Naturligvis var Hitler socialist, og socialismen er stadig farlig

Historisk uvidenhed er farlig. Skal vi undgå en gentagelse af rædslerne fra de totalitære ideologier i det 20. århundrede, bliver vi naturligvis nødt til at forstå dem. Og stadig i dag kniber det gevaldigt med forståelsen.

Forleden udtalte en journalist i radioen den selvindlysende påstand, at nazister betragter sig selv som socialister. Det ligger ikke bare i navnet ’nationalsocialisme’, men er også en fuldkommen nøgtern beskrivelse af ideologien, ligesom det i øvrigt gjaldt for Mussolinis fascisme.

Ikke desto mindre reagerede både Enhedslistens Pelle Dragsted samt en hel række journalister med vantro og vrede over påstanden. Som bekendt bekæmpede Hitler både marxister og socialister, og så kan han ikke være venstreorienteret, må vi andre nok forstå.

Virkeligheden er, at Hitler som enhver anden socialist var bekymret over den stigende ulighed og udbytningen af det arbejdende folk. Han så det imidlertid som et resultat af jødisk kapitalisme, mens den lige så jødiske marxisme udnyttede konflikten til at skabe yderligere skel. Hitler ville ikke dyrke konflikten mellem den forarmede arbejder og den velnærede arbejdsgiver, men afskaffe finanskapitalismen og på den måde opnå den store folkelige forening.

Hvor Karl Marx i Das Kapital havde en skør, pseuodovidenskabelig teori om udbytning og klassemodsætninger, havde Hitler i Mein Kampf en lige så skør konspirationsteori om, at forarmelsen skyldtes en jødisk-kapitalistisk konspiration. Marx’ teori var ren nonsens. Hitlers antijødiske konspiration var ren nonsens. Så langt er de ens. Og det skriver jeg ikke for at smitte Marx med Hitlers ondskab, men for at gøre opmærksom på, at hvor rablende det end kan forekomme, så var Hitlers socialisme et produkt af en analyse. Det er vi nødt til at erkende for at kunne bekæmpe lignende galskab i fremtiden.

Hitlers antisemitisme var ikke heller ikke mere aparte, end at den var udbredt i mange andre lande. Ikke så meget i Danmark, men så sandelig i Østeuropa, ligesom antisemitismen i datidens og nutidens islamiske verden er fuldt ud sammenlignelig med nazismens.

Udover jødekonspirationen og socialismen er racehygiejnen det tredje analytiske fundament i Mein Kampf. Den blev vi heldigvis vaccineret mod. Men det stigma, som racehygiejnen klogt er forbundet med, har betydet en fortrængning af dens rolle i datidens sociale ingeniørkunst. Den socialdemokratiske socialminister Steincke var en stor tilhænger af racehygiejne, og fik gennemført en sterilisationslov for ’åndssvage, ’ mens de svenske socialdemokrater var langt mere vidtgående. Racehygiejne hørte ganske enkelt til den progressive tænkning, fint illustreret ved, at den største venstreorienterede økonom i det 20. århundrede, John Maynard Keynes, også var direktør i British Eugenics Society (indtil 1944!).

Her er vi kollektivt blevet klogere. Men vi har bekvemt gjort datidens farlige tanker til et løsrevet Hitler-fænomen. Antisemitismen var han ikke ene om. Racehygiejnen var han slet ikke ene om. Voldsfascinationen var udbredt. Og den kollektivistiske tænkning uden respekt for menneskets ukrænkelighed var vel på det nærmeste den herskende tænkning.

Naturligvis var Hitler en slags socialist. Eller måske snarere en slags socialdemokrat. Men socialdemokratiske og socialistiske politikker bliver ikke forkerte af, at Hitler støttede dem. Det var ikke Hitlers økonomiske politik, der medførte død. Det var heller ikke hans moderne syn på økologi og vegetarianisme eller naturmedicin, der var farligt. Ligesom at hans kunstsyn heller ikke var det.

Det var jødehadet, racehygiejnen, voldforherligelsen og den manglende respekt for menneskets ukrænkelighed. Her var Hitler en (yderligtgående) del af tidsånden.

Skal vi lære af historien, er det selvsagt oplagt at frygte de samme ideologiske tilbøjeligheder i nutiden. Jødehadet i dag er ikke væsensforskelligt fra jødehadet dengang. Også i dag står jøderne står over for en konkret fysisk trussel. Men jødehaderne i dagens Danmark har heldigvis ikke indflydelse på statsmagten. Det er et fænomen for ekstremister. Det samme gælder voldsforherligelsen. Den ser vi ikke kun hos islamister, men først og fremmest på venstrefløjen. Pelle Dragsted kunne i sin ungdom nøgternt set beskrives som antidemokratisk, voldelig, uniformeret, drevet af en totalitær kollektivistisk ideologi og elitært hævet over småborgerlige overvejelser. Her er naturligvis ikke skyggen af overvejelser om det racerene samfund (til gengæld det klasserene), men eller en udpræget grad af lige præcis de ideologiske tilbøjeligheder fra nazismen, vi også bør frygte i dag. Jeg kan i øvrigt godt lide ham og i dag tager han fuldkommen afstand fra volden, men ligesom den øvrige yderligtgående venstrefløj er han blind over for sin egen fløjs slægtskab med nazismen.

Graver vi et spadestik dybere i nazismens filosofi, bør vi bemærke et mere fundamentalt fællestræk, den har med de andre totalitære ideologier fra dens tid. Den mangler moralske bremseklodser. Den er løsrevet fra historien og den herskende moral og er radikal i sit nybrud. Den forkastede nemlig kristendommen, og dermed det moralske fundament for, hvordan mennesker behandler hinanden. Det er for overfladisk at skyde på nazismens og kommunismens kollektivisme. Den antimoralske kollektivisme bygger på et fundament af sekularisme. En forkastelse af den kristne moral.

Når Gud er død, er alting tilladt. Og vi bør frygte enhver vestlig ideologi, der har forkastet sit kristne fundament. Ikke mindst de socialistiske ideologier. Uanset, hvilken af slagsen det er.

Rettet 20.11. kl. 20.41.