Hvem skal nu betale for de mange valgløfter?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark fester i morgen. Vores grundlov har fødselsdag. Vores demokrati fejres med møder rundt i det ganske land.

Men i år benytter vi også grundlovsdag til at gå til stemmeurnerne og sammensætte et nyt Folketing. Men hvad skal vi stemme?

Der er ikke grænser for den gaveregn, der i valgkampen er skyllet ned over vores hoveder.

Men kan det virkelig passe, at Danmark pludselig har fundet en guldåre i den danske muld? Kan det virkelig passe, at borgerne ganske gratis kan modtage disse milde gaver som f.eks. tidligere pension til en udefineret gruppe af nedslidte? Kan det passe, at der pludselig er råd til at bygge hospitaler i nærområderne og oprette politistationer i hver eneste kommune?

Det forekommer mig, at løfterne har været flere og større end ved tidligere valg.

Men ikke nok med det.

Løfterne fra rød bloks statsministerkandidat, Mette Frederiksen, har hele vejen igennem haft det kendetegn, at der ikke er sat pris på løfterne. Om Enhedslisten ved vi dog, at de vil tage pengene fra de såkaldte rige.

Om blå blok, der alle dage har været bedst til at passe på pengene, ved vi, at der altid føres en erhvervspolitik, der skal give virksomhederne mulighed for større indtjening. Blå blok, hvortil De Radikale i denne forbindelse skal henregnes, fører politik ud fra devisen, at skal den offentlige sektor forøges, så skal kagen først gøres større.

Det er virksomhederne, der tjener pengene. Og der kan i sagens natur ikke gives flere penge ud, end der tjenes, medmindre de hårdt plagede skatteborgere igen skal betale eller bunden slås ud af statskassen til skade for kommende generationer.

Det helt store spørgsmål er stadig: Hvad vil Mette Frederiksen?

Mette Frederiksen har været lige så åbenmundet om sine vidtløftige valgløfter, som hun har været tavs om, hvem der skal betale regningen.

For der ligger jo en kæmperegning og venter, hvis Mette Frederiksen skal indfri sine løfter over for vælgerne. Dertil kommer enorme udgifter til en nødvendig klimapolitik.

Mette Frederiksen, der ønsker nøglerne til Statsministeriet, nægter stadig at fortælle, hvem der skal betale de store regninger.

Intet er gratis. Og da Mette Frederiksen ikke har haft lyst til at fremføre nogen politik, der kan give større indtjening i erhvervslivet, er det borgerne, der kommer til at betale. Enten ved højere skatter i morgen eller ved at vælte gælden over på den opvoksende ungdom.

Vi går til valg uden at kende statsministerkandidatens svar: Hvad er det, vi i fremtiden skal give afkald på, fordi vi gennem forhøjede skatter skal betale for Frederiksens overbudspolitik?

Valgkampen har i meget høj grad drejet sig om Socialdemokratiets strøm af nye løfter. Men når statsminister Lars Løkke Rasmussen under statsministerduellerne er trængt ind på Mette Frederiksen for at få svar på, hvordan regningen skal betales, har Mette Frederiksen ikke haft svar.

Dog tog Mette Frederiksen under den sidste duel en lille elpære op af lommen. Man måtte forstå på dette for en statsministerkandidat ganske useriøse stunt, at prisen på denne lille pære alligevel nok ville stige.

Det er værd endnu en gang at overveje, hvem man tør betro sin stemme.

Er det til en statsministerkandidat, der ikke tør stå ved, at borgerne selv kommer til at betale for de afgivne løfter, eller er det mere sikkert at betro stemmen til dem, der altid holder hus med vores penge?