Venstres krise er kærkommen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

24 timer, der aldrig vil blive glemt i Venstre, skrev JP om formandsopgøret, der nåede et klimaks, bedst som jeg stod og solgte ud af gemmerne på et loppemarked. Dér havde ingen hørt om magtkampen i Danmarks vistnok liberale parti. Hvis de havde vidst, at både partihøvding og partibankmand nr. 1 netop havde trukket sig, var folk tydeligvis ligeglade. Eller også havde de allerede glemt det.

Og nu er det så mandag igen, Gud forbyde det. Twitter er fuld af selvpromoverende sludder, det samme er Facebook. Men det vil alt sammen være fortid om 24 timer.

Hans Hauge, den knarvorne litterat fra Aarhus, skrev det mest sande om weekendens politiske dobbeltmord: Vi kan takke Rasmus Paludan for Venstres krise. Havde det ikke været for ham og hans raske svende, ville Lars Løkke næppe have foreslået en SV-regering. Og så ville formanden ikke have vækket baglandets vrede og trukket næstformanden med sig i faldet.

Blomsterne kan vi således sende til Paludan.

Krisen er kærkommen. For kun en egentlig besindelse på, hvem Venstre gerne til være parti for, kan bringe partiet ud på den anden side. Vil Venstre være parti for danskerne? Eller vil Venstre fortsat agere tjener for internationale interesser, herunder EU, transnationale domstole, konventioner og migranter?

Jeg bilder mig ikke ind at kende svaret. Men jeg er heller ikke medlem. Hvad mener Venstres medlemmer mon? Hvad mener de mange, der utroligt nok har stemt på partiet?

Jeg aner det ikke.

Men jeg ved, at det haster med et svar.

For nogle år siden skrev jeg, at immigrationens konsekvenser så småt var ved at gå op for Lars Løkke, da han var statsminister, men at han blev mageligt siddende. Det var så dansk, at det mindede om Anker Jørgensen.

Jeg var i et ondt humør og tilføjede, at det ville være en hån mod såvel drenge som skolen at kalde Venstre-folkene for skoledrenge, idet de fleste skoledrenge evner at slå fra sig i nødsituationer. Næ, det var meget værre. Vi taler om voksne mennesker med magt til at at indføre asylstop og sætte indvandringen i bero. Voksne mænd med skægvækst, prostata, pensionsopsparing, børn og det hele, der svigter det land, de er sat til at beskytte.

Lige lidt hjalp det. Og nu venter vi på en ny kalif.

Jeg håber, at vedkommende vil forstå sig lidt bedre på islam, og hvad dertil hører. Når der næste gang sprænges en metro, bus eller bygning i luften i Allahs navn, trænger jeg til at vide, at både formanden og næstformanden for Venstre forstår hvorfor. At islamiske terrorister ikke har voldtaget en fredelig religion, sådan som det førhen lød fra Statsministeriet. Men at islamiske terrorister såmænd bare udfører, hvad der er rygdækning for i talrige hellige kilder, klaner og krigerisk praksis.

Og meget gerne med denne fortsættelse: Hvis vi ikke kan standse dem i deres hjemlande, så kan og skal vi forhindre dem i at vende de vestlige samfund på hovedet – og i stedet sørge for, at Danmark og resten af Vesteuropa atter en dag kan blive sikre, stærke og frie.

I stedet sagde Lars Løkke i sin nytårstale den 1. januar 2018, at hverken terror, ghettodannelse, segregering, kriminalitet og social kontrol af unge kvinder handler om religion. Skønt det gør det – også. Årtiers overvintrede integrationsproblemer handler i høj grad om religion og den sociale praksis, som islams religiøse og politiske autoriteter, klaner og familier håndhæver hver eneste dag.

Ghettoerne opstår ikke ud af ingenting – og er heller ikke knyttet til mursten – men holdes sammen af systematisk offentlig forsørgelse, muslimske normer, ritualer, uskrevne gaderegler og indgroede forestillinger om ære og skam, halal og haram, mandligt og kvindeligt. Hele problemkomplekset vokser i omfang og alvor i takt med antallet af og andelen af muslimer i Danmark og resten af Vesteuropa. Det opfattede Lars Løkke & co. som dæmonisering. For mig var det at sætte navn på problemet.

På samme måde med FN’s migrationspagt, som Danmarks borgerlige regering underskrev under Løkke til trods for talrige advarsler fra især borgerlige iagttagere. At pagten, anført af de menneskeeksporterende lande, ophøjede migration til en universel menneskeret, tilskyndte til mere migration og gjorde indvandrere til flygtninge, havde ingen betydning i Venstre.

En af konsekvenserne var som bekendt, at endnu flere migranter fra Mellemøsten og Afrika kunne forventes at søge mod nord. Aftalen øgede den trækkraft, som allerede gjorde sig glædende takket være vores åbne kasser, den moderne kommunikationsteknologi, den allerede etablerede muslimske diaspora i Vesteuropa, vestlige ngo’ers virke i middelhavsområdet og EU’s porøse grænser. Aftalen intensiverede det demografiske, sociale og økonomiske pres mod Europa.

Men Venstre var ligeglad. Er Venstre fortsat det?

I aftaleteksten blev det beskrevet, hvordan europæiske regeringer skulle slå hårdere ned på såkaldt fremmedfjendske medier med henblik på at skabe et mere positivt syn på indvandring. Alene dét burde få enhver nationalt sindet offentlighed eller regering til at vende sig mod underskrivelsen af en sådan pagt. Men ikke i Venstre. Gælder dette princip mon stadig?

Da jeg for nogle år siden mødtes med Lars Løkke Rasmussen sammen med en mindre kreds af borgerlige meningsdannere, fik jeg et fejlagtigt billede af, at statsministeren faktisk lyttede til os, de mest bekymrede borgerlige. Jeg har for længst forstået, hvor naiv jeg var. Lige siden fortsatte Venstre ud ad det multikulturelle spor, hvor grænser er noget, man taler om, mens de svækkes, fordi såkaldt international åbenhed adlydes som et mantra.

Denne form for selvovergivelse til udviklingens iboende logik chokerede mig nærmest dagligt under Lars Løkkes storhedstid, men jeg lærte at leve med den, vel vidende at den stikker dybt i den danske folkesjæl. Underkastelsen. Fatalismen. Selvmordet.

Tør man håbe på et nyt Venstre? Eller vil det fortsat ligge til venstre?