Straches fald varsler ilde for Europas højrekræfter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Højrekræfterne i Europa står denne weekend med en førsteklasses krise, efter at Østrigs såkaldte frihedsfører, Heinz-Christian Strache, har nedlagt sit embede som vicekansler eller stedfortrædende regeringschef. Forinden var Strache, der mere end nogen anden gjorde det til en levevej at ivre for fædrelandenes suverænitet og mod kontinentets samling, blevet filmet i fortrolig samtale med en formodet stenrig russisk-lettisk kvinde, som han lovede givtige statslige kontrakter mod, at hun, bl.a. ved et køb af Kronen Zeitung, Østrigs oplagsstærkeste dagblad, skaffede ham en sejr ved parlamentsvalget i 2017.

Strache, leder af Frihedspartiet (FPÖ), som mere end nogen anden – måske bortset fra den for tiden temmelig stilfærdige Marine Le Pen i Frankrig – personificerer det yderste, til tider fascistiske højre, meddelte lørdag i Wien, at han forlod politik med øjeblikkelig virkning. En lignende melding fulgte fra FPÖ’s parlamentariske gruppeformand, Johann Gudenus, som deltog i samtalen i en villa på Ibiza med den indtil videre ikke identificerede russisk-lettiske kvinde. En tydeligt rystet Strache meddelte sin beslutning på Hofburg, regeringssædet i Wien, flankeret af sine nærmeste medarbejdere, blandt dem udenrigsminister Karin Kneissl, som vakte opsigt ved at invitere Vladimir Putin til sit bryllup i 2018. Vedholdende forlydender ville derefter vide, at flere EU-lande begrænsede deres strategisk-militære samarbejde med Østrig, idet man mistænkte ledende FPÖ-skikkelser for at gå Kremls ærinde i centrale sikkerhedspolitiske anliggender.

I den østrigske sammenhæng aner ingen, hvad der skal ske efter en af de mest dramatiske dage i den anden republiks historie. Det kan komme til nyvalg, dels som følge af den politiske nødvendighed, dels fordi de traditionelle partier – konservative, socialdemokrater, liberale og grønne – forestiller sig, at de kan profitere af FPÖ’s nu åbenlyse vanskeligheder. Spørgsmålet er, om den konservative kansler Sebastian Kurz vover et sådant spring. Mange anså ham for naiv og ikke så lidt udemokratisk, da han i 2017 dannede sin i mange henseender omdiskuterede koalition med det ekstremt nationalistiske FPÖ.

Kurz slipper formentlig med et blåt øje. Strache kan næppe fortsætte som politiker, end ikke som gemen parlamentariker, hvilken rolle denne magtbevidste, evigt provokerende uromager ­heller ikke evner at spille. Vigtig i den europæiske sammenhæng er virkningen på næste uges valg til Europa-Parlamentet.

Strache personificerer EU-modstanden, den fødte populist, højrøstet forsvarer af de enkelte landes såkaldte suverænitet, vedholdende kritiker af Bruxelles, ivrig deltager i den antieuropæiske samling, som Italiens indenrigsminister Salvini har sat i værk i samarbejde med bl.a. en af Dansk Folkepartis EU-kandidater, Anders Vistisen.

Strache indrømmede lørdag, at han havde opført sig dumt. Han insisterede på sin uskyld, han havde været fuld, men ikke kriminel. Dette sidste skal afgøres af anklagemyndigheden og domstolene, der på justitsministeriets anmodning har indledt en undersøgelse, som kan række fra korruption og underslæb til landsforræderi.

I Wien blev Straches fald hilst med jubelskrig fra tusinder af demonstranter, en højst usædvanlig scene foran Hofburg, hvor Kurz sad med sine rådgivere. Kommende uge er det vælgernes tur. Ganske mange har utvivlsomt fået øjnene op for, hvad højreekstrem fædrelandsærlighed også kan være.