Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er ganske enkelt ikke natron nok i verden til at få Mette Frederiksens dobbeltpanerede arbejderisme til at glide ned

Hvad vil Mette? spørger lederskribenterne, og svaret er, at Mette vil have magten. Længere er den ikke. Historien begynder og slutter der.

Artiklens øverste billede
Valget på vrangen: Niels Lillelund og Stig Olesen skuer ud over valgkampen og skriver om den på skift. Illustration: Thorgerd Broni

På onsdag stemmer to løver og et lam om, hvad vi skal have til middag, og man afslører næppe for meget ved allerede nu at konstatere, at menuen står på lammesteg. Langtidsstegt.

Det eneste spændende for landets lam, skaffedyrene kaldet, er vel egentlig, hvor meget der bliver levnet, ja, om løverne levner noget overhovedet?

Det kan være svært at vide, og det afhænger vel også af voldsomheden af den røde rus. Foreløbig har man kig på arveafgiften, men der er vel mere at hente; man ser for sig Nicolai Wammen med blodskudte øjne og en skovl i hånden, mens han gennemgraver kirkegårde nord for København optændt ved forlydender om, at de rige svin lader sig begrave komplet med guldtænder og deslige, så rige og ligeglade er de, og hvorfor skal de slippe for at bidrage til fællesskabet, bare fordi de ligger under mulde?

Valgkampen har ikke handlet om at gøre gode tider bedre, men om at gøre nye tider gamle.

Vi får se. Foreløbig foreligger intet konkret, det er måske netop det mest interessante ved denne valgkamp: Socialdemokraterne vil virkelig ikke sige, hvad de har tænkt sig, de nægter ganske enkelt at være konkrete og taler kun i løse hensigter, og helst taler de slet ikke, i hvert fald ikke uden at at have været en tur omkring partikontoret til godkendelse. Der er noget uhyggeligt, noget ildevarslende ved deres tavshed – og at de slipper afsted med det. Øjenvidneberetninger fra Nordjylland fortæller om plakater for Mette Frederiksen, der stolt bekendtgør, at det er på tide med en nordjysk statsminister. Det ligner et argument, der rydder bordet, men som borger i en by, der nu i en årrække har haft en nordjysk borgmester, forekommer argumentet ikke overbevisende.

Der er næppe tvivl om, at Frederiksens dobbeltpanerede arbejderisme får en ekstra omgang med tuberemouladen, når hun nærmer sig hjemegnen, og man må have mig hjerteligt undskyldt, men der er ganske enkelt ikke natron nok i verden til at få den grillmenu til at glide ned, for bag al den brune sovs aner man den hensynsløse vilje til magt. Men taktikken virker; måske begynder hun ligefrem at ryge, når hun er nord for Limfjorden, en smøg i kæften, så glemmer vi, at hun bor i idylliske Hareskoven og sender sine børn i privatskole. Hareskoven, ikke Nordsjælland, man får en henvendelse, hvis man som journalist tager fejl af det.

Man kan sige klima én gang til, det har snarere været en nostalgisk valgkamp. Sådan lidt a la ”Huset på Christianshavn”, Emma, en bajer, siger jeg bare. Valgkampen har ikke handlet om at gøre gode tider bedre, men om at gøre nye tider gamle. Alle drømmer sig tilbage til dengang, blomster var symboler på de samme ting, som bomber er i dag, gode, gamle Danmark.

Hvad vil Mette? spørger lederskribenterne, og svaret er, at Mette vil have magten. Længere er den ikke. Historien begynder og slutter der; den er virkelig ikke længere. Mette Frederiksen vil være statsminister. Det bliver hun så nu, og det er jo dejligt for hende. Og hun bliver det nok på den gammeldags måde, hvor hun regerer på De Radikales nåde, halen logrer med hunden, hvad der vil sætte yderlige turbo på en udvikling, der gik stærkt under Løkke, og som for længst er begyndt at synes uafvendelig.

Det ender med en Lilly-model, jeg må skuffe de mange politiske kommentatorer, der slikker sig om munden og drømmer om svenske tilstande, uendelige regeringsforhandlinger, lukkede døre og lange nætter, ultimative krav og svedige håndflader. Det er rent pjat, spil for galleriet. Kunne man forestille sig en dansk statsminister lægge tøjlerne som en grådkvalt Theresa May, der talte om det land, hun elsker så højt? Det ville være for grinagtigt, ikke sandt, så nej, vi får ikke svenske tilstande, for vi er ikke gravalvorlige svenskere, vi lever i principløshedens fædreland, og det kan man pytte ad, men det gør det ulig nemmere at danne regering, når man er helt ligeglad med alt andet end magten, når man virkelig vil være statsminister for enhver pris, så bliver man det også. Det manglede bare.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen