Det civilisatoriske dannelsestab bliver mere og mere spektakulært i Vesten

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et sted på det store, uformelige internet kunne man læse, at skuespilleren Gwyneth Paltrow har fået sin private bogsamling i Los Angeles kurateret af en berømt designer. Først skød jeg det hen som en vittighed. Så fandt jeg ud af, at det var sandt – og allermest sært: at der findes mennesker, der lever af at indrette og opstille bøger på reoler for rige mennesker, sådan at deres bogsamling tager sig ud på en bestemt måde. Kurateringen skal ifølge kuratoren afspejle ejerens syn på sig selv, erfaringer og drømme. Altså, lidt i stil med, hvad der skal få dig til at købe en bestemt shampoo, bil eller ferierejse. I oplevelses- og overvågningsøkonomien er også bøger blevet omdannet til produkter med kulturel og social kapital til ære for dig selv og din brandværdi.

Vantro stirrede jeg på det douche foto fra skuespillerens hjem, skønt intet længere kan overraske nogen med hensyn til noget som helst i det 21. århundrede, hvor narcissismen sætter verdensrekord hver eneste dag. Al skam er spulet borte. Selvfølgelig skal en berømt skuespiller have kurateret sin bogsamling. Især, når hun ikke har tid til at læse den.

Det civilisatoriske dannelsestab bliver mere og mere spektakulært i Vesten, ikke kun i Danmark. Engang ville man have fnyst ad en dum skuespillers latterlige forsøg på at virke litterær og dannet. I dag behandles hun som en prinsesse med adgang til alles hjerter og er kun ekstra interessant, fordi hun har en matchende bogsamling. Bøger, blomster, møbler, sko, tasker, tøj, parfume, ingen forskel.

Hvad er en bog? En ting eller noget mere og andet? Tænk, jeg hælder mod sidstnævnte. Bøger – og her tænker jeg først og fremmest på romaner og faglitteratur – rummer en mulighed for dannelse ved at pege hen på noget andet end én selv. Andre personer, konflikter, horisonter, epoker, verdener.

Desuden gør bøger modstand, kræver koncentration. Man skal ind i dem, som vi siger til vores børn, før de fælder dom, tilegne sig dem for at få et forhold til mere end sig selv.

Bøger tager sig betalt i tid. Men bøger kan ændre dig og former, når de er bedst, forståelsen for det almene i tilværelsen. De hjælper dig ikke med at realisere dig selv, sådan som kravet har været med tiltagende styrke siden 1968, heller ikke med at blive unik, attråværdig, instaworthy – eller som tidens multikulturelle venstrefløj formulerer det i forsvaret for børns ret til juridisk kønsskifte – med at blive den bedste version af dig selv. Dannelse rummer derimod en fortabelse og lærer dig at lære af andre, før du forsøger at være original. Bøger fremmaner det generelle i dig selv. Du er sandsynligvis ikke specielt speciel. Du er et menneske placeret i en bestemt tid og et konkret sted, hverken mere eller mindre.

Sådan spiller den amerikaniserede kulturindustri imidlertid ikke. Her er vi alle unikke. Hollywood elsker den myte og spytter film efter film ud med det liberalt-mangfoldige budskab. Det er en af grundene til, at vi læser færre bøger og romaner – bortset fra krimier, som er litteraturens svar på CO₂. Vi drukner i billeder, kendisser og store øjeblikke, men fattes ord, der holder mere end en sommer.

Vi tror ikke længere, at vi har brug for rigtige bøger og nøjes derfor med den øjeblikkelige nutid. Vi er os selv nærmest, ikke alene privatøkonomisk, men endnu mere sigende: imaginært. Vi forestiller os en verden, hvor vi skal gøre en forskel, hver og én, og er man først ramt af denne tidstypiske selvforblindelse, kan det være uudholdeligt at gå på arbejde, sidde ved kassen i Netto eller opdrage poderne til at lave lektier og rydde op på deres værelse.

Vi må være skabt til noget større, og forventningen herom får os til at hungre efter mere. I virkeligheden gør sulten os mindre. Vi glemmer det generelle: at vi kom til verden ufortjent, at livet er en gave, og at vi må forvalte det så godt som muligt uden at glemme, at vi kan være nogle dumme svin – og forresten skal dø en dag.

Pointen er, at bøger er langt mere end dekoration og scene for overklassen, og at især vi borgerlige i mange år har svigtet at tale om dannelse. Bøger skal ikke udstilles, men læses, fordøjes og diskuteres og meget gerne kritiseres. Når de lykkes, forbinder de nogle af de individuelle prikker i singulariteternes verden med streger, sådan at et større og mere alment billede tegnes op. Men det kræver, at de får plads hinsides æstetiske, politiske og kommercielle hensyn. Som åndsprodukter, ikke udstillingsgenstande. Her lurer et opgør med skuespillernes tid.