Nationalkonservativ kulturpolitik, der bygger os op, risikerer efter valget at blive revet ned

I denne bedrøvelige valgkamp, hvor de indvandringskritiske bruger det meste af tiden på at angribe hinanden, mens åbne-grænser-fløjen tordner frem i meningsmålingerne, er det værd at fremhæve et andet spørgsmål. Kulturen. Den nationale.

Hvordan vil det gå det med den under en S-ledet regering?

Henrik Sass Larsen har ikke lagt skjul på, at han ønsker at barbere kulturen, lige så hårdt som Mogens Jensen drømmer om at ensrette folkekirken. Sass Larsen har jo nemlig udtalt, at der bliver brugt for mange penge på biblioteker, hvor der ifølge ham »snart ikke kommer nogen mere«. Derfor skal der skæres i tilskuddene til bibliotekerne og til »klassisk musik og alt muligt andet«.

Mindre finkultur, mere fladpandethed. Det er kulturvisionerne fra det nok kommende regeringsparti.

Og man skulle så tro, at alle på parnasset ville rette deres vrede mod Sass Larsen, når han på den måde optræder som ”kulturtosse”.

Men visse ting ændres aldrig. Så det var selvfølgelig ikke Sass Larsen, der for nylig fik påhæftet mærkaten ”kulturtosse”, men derimod DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen.

For vel er DF muligvis blevet mere accepteret med tiden, men partiet er stadig rituel skydeskive fra folk på parnasset. Der er stadig for meget ”halbal” over partiet, som en konservativ kommentator skrev.

Her var det en af Jyllands-Postens efterhånden mange blegrøde kommentatorer, journalisten Reimer Bo Christensen, der brugte en hel klumme på at himle op over Ahrendtsen, fordi kulturordføreren havde tilladt sig at kritisere klatmaleri og ”atonal pling-plong-musik” og foreslå ændrede optagelseskrav til bl.a. Kunstakademiet.

Stor forargelse!

Kulturpolitikere skal bare levere penge til kunsteliten og så i øvrigt ellers holde deres kæft, ellers er de ”totalitære”, som samme Reimer Bo knap så kløgtigt anklagede Ahrendtsen for at være (læs Ahrendtsens svar her).

Det interessante i denne sag er ikke Reimer Bos forudsigelige udmelding, men noget andet.

Nemlig at det i det seneste år faktisk er lykkedes Ahrendtsen stille og roligt at formulere en klar nationalkonservativ kulturpolitik – og at få dele af den gennemført.

Her blot et par sager: DF’s medieudspil, der førte til en markant beskæring af DR, sikring af Vikingemuseet i Roskilde; penge til samt fejringen af Dannebrogs 800-års jubilæum og af genforeningen næste år; forslag om kontant styrkelse af kulturarven ved at lade penge fra lotto tilflyde fortidsminder og historiske bygninger samt et tiltrængt opgør med ”navlepillende kunsterne”.

Og der er vel at mærke en rød tråd i de mange initiativer. Kultur skal ikke bare være en hobby for en lille narcissistisk klike, men noget, der skal opbygge os som nation: »Vi bliver nødt til at have noget at stå på for at kunne stå op mod de farer, der er. Tabet af frihed, indpas af islam og socialismen. Kultuen skal genrejse Danmark.«

Det var Mads Holger, der i sin tid kritiserede indvandringskritikerne for at forsømme opbygningen af vores egen kultur for i stedet konstant at kritisere indvandring og islam.

Faktisk leverer DF her en kulturpolitik, som ville have behaget salig Mads Holger – selv om han sikkert ville have haft vanskeligt ved at indrømme at ”halbal”-partiet faktisk også forsvarer finkulturen. Og vel at mærke gør det uden at give afkald på den islamkritik, der aldrig må forsømmes.

Folk som den speedsnakkende mediedarling Knud Romer forsøger selvfølgelig at sætte Ahrendtsen i bås med politikere, der tror, at ”wienerklassicisme er wienerbrød”.

Ak ja, hvis man kender lidt til Ahrendtsen, så ved man, at han sandsynligvis er mere fortrolig med wienerklassikerne end Romer selv.

Men lad nu bare Romer have sin fordomme i fred. Uden dem ville ingen journalist jo gide ringe til ham mere.

Værre er det, at det, der her er blevet opbygget, risikerer at ligge i ruiner efter valget. De nationalkonservative ser ud til at ville straffe det parti, der ellers har gjort mest for at føre nationalkonservativ kulturpolitik.

Kulturkonservative islamkritikere vil hellere belønne de politikere, der kommer med vilde, uopfyldelige løfter, end støtte dem, der har knoklet for at levere rugbrødsarbejde og resultater.

Resultatet bliver, at når vi endelig har et kvalificeret nationalkonservativt bud på kulturpolitik, så vender alle de nationalkonservative tommelfingeren nedad på valgdagen.

Hvor klogt er det?