Nej, jeg er ikke en iskold egoist, fordi jeg stemmer blåt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Flere har op til valget spurgt mig, hvad jeg egentlig stemmer på. Jeg er ret åben om mine blå tendenser, men det afføder ofte de mærkeligste og, synes jeg, ret stereotype reaktioner fra især kvinder om, at jeg da må være et bedre menneske end det. Som om det at høre til i den blå lejr i sig selv gør mig til et dårligere menneske, til en, der ikke vil fællesskabet, og til en, der mener, at de svage og udsatte i samfundet skal klare sig selv.

Men sådan forholder det sig altså ikke. Så til alle jer, der reagerer med skrækslagne kommentarer, tager vi den lige en gang til for prins Knud. Jeg er ikke en iskold egoist, der kun går op i skattelettelser og rent ud sagt vil skide miljøet en lang march. Det er en smule mere nuanceret end det.

Den personlige frihed og det forpligtigende fællesskab er for mig essensen af det moderne danske demokrati. Staten, kommunerne eller det offentlige er til for borgerne og ikke omvendt. De ressourcer, som vi i fællesskab skraber sammen til systemet, bruges primært på at hjælpe dem, der har allermest brug for det, de svage og udsatte i samfundet, de syge, handikappede, børnene, de unge og de ældre.

Og ja, alle vi andre skal dybest set klare os selv. Hvilket langt de fleste da også gør. Selvfølgelig skal vi have en stærk offentlig sektor, men den virker efterhånden som en selvstændig teknokratisk organisme, der bare skal fodres med flere og flere penge for at holdes i live. Det offentlige skal ikke være barnepige for borgerne, og pengene skal ikke bruges på at fortælle os, hvordan vi skal opføre os, og hvordan vi bedst lever vores liv. Hvis man har lyst til at gå hjemme og være sammen med sine børn i nogle år, så gør man da bare det, hvorfor stikker vi dem ikke de penge, det ellers ville koste at sende børnene i institution? Det ville da gøre det nemmere for folk at tage den beslutning. Omvendt så skal vi da også bakke op om dem, der vælger at gå på arbejde og bidrage til samfundet, ved at skabe de bedste rammer for børnehaver og vuggestuer.

Hvis man drister sig til at sige, at det vel ikke kun handler om at ansætte flere og flere sygeplejersker, pædagoger eller sagsbehandlere i det offentlige, men at det også handler om at turde udfordre systemet, så vi kan arbejde smartere, få mere velfærd for pengene, så er man et hjerteløst menneske og helt uden forståelse for, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

Jeg oplever hver dag private virksomheder, der er tvunget til at genopfinde sig selv på alle planer for at gøre sig fortjent til kundernes penge. Hvis man kan det i det private erhvervsliv, må vi da også kunne i det offentlige.

Jeg vil gerne gøre op med tankegangen om, at vi alle skal have præcis den samme behandling, som så ofte ender med at være præcis den samme middelmådige behandling. Hvorfor skal alle, der sætter børn i verden, absolut have en børnecheck, uanset om vi har brug for det eller ej? Hvorfor ikke give nogle flere penge til dem, der af alle mulige årsager har mest brug for det, i stedet for at tvære et eller andet beløb ud over alle, der tilfældigvis sætter et barn i verden. Det giver jo ingen mening.

Langt de fleste anerkender f.eks., at jobcentrene i landet er ineffektive og slet ikke lykkes med at få folk i arbejde. Alligevel bruger vi halvanden milliard på det system om året uden at få værdi for pengene. Vi bliver da nødt til at genopfinde det system og ikke bare kaste penge efter noget, der bevisligt ikke virker.

Det er nærmest en dødssynd at påpege, at det er virksomhederne og de folk, der arbejder i dem, der skovler penge ind til statskassen, så de kan blive brugt til alles bedste. Derfor er det vel også rimeligt, at vi diskuterer de rammebetingelser, som vi sætter for det private erhvervsliv, så både ejerne og dem, der arbejder i virksomhederne, bliver ved med at synes, at det er ok at aflevere kassen i skat og afgifter til det offentlige hvert år.

Så til alle jer, der er helt oppe i det røde felt, så tror jeg egentlig, at jeg vil nogenlunde det samme som jer – vejen derhen er bare forskellig.