Hvis humaniora visner helt bort: Danmark bliver dummere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I det meget omtalte interview i Berlingske tidligere på måneden, som bragte næstformand Kristian Jensen i fedtefadet i Venstre, fremkom han med mindst én fornuftig udtalelse. Det var i et afsnit af interviewet med borgerlig selvkritik. Han sagde: »Der har været en holdning om, at de uddannelser, som ikke er rationelle, skal skæres ned. Men det kan jo godt være, at vi skal have dem alligevel af kulturelle grunde.«

Kristian Jensen nævnte i den forbindelse særligt »de små sprogfag« og »humaniora i bred forstand«. Udsagnet sættes i relief af de seneste optagelsestal til universiteterne, hvor tilgangen til det humanistiske område faldt drastisk. Det er en konsekvens af en talen humaniora ned, fra snart sagt alle sider, ikke mindst politisk, ligesom erhvervslivets organisationer i årevis har kørt kampagner for at drive studerende væk fra området, hen i retning af noget, der kunne aflæses på bundlinjerne.

Den begrædelige økonomiske situation på universiteterne har gjort sit til humanioras krise – den håbløse taxameterordning, som givetvis betyder, at det faglige niveau falder, for hvis et presset område lever af, at der kommer flest muligt igennem, må det få negative konsekvenser. Desuden har grønthøsterbesparelser virket relativt hårdt på det humanistiske felt, som har svært ved at tiltrække private fondsmidler.

Men humaniora må også gribe i egen barm. Der er sket sære skævvridninger af fagligheden, hvor man har set sig nødsaget til at løbe efter tidsånden med alle mulige “postmodernistiske” knæfald for identitetspolitikken og lignende opvartninger af selvrealiseringskulturen, fremfor at holde blikket fast på kerneydelsen med dyrkelsen af den humanistiske tradition og sprogfærdighederne.

»Jeg har på mit studie hverken læst Pontoppidan, Martin A. Hansen eller Martin Andersen Nexø. Til gengæld har jeg læst Judith Butlers “Gender Trouble” i tre forskellige kurser. Det er såkaldt queer-teori, der har som mantra, at køn er en social konstruktion. Så skal vi for eksempel analysere kønsrollers iscenesættelse i digte og noveller og diskutere, hvad dette har af betydning for vores forståelse af kønsidentitet,« skrev en kritisk danskstuderende, August Toftgaard Madsen, for nylig i Kristeligt Dagblad.

Det er håbløst. Jo mere humaniora adresserer tidsånden, jo mere overflødiggør området sig. Det går ud over rekrutteringen af talent. Der hersker »en trist mangel på dygtige, inspirerende formidlere blandt de fastansatte humanistiske forskere, der grundet krav om udgivelser i peer-review-tidsskrifter er mere interesserede i deres lille frimærke af et forskningsfelt end i at formidle og skabe begejstring for humaniora i det øvrige samfund«, skrev Søren K. Villemoes i Weekendavisen.

Det positive ved Kristian Jensens udmelding var, at det ikke handlede om det humanistiske arbejdsmarkeds elendighed, men om den kulturelle nødvendighed. Det ville dog ikke skade, hvis der var job bagefter, så måske de lidt færre humanistiske studerende, men så til gengæld et grundbeløb uden om taxameteret til de humanistiske grundfag, til fastholdelse af en dækkende bemanding. »Vi lever i en tid, hvor nyttefilosofien hersker, men resultatet bliver fastfood. Humaniora viser resultater over tid, fordi vi er helt inde og arbejde med, hvad det betyder at være menneske, hvilket liv vi vil leve, hvordan samfundet skal være, og hvordan vi skal møde resten af verden. Jeg er faktisk helt sikker på, at demokratiet er i fare, hvis vi ikke har en stærk humanistisk dannelse,« siger Lykke Friis.

Det kunne jeg ikke sige bedre.