Deleøkonomi bliver ikke muligt med den kommende socialdemokratiske regering

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Deleøkonomi og fintech er ord, som stille og roligt har fundet indpas i det danske ordforråd. Vi har set mange eksempler herhjemme på ny økonomi og afarter heraf. Personligt synes jeg, det er voldsomt imponerende, når nye virksomheder med nye tanker tilbyder deres produkter, og jeg tror, at vi i de næste mange år vil se flere nyskabelser i andre lande, men Danmark viger de nok uden om.

Hvorfor så det? Lad os tage nogle eksempler. Crowdfunding har ikke vundet indpas i Danmark endnu i modsætning til f.eks. i England, hvor staten kræver, at banker, som siger nej til et lån, skal foreslå alternative finansieringskilder. På den måde ”kvæles” nye initiativer ikke i England, men det sker dagligt i Danmark.

Da Uber kom til landet, blev det straks udskammet af danske venstrefløjspolitikere, inden retten havde talt. Københavnerne var vilde med Uber, men ikke politikerne, som mente, at man ikke kunne transporteres i bil, uden at der eksempelvis var en sædeføler i sædet, hvorfor Ubers biler bl.a. ikke kunne godkendes.

Det nyeste skud på stammen inden for transportbranchen er løbehjul, som bl.a. kan lejes i København og Aarhus samt mange andre byer. Det er kommercielle selskaber, som tilbyder, at man kan leje et elløbehjul og fragte sig fra A til B og derefter stille løbehjulet. Jeg har selv lejet løbehjul flere gange, og det går fint at komme gennem trafikken og koster ca. det samme som en busbillet, så hvorfor ikke vælge en transportform, hvor man ikke skal gå fra stoppestedet til sin slutdestination? Tager man løbehjulet, kan man stå af præcis ved destinationen. Københavns Kommune har med det ene krumspring efter det andet forsøgt at skræmme udbyderne væk, for ifølge Socialdemokratiet i København er det altså ikke offentlig transport, og nu har Københavns Kommune immervæk investeret 100 mio. kr. i deres eget selskab Bycyklen, som de frygter lider døden i konkurrence med løbehjulene. Så kommunens løsning er: Lad os kun give tilladelse til 40 løbehjul i hele Københavns middelalderby. For indeværende er der altså allerede over 1.000 løbehjul, som bliver flittigt brugt.

Enkelte røde politikere har også kunnet se, at denne beskyttelse af Bycyklen i København måske kunne give bagslag, så derfor har de fundet et nyt argument. Det er selvfølgelig trafiksikkerheden, fordi løbehjulene kan køre 20 km i timen. Hvis det virkeligt var et problem, skulle kommunen jo blot bede udbyderne om, at løbehjulene eksempelvis ikke må køre mere end 5 km i timen i gågaden (det kan sættes op elektronisk), men den vej vil kommunen heller ikke. Et tredje argument er dernæst, at de 1.000 løbehjul fylder en del, og det medgiver jeg, at de gør, men tænk, hvis borgerne tilvælger at bruge delecykler/-løbehjul, så vil antallet af cykler jo også falde, og der vil dermed blive mere plads. Og det er vel mere ressourcebesparende, at vi alle deles om transportmidlerne, så de røde politikeres aversion mod elløbehjulene kan jeg slet ikke begribe.

I min bog skal vi gribe de muligheder, som private virksomheder udbyder, og jeg vil personligt ikke gøre mig til herre over, om borgerne i København skal bruge et elløbehjul eller en cykel. Personligt har jeg taget et elløbehjul, når det skulle gå hurtigt til slutdestinationen, og jeg ikke var i nærheden af min egen cykel. Men sådan tænker de røde politikere på Christiansborg ikke, for ellers ville de ikke kun tillade 40 elløbehjul i Københavns middelalderby.