Det røde kabinet: Hvad er der egentlig flertal for?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Morten, Mette, Pia og Pernille står og kigger på udstillingsvinduet til den store legetøjsforretning. Øjnene stråler af begær. Alle har de fået øje på specielt deres yndlingslegetøj i vinduet. Der er ikke angivet nogen pris på varerne.

Børnene fortaber sig i hver deres fantasi om at erhverve det attråede yndlingslegetøj.

Efter nogen tid bevæger de tre piger sig hen til døren til legetøjsforretningen.

»Hov, stop,« råber Morten til pigerne. ”Hvor mange penge har I med?”

»Penge?«

Pigerne ligner store spørgsmålstegn.

»Ja, I skal da tjene pengene, før I kan give dem ud!«

Pigerne ryster overbærende på hovedet. »Vi har da ingen penge. Det er ikke nødvendigt. Der står jo ingen pris på legetøjet,« siger pigerne fornøjede.

»Men I kan da ikke købe uden at have penge,« fastholder Morten.

»Jamen, når man ikke kan se prisen, er det jo fordi legetøjet er gratis,« siger pigerne og fortsætter ind i butikken.

Morten råber: »Der er intet i denne verden, der er gratis, og jeg vil altså ikke være med til anskaffe alt det legetøj, hvis ikke I har penge til at betale med. Hvis I køber på klods nu, bliver det meget dyrere senere.«

Pigerne fortsætter ind i butikken. Morten vender ryggen til og går.

Fortællingen er henlagt til en legetøjsbutik. Men i virkeligheden foregår den på Christiansborg på den kongelige undersøgers, Mette Frederiksen, kontor.

Under hele valgkampen og selv efter, at valgresultatet er gjort op, har pigerne alene været optaget af bruge løs fra den store gavebod, som om valgløfterne var gratis at indfri.

Det røde kabinet har ikke på noget tidspunkt seriøst beskæftiget sig med, hvor pengene til at finansiere alle valgløfterne, skal komme fra.

Morten og før ham Margrethe og endnu tidligere andre radikale ledere har altid stået for det synspunkt, at pengene skal være til stede, før man kan give dem ud.

De radikale ledere har helt tilbage til Schlüters tid ført økonomisk politik sammen med borgerlige-liberale regeringer, også selv om de f.eks. som i 1980’erne har været dybt uenige om noget så vigtigt som sikkerhedspolitikken. Størstedelen af det nuværende vælgerkorps havde valgret ved valget i 1988, der mundede ud i en K-V-R-regering. Mange husker også R-V-K-regeringen fra 1968.

Historien er god at gæste. Den viser, at der ikke findes nogen naturlov, der sikrer, at de radikale mandater uden videre kan tælles med hos et rødt kabinet.

Valgets tale er klar. Vælgerne har samlet sig om de fire gamle partier, A, B, C og V. Både Venstre, De Konservative og De Radikale er gået markant frem ved valget i onsdags.

Henregner man SF til de gamle partier, udgør de fem gamle partier 133 mandater. I forhold til sidste valg er der flyttet 35 mandater ekstra til disse partier. Vælgerne har tydeligvis søgt hen imod de gammelkendte partier.

Kun et fåtal af vælgerne har eksperimenteret med at sætte deres kryds hos yderfløjene eller hos nyere partier. Denne klare tendens må også Mette Frederiksen, der ikke selv har formået at skabe fremgang til Socialdemokratiet, respektere.

Hvis det brede politiske ønske om både at opnå en forbedret velfærd og en klimapolitik, der batter, skal opnås, kræver det mange, mange penge.

Der er ingen vej uden om. Pengene må være til stede, før de kan gives ud.

Større indtægter til staten skal hentes ved et større arbejdsudbud og dermed ved større indtjening i de produktive erhverv.

Det kommer selv den kongelige undersøger til at erkende.