Den borgerlige stemmeguide

Lad mig begynde med at afsløre, hvilke borgerlige partier jeg hidtil har stemt på. Det er nemlig de fleste. Jeg har både stemt på Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti og kunne også let have stemt på Liberal Alliance, hvis jeg boede i en anden del af landet. For det er aldrig partiet, jeg har stemt på. Inden for hvert parti spænder holdningerne så vidt, at det er svært meningsfuldt at tale om, hvad du får, hvis du stemmer på et parti. Derfor har jeg altid stemt personligt, og som udgangspunkt er det dovenskab at gøre andet. Ved dette valg er det anderledes, men det kommer jeg tilbage til.

Så hvem skal man som borgerlig stemme på til folketingsvalget? Det kommer an på, hvor du bor:

Københavns Storkreds

På forunderlig vis er det lykkedes De Konservative at samle hele tre konservative klummeskribenter til samme lille kreds. Nikolaj Bøgh, der skriver klogt og umodigt om manglende borgerlig ånd, men har cirka lige så meget vælgertække som Istedløven, Marie Høgh, der arbejder klinisk og determineret på at blive den nye Kathrine Lilleør, og unge Caspar Stefani, der lige nu er på Hærens Officersskole, men ikke desto mindre netop har indleveret sit speciale i statskundskab. Han er også én af de drivende kræfter bag den konservative satireside Hårdt mod styrbord. Det er forrygende godt begavet: for én gangs skyld noget konservativt med tænder! Skal man stemme konservativt, bør stemmen utvivlsomt gå til Caspar Stefani. Men kender jeg de sammenfaldne konservative vælgere ret, bliver det en bovlam kandidat som Helle Bonnesen, der vinder mandatet.

Men også Dansk Folkeparti stiller med en stærk kandidat. Faktisk er Martin Henriksen nok den politiker på Christiansborg, der har gjort mest godt for Danmark i sidste valgperiode – både ved forhandlingsbordet og som meningsdanner. De fleste dygtige politikere er blevet dygtige uden for Christiansborg, men han er et eksempel på én, der blevet dygtigere på alle fronter af at være på Borgen. Han er næppe den store folkeforfører, men ellers er han lige nu det stærkeste bud på en ny formand for det iltsvindende parti.

Hvis der noget, man virkelig skal glæde sig over, er det, at Venstre har valgt at samle mange af sine mest håbløse kandidater i samme kreds. Her er 1990’er-liberalister for fuld udblæsning med Martin Geertsen, Jan E. Jørgensen og Tommy Ahlers. Geertsen har slået sig op som københavnerstemmen mod udflytning, hvilket er åbenlyst patetisk. København bliver kun en bedre by af at få flyttet nogle statslige arbejdspladser ud. Der er ikke engang brug for flere mennesker. Tænk bare på det afskyelige nye nordhavnskvarter. Nej, for Geertsen handler det mest om identitetskøbenhavneri (han er slet ikke fra København, men fra Lolland!) og ikke så meget om reel omsorg for byen. Ahlers er sendt i kredsløb af partitoppen, fordi de tror, at han er tilstrækkelig tv-smart til at appellere til de kulturradikale bykvinder (som alligevel aldrig kommer til at stemme på partiet) med det fantastiske budskab, at vi skal have højt kvalificerede talenter fra udlandet til en månedsløn på 29.000 kr. Danmark er allerede fuldkomment åbent (og godt for det) for reelt kvalificeret arbejdskraft, men det passer selvfølgelig dårligt ind i fortællingen om landet, der lukker sig om sig selv og bla bla bla. Jan E. Jørgensen mener i virkeligheden bare det samme som hovedparten af den ideologisk forstenede folketingsgruppe, men vil være i stand til at få et godt arbejde uden for politik og har derfor mere mod til at brokke sig.

Nogen kunne mistænke Nye Borgerliges kandidat, den celebre rigmand Cherif El-Ayouty, for at være en utroværdig lykkeridder. Han har for mange år siden forsøgt at blive kandidat for Dansk Folkeparti, ligesom han forsøgte sig med en skrap islamkritisk profil i Liberal Alliance. Nu har jeg tilfældigvis (vi trænede blandt andet det samme sted) talt en del med ham i løbet af de sidste 10 år, og hans holdninger er de samme. Han er højt begavet, dybt bekymret for Danmark og fuldstændig reel. Hvis jeg boede i København, ville jeg stemme på ham.

Københavns Omegns Storkreds

Hvis man er den strategiske type, der håber, at ens stemme også teknisk set gør en forskel, så bør man overveje DF’s Kenneth Kristensen Berth. Han er én af de få personer i partiet, der kan tænke, og som partiledelsen rent faktisk lytter til. Han kan let ende med at ryge ud af Folketinget til fordel for den kosmisk ligegyldige Mikkel Dencker, der er én af dem med en masse familiemedlemmer i partiet. Dansk Folkeparti har brug en ny kurs, og de har brug for sådan en som Kenneth Kristensen Berth til at udtænke den.

De Konservatives Rasmus Jarlov er selvfølgelig et oplagt valg. I mange år har han været én af de vigtigste kulturkrigere og er gået forrest mod både islam og den voldelige venstrefløj. Men han har mildest talt ikke gjort meget væsen af sig i denne valgperiode. Måske har han været med til at bekæmpe de utrolige dumheder, som partitoppen hos K utvivlsomt har forsøgt at sælge, men det er ikke noget, vi andre har hørt om. En stemme på Jarlov må være en stemme på, at han finder sin gamle kulturkampgejst tilbage.

Nye Borgerlige stiller ret bemærkelsesværdigt (og underligt!) med to af deres bedste kandidater her. Jeppe Juhl er en fantastisk paria i journalistkredse, fordi han er indehaver af både en Cavling-pris og et oppositionsmedie. Det er dog ikke gået så godt med det sidste, men ingen tvivl om, at Jeppe Juhl kan gøre en stor forskel. Anahita Malakians blev verdenskendt som folketingskandidat for Venstre med sin Over 100-kampagne. Den har jeg ikke rigtigt noget godt at sige om, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at det vil være vigtigt for Danmark at få hende i Folketinget. Ligesom med El-Ayouty kan jeg fuldstændig bekræfte hendes reelle intention om at gøre en forskel for Danmark, og jeg var selv i debat med hende på Radio24syv sidste år mod en masse venstreorienterede. Hun har nu fundet det helt rigtige parti.

Selv om jeg er virkelig træt af Venstre for tiden og nok ikke kunne finde på at stemme på partiet, uanset hvem de stiller op, må man give dem, at Mads Fuglede er en ret fantastisk kandidat. Han mener alt det rigtige og er samtidig bysmart nok til, at de lytter til ham i partiet for komplekserede bønder. En stemme på Venstre er selvfølgelig også en stemme på en masse gyselige kandidater såsom Karen Ellemann, som jo nok tager mandatet. Hun er alligevel også typen, der skrider, lige så snart de ringer fra Red Pandaen.

Nordsjællands Storkreds

I Nordsjælland er der det store showdown mellem Morten Messerschmidt og Nye Borgerliges Mette Thiesen. Men i modsætning til tvekampen mellem Thulesen Dahl og Pernille Vermund er der her tale om to fantastisk stærke kandidater. Thiesen er blevet lidt af et hadeobjekt for segmentet af liberale mediemænd uden hverken intellekt eller integritet, og det siger selvfølgelig noget fantastisk godt om Thiesen, at hun har fået dette usle slæng på nakken. Messerschmidt er vingeskudt og har længe været temmelig anonym, men er også et bud på én, der i formandsstolen kunne løfte sit parti og gøre en uvurderlig forskel for Danmark.

Hvis man absolut skal stemme Venstre her, bør stemmen falde på Anna Libak. Hvis vi er heldige, kan hun slå Claus Hjort Frederiksen, og hvis der skal ruskes op i partiets betonblok af levebrødspolitikere, er der brug for nogen udefra, der kan tænke selv og tør tale højt. Anna Libak kunne potentielt gøre en stor forskel for dette sten-på-marken-døde parti.

Man må for Guds skyld ikke stemme på De Konservative og den håbløse Mette Abildgaard.

Sjællands Storkreds

Der er noget fantastisk ved, at Naser Khader har taget en kandidateksamen i teologi, og han er fortsat en eminent kulturkriger. Han har forstået, at det måske mest afgørende i kulturkonflikten består i forholdet mellem islam og kristendom, og fejrede beundringsværdigt og offentligt for nylig sin søns konfirmation. Khader har altid fortjent en stemme, således også denne gang.

Både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti stiller i Sjællands storkreds med deres næstformænd i form af Peter Seier Christensen og Søren Espersen. Begge har som næstformænd været ret anonyme og en stemme på dem er dybest set en stemme på de to partiers officielle kurs. Og her er det ikke stort formildende, at Søren Espersen i tidligere valgperioder har gjort det glimrende. Ligesom sit parti er han desværre forstenet, og det bliver ikke herfra, DF får sin livskraft tilbage. Peter Seier er heller ikke særligt synlig, men han er til gengæld den loyale, stabiliserende mand i et parti fuld af livskraft og vilje. Han er indlysende det oplagte valg.

En del af mine gamle venner fra (paradoksalt nok) Venstre er begejstrede for Liberal Alliances Laura Lindahl. Hun er dog mest kendt for at mene, at kvinder skal dæmpe deres parfume af hensyn til muslimske mænd under ramadanen, og at vi skal have skattelettelser, så hun har råd til at få ”nogle store silikone-babser”. Som Mads Holger lakonisk omskrev de liberales motto: ingen grænser, store kasser. Der er noget med de liberale og dårlig smag.

På Sjælland stiller Venstre også med sit absolut stærkeste kort, nemlig greve-krigsveteransbankmanden Marcus Knuth. Han er en torn i øjet på det provins-Venstre, der kævler om internationalt udsyn, og mod at Danmark ”lukker sig om sig selv”. I modsætning til dem har han rent faktisk set verdenen udenfor og ved, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad vi skal værne om. Han er stolt af Danmark og skammer sig ikke over det. Kristian Jensens bud på internationalt udsyn er udbringning fra en sushirestaurant i Herning, hvor man kan føle sig som verdensborger uden at forlade matriklen.

Fyns Storkreds

På Fyn er kandidatfeltet mildest talt svagt. Man må næsten måbe, når man kigger ned ad listen hos V, K og LA. Hos Liberal Alliance aner jeg faktisk ikke, hvem en eneste af dem er. Nå ja, men jeg ved da så meget, at man skal holde sig langt væk fra Lars Christian Lilleholt. En karrierepolitiker af den pureste slags med fortid i ungdomspolitik og minister på grund af loyalitet frem for kompetencer (det er i øvrigt helt almindeligt). Mai Mercado har også været i politik siden barnsben og er meget sød, men slet ikke relevant. Iranske Roya Moore er til gengæld ikke uinteressant, men jeg har ikke hørt nok fra hende til at turde give en anbefaling.

På Fyn er landspolitik også lokalpolitik, og så bliver kandidaterne derefter. Heldigvis har øen også fostret en enkelt lysende stjerne. Danmarks eneste rigtige kulturpolitiker, Alex Ahrendtsen, er ene mand gået imod den samlede blok af indspiste, dovne pseudoprovokatører på kulturparnasset og har sat en opbyggelig kulturpolitisk dagsorden, hvor kernen er formidling og bevaring af dansk kulturarv. Selv hans fjender har anerkendt ham som den klart dygtigste kulturpolitiker. Det er ret enestående og er et eksempel på, at enkeltpersoner virkelig kan gøre en forskel i politik. Og tag ikke fejl af, at Ahrendtsen også er en vigtig kritiker af islamificeringen (jeg lærte ham i sin tid at kende i Trykkefrihedsselskabet), og han vil også kunne gøre det fantastisk som assimilationsordfører for Dansk Folkeparti.

Eneste anden mulighed på Fyn er en stemme på Nye Borgerlige, hvor stemmen bør falde på Annette Skov Andersson, som i parentes bemærket kunne gøre en reel forskel i sundhedspolitikken.

Sydjyllands Storkreds

Sønderjylland er også sådan et lokalpatriotisk område, og derfor har de lokale undermålere i Liberal Alliance valgt en jævn sønderjyde som spidskandidat frem for en begavelse som Henrik Dahl. Selv om sidstnævnte godt nok både er opvokset og bor lokalt, så er han ikke autentisk nok til de lokale. Nu, hvor Merete Riisager forlader Folketinget, er det ellers fantastisk vigtigt med en borgerlig, intellektuel uddannelsespolitiker, der skal bremse rækken af hjernedøde forslag fra især Venstre (tænk på forslag som ”iværksætteri på skoleskemaet”!).

Den store symbolladede konflikt i Sønderjylland er selvfølgelig den mellem Pernille Vermund og Kristian Thulesen Dahl. Vil man have mindre islam i Danmark, eller vil man have euroislam? Vil man have politik, der reelt løser problemerne, eller vil man have bogstavlege og Christiansborg-taktik? Det er den politiske amatør mod den professionelle politiker. Valget giver sig selv! Man gør ikke kun Danmark en tjeneste ved at stemme på Pernille Vermund, man gør også Dansk Folkeparti en tjeneste. Ledelsen har i flere år været tynget af selvfedme og lader ikke til at gå op i andet, end hvad nogle kommentatorer siger på TV 2 News. Med fremkomsten af Nye Borgerlige har DF givet frie tøjler til Martin Henriksen og Marie Krarup til at sige deres mening, og det har bestemt været befriende. I skal tænke på, at inden dette frihedsbrev havde pressechefen ført sig frem med en strategi om, at partiet skal tale om ikkevestlige frem for muslimer i et forsøg på at gøre partiet pænt nok til borgerskabets stuer. Dansk Folkeparti har brug for en ordentlig rusketur og en ny ledelse. Gerne med Marie Krarup i stedet! Hende kan man nemlig også stemme på i Sønderjylland, og hun har sammen med Martin Henriksen været partiets front i kampen mod islam. Ligesom hun har gjort en formidabel pædagogisk oplysningsindsats i spørgsmålet om Rusland. Så absolut én af Folketingets stærkeste politikere. En tredje mulighed er Nye Borgerliges unge talent Mikkel Bjørn Sørensen, som er en sjælden set kombination af ungdom og klogskab. 

Man skal slet, slet ikke stemme på Venstres kandidater, hvor Ellen Trane Nørby, Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs er tre 1990’er-liberale pantertanter med deres golde frihed, føderalisme og uerkendte kulturradikalisme. Tørnæs har allerede sikret sig en historisk skamplet med sin kundskabssmadrende gymnasiereform. Hvad mon hun drømmer om nu? Måske også at ødelægge politiet? Hertil kan man kun svare, at hun er for sent på den!

Østjyllands Storkreds

De Konservative har generelt et svagt kandidatfelt, men her stiller de ret forrygende med to stærke kandidater, nemlig Ali Aminali og især David Munk-Bogballe. Fuldkommen frygtløst har David Munk-Bogballe skrevet det ene glimrende konservative indlæg efter det andet på Børsen, indtil det blev for meget for Bjarne Corydon, der verfede ham ud. Det samme forsøgte hans kreds i øvrigt, men David er ikke sådan et slippe af med. Han er i øvrigt højtuddannet både fra Paris, Rom, London og Aarhus (og en ufærdig ph.d. om konservatisme fra Berlin) og har drevet sin egen virksomhed. Lidt af en drømmekandidat, hvis ikke partiet var så bange for konservatisme. Ali er også meget lovende!

Samtidig er det heldigt, at de andre partier ikke stiller med stærke borgerlige kandidater. Okay, Kim Christiansen har skrevet og sunget en fantastisk valgsang, men det gør selvfølgelig ingen politiker. De andre kandidater er også ligegyldige.

Hos Venstre er det vist Troels Lund Poulsen, der er den mest fornuftige, og ham kan man altså ikke stemme på.

Vestjyllands Storkreds

Det er skidt i Vestjylland. Ja ja, Inger Støjberg stiller op, og lad os håbe, hun får langt flere stemmer end Kristian Jensen. Støjberg har ikke reelt gennemført stramninger (selv om jeg ikke tvivler på viljen!), men har udmærket sig med et stort antal symbolske og virkningsløse politikker og givet store dele af befolkningen et falsk indtryk af, at Venstre reelt har stået for en strammerpolitik. Der er mere figenblad over hende end én, der reelt udgør en opposition til den liberale dogmatik i Venstre.

Man kan selvsagt ikke stemme på Søren Pape, der intet har gjort som justitsminister og i det hele taget ikke har lederevner til at gøre sit parti konservativt. Måske vil han gerne, men han er svag. Alt for svag.

Christian Langballe har efternavnet og holdningerne på plads, men har ikke formået at slå igennem og for alvor gøre en meningsdannende forskel. Stor respekt for hans pibe, dog.

Jeg kender ikke til dem, Nye Borgerlige stiller op her, udover den Nick Mogensen, som Facebook gerne vil af med. Men det er sikkert en god idé at stemme på ham.

Nordjyllands Storkreds

Nordjyder mangler fundamentalt set politisk selvtillid og stemmer i udpræget grad kun på andre nordjyder. Det efterlader naturligvis et svagt kandidatfelt. Mekanikken er fint illustreret i Venstre, hvor Torsten Schack Pedersen, der vel egentlig godt kunne blande sig i landspolitik, har truffet en karrieremæssig beslutning om kun at være lokalpolitiker i Folketinget. Hos Venstre kan man kun overveje Karsten Lauritzen, der gjorde det glimrende som integrationsordfører, men ikke har givet meget lyd fra sig, siden han blev minister.

De Konservative har ikke rigtigt nogen (selv om man kunne overveje Morten Thiessen) og slet ikke Liberal Alliance. Danske Folkeparti stiller med kandidater som Bent Bøgsted, Morten Marinus og Ib Poulsen. Det er den rene elendighed.

I Nordjylland må man fravælge nordjyderne og i stedet stemme på den forhenværende gymnasielærer og forfatter Poul Højlund fra Nye Borgerlige. En vigtig stemme, også før han blev opstillet til Folketinget, og det må trods alt være vigtigere end hans manglende viden om Nordjylland.

Dette valg er anderledes

I øvrigt overvejede jeg, om det overhovedet var værd at skrive denne stemmeguide. For uanset hvor i landet man bor, gør man som borgerlig nok klogest i at støtte Nye Borgerlige. De er så afgjort det bedste bud på at vende den triste udvikling, hvor islamiske parallelsamfund fylder mere år for år. Jo mere støtte de får, desto større er deres muligheder. Selv om de ikke kommer igennem med de ultimative krav (det bliver jo alligevel nok ikke en borgerlig regering), så vil det være af afgørende betydning at have stærke borgerlige stemmer over hele landet, der taler uforfalsket og bramfrit om islam. Og om ikke andet, vil de andre partier tage ved lære.