venstrefløj deler folk op i individer og smalle identiteter, samler højrefløjen sig om nation og velfærdsstat, og i Danmark er socialdemokraterne rykket med samme vej.
Pludselig er det de liberale, altså det 20. århundredes sejrherrer, der står og måber. Konservatismen er på vej tilbage, og det skyldes i høj grad, at de liberale og lyserøde føderalister blev overmodige efter 1989 og troede, at de kunne gøre hele verden hel.
Verden er det modsatte. Den er divers, lokal, diffus, mangfoldig, uretfærdig, brutal, smuk, ubegribelig og til tider såre simpel, ja, så umanerlig stor og lille på samme tid, at et årti slet ikke kan rumme eller udtrykke den. Men nu, hvor det går på hæld, altså årtiet, kan vi skåle i glassene og forvisse os om, at det sidste ord ikke er sagt i denne sag. Slet ikke for kaptajn Haddock og hans disciple, hvortil jeg i al ubeskedenhed vil regne mig selv.